Grønlands Politi søger pb/pa’ere til 12 mdr. assistancetjeneste på Kysten i Grønland
Tag del i en unik karrieremulighed, hvor du samtidig får mulighed for at opleve Grønlands storslåede natur og kultur.
Grønlands Politi søger engagerede politiuddannede medarbejdere til forskellige politistationer på Kysten i Grønland. Alt uden for hovedstationen i Nuuk betegnes som Kysten – der er dermed tale om en placering på én af de 17 stationer, som udgør Kysten. Placeringen afhænger af dine kompetencer og stationernes behov. I ansøgningen bedes du derfor fremhæve dine kompetencer og erfaringer.
Stillingen kan søges af uchargerede politiuddannede fra Danmark, Færøerne og Grønland.
Tiltrædelse: Efter nærmere aftale
Om kysten
Grønland byder på en storslået og varieret natur langs vestkysten, hvor landskabet ændrer sig markant fra syd til nordvest. I Sydgrønland møder man frodige dale, grønne fjelde og dybe fjorde, hvor fårehold og små bygder præger landskabet. Længere mod nord ved Sisimiut og Aasiaat bliver naturen mere rå og dramatisk med høje fjelde, øgrupper og et rigt dyreliv, mens enorme isbjerge omkring Ilulissat skaber et af Grønlands mest ikoniske naturområder.
Grønland har et rigt dyreliv både til lands og til havs. Langs kysten kan man opleve hvaler, sæler og havfugle, mens rensdyr, moskusokser og polarræve lever i det arktiske landskab. Naturen danner rammen om et aktivt friluftsliv året rundt med muligheder for vandring, sejlads, kajak, hundekørsel og skiløb.
Grønland er samtidig kendetegnet ved en stærk og levende kultur, hvor naturen spiller en central rolle i hverdagen. Mange steder langs kysten er fiskeri og fangst fortsat vigtige erhverv, og lokale traditioner, fællesskab og respekt for naturen er en naturlig del af livet. Sammen skaber den storslåede natur, det rige dyreliv og de mange friluftsaktiviteter et samfund, hvor nærhed, fællesskab og unikke naturoplevelser går hånd i hånd.
Som politibetjent på kysten får du en central rolle i at skabe tryghed i lokalsamfundet og bliver en synlig og vigtig del af hverdagen i byerne.
Om jobbet
Vi tilbyder en spændende og alsidig arbejdsdag med faglige udfordringer, hvor du i høj grad får mulighed for at præge indholdet af dit arbejde. Stillingen indebærer både ansvar og indflydelse, og du vil få mulighed for at videreudvikle dine eksisterende kompetencer samt tilegne dig nye.
Du vil få et selvstændigt fagligt ansvar og indgå i tæt samarbejde med politilederen i distriktet om planlægning og prioritering af opgaverne.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- sagsbehandling, hvor du vil stifte bekendtskab med en bred vifte af politiopgaver med fokus på kvalitet og overholdelse af sagsbehandlingstider
- det daglige beredskab, herunder varetagelse af regelmæssige rådighedsvagter
- forebyggende arbejde, hvor du f.eks. i samarbejde med kommuner, skoler og øvrige samarbejdspartnere bidrager til at forebygge kriminalitet og skabe tryghed i lokalsamfundet
- møde i kredsretten, hvor du vil føre straffesager i første instans
Om dig
- du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og har interesse i arbejdet med både almindelige og komplekse, ressourcekrævende sager
- du er mentalt robust og besidder en høj grad af resiliens i pressede situationer, hvor du står fast forandret i din faglige og etiske grundholdning
- du har gode samarbejdsevner og trives i både selvstændigt arbejde og tæt samarbejde med kolleger
- du er initiativrig, positiv og loyal, og du har forståelse for kredsens mål og rammer
- du evner at omsætte ny læring til praksis og tager ansvar i opgaveløsningen
- du udviser ansvarlighed i det daglige arbejde
- du er omstillingsparat og klar til at forrette tjeneste, hvor der er behov
Det er en forudsætning, at du inden rejsen til Grønland er uddannet på Karabin MCX. Det forventes, at du har gennemgået hjemkredsens PFT uddannelse samt deltaget i den halvårlige skydning inden rejsen til Grønland.
Løn- og ansættelsesvilkår
Varigheden af stillingen er som udgangspunkt 12 måneder med mulighed for forlængelse. Du fastholder din nuværende lønindplacering som pb/pa efter klassificeringsaftalen og eventuelle lokallønstillæg bortfalder efter gældende regler.
Efter assistancetjenesten bliver du stationeret i egen kreds på ny.
Arbejdstiden i Grønland er gennemsnitligt 37 timer om ugen.
Da du får tjenestested uden for Nuuk, er du omfattet af den til enhver tid gældende aftale mellem Rigspolitiet og Politiforbundet om arbejdstidsregler for polititjenestemænd stationeret uden for Nuuk.
Politiet i Grønland afholder udgifter i forbindelse med til- og fratrædelsesrejse alene for den udtagne polititjenestemand, ligesom der stilles indkvartering i møbleret bolig til rådighed.
Der betales skat af værdien af den frie bolig under opholdet i Grønland efter gældende regler.
Skat i Grønland har indført en obligatorisk pensionsopsparing, som også gælder for polititjenestemænd, hvilket betyder, at der skal indbetales til særskilt pensionsordning, såfremt den skattepligtige indkomst – ud over grundlønnen – overstiger 125.000 kr.
Udsendelsen sker efter retningslinjer for tjenesterejser i politiet.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Grønlands Politi har indført røg- og nikotinfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, dens indhold mv. kan du kontakte VPI Claus Rønnegaard på tlf. 00299 560959 eller mail: CRC001@politi.dk eller VPI Allan Bredahl på tlf. 00299 567266 eller mail: AKB002@politi.dk.
Bemærk venligst, at der er 3 timers tidsforskel mellem Danmark og Grønland.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte både CV og en motiveret ansøgning (følgebrev).
Ansøgningsfrist: Den 16. september 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Kalaallit Nunaanni Politii
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
Grønlands Politi
Sammen skaber vi tryghed
Ilulissat
Qaqortoq
Sisimiut
Tasiilaq
Aasiaat