Kan du bevare overblikket i en travl hverdag? Brænder du for at yde en professionel borgerbetjening til borgere i hele Grønland? Vil du være en del af en arbejdsplads med en vigtig samfundsmæssig opgave? Så er du måske en af vores nye serviceassistenter i den landsdækkende vagtcentral i Nuuk.
Tiltrædelse: snarest mulig efter aftale
Om Grønlands Politi og vagtcentralen
Grønlands Politi har ca. 430 medarbejdere, hvoraf omkring 190 er polititjenestemænd. Politikredsen er opdelt i seks politidistrikter med i alt 19 politistationer, hvor den største er beliggende i Nuuk.
Den landsdækkende vagtcentral er placeret i Nuuk og fungerer som politikredsens operative omdrejningspunkt. Her understøttes alle 19 politistationer gennem håndtering af den daglige drift, Search and Rescue (SAR) samt varslede og uvarslede hændelser.
Vagtcentralen består i dag af én leder, otte vagtchefer, ni vagtchefsassistenter og otte serviceassistenter.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en kontorfaglig baggrund, men det er ikke et krav.
Vi lægger vægt på, at du har relevant erhvervserfaring og de kompetencer, der skal til for at løse afdelingens opgaver.
Du behersker både grønlandsk og dansk. Det er en fordel, hvis du også behersker engelsk, men det er ikke et krav.
Desuden søger vi dig, der:
- er positiv, stabil og ikke bange for at tage ansvar
- trives i skiftende arbejdstider, herunder dag-, aften, natte-, weekend- og helligdagsvagter
- arbejder selvstændigt og bidrager konstruktivt til arbejdet
- har en praktisk orienteret tilgang til opgaverne
- er struktureret, fleksibel, serviceminded og imødekommende
- tager initiativ og arbejder løsningsorientret
- er fortrolig med IT-systemer på brugerniveau
- kan bevare roen og overblikket – også i pressede og travle situationer
- er psykisk robust
Om stillingen
Som serviceassistent, vil dine primære opgaver være:
- at yde professionel, serviceminded og imødekommende borgerbetjening
- at modtage telefoniske og skriftlige henvendelser
- at oprette mindre komplekse anmeldelser i politiets IT-system
- at opdatere døgnrapporter og hændelser elektronisk
- at samarbejde med øvrige politikredse under Rigspolitiet samt andre sektioner og afdelinger i Grønlands Politi
- at kommunikere og tolke på grønlandsk og dansk, evt. engelsk
Jobbeskrivelsen er ikke udtømmende og kan tilrettes efter såvel organisationens behov samt dine kompetencer.
Vi tilbyder
I forbindelse med ansættelsen, tilbyder vi:
- et målrettet introduktionsforløb, samt grundig oplæring i arbejdsopgaverne
- faglig sparring og vejledning fra erfarne og kompetente kolleger
- en spændende arbejdsplads med varierede arbejdsopgaver og faglige udfordringer
- et godt kollegialt fællesskab og et sundt arbejdsmiljø præget af loyalitet, professionalisme og samarbejde
Løn og ansættelsesvilkår
Der pågår aktuelt et arbejde med at tilnærme løn- og ansættelsesvilkårene for statsansatte i Grønland til vilkårene for statsansatte i Danmark og på Færøerne. Der kan derfor ske ændringer i ansættelsesvilkårene fra den 1. april 2026 og frem.
Du ansættes ved den landsdækkende vagtcentral i Nuuk.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes på baggrund af din uddannelse og dine kvalifikationer i henhold til den relevante overenskomst mellem Finansministeriet og den forhandlingsberettigede organisation.
Arbejdstiden er 40 timer om ugen, og stillingen er på ubestemt tid.
Eftersom Vagtcentralen har døgnåben, vil du skulle indgå i 3-holdsskifte alle ugens dage, hvorfor du vil skulle møde såvel inden for normal arbejdstid 0800-1600, men ofte også uden for normal arbejdstid.
Der kan anvises en umøbleret personalebolig til stillingen. Du afholder selv udgifter til depositum, husleje og øvrige løbende boligudgifter. Boligens størrelse afhænger af husstandens størrelse.
Hvis du er bosat uden for Nuuk, og der er ventetid på personalebolig, kan der stilles en møbleret vakantbolig til rådighed i ventetiden. Hvis der også er ventetid på en vakantbolig, kan der i en kortere periode blive tale om indkvartering på hotel.
Der ydes fri bohaveflytning og tiltrædelsesrejse for dig og din husstand i henhold til de til enhver tid gældende regler.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes på det nødvendige niveau for stillingen. Du kan desuden blive pålagt at varetage funktioner, der kræver en højere sikkerhedsgodkendelse. Ansættelse i politiet og i anklagemyndigheden forudsætter, at du til enhver tid kan opretholde den krævede sikkerhedsgodkendelse.
Grønlands Politi har indført røg- og nikotinfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingens indhold eller ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Jørgen Madsen på tlf. +299 567176. Bemærk, at der er tre timers tidforskel mellem Grønland og Danmark.
Du søger stillingen elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk under job i politiet. Når du søger en stilling, opretter du samtidig en profil i rekrutteringssystemet.
Vi beder dig vedhæfte følgende dokumenter til din ansøgning:
- Ansøgning
- CV
- Eksamensbevis for din relevante grunduddannelse
Ansøgningsfristen er den 27.11.2026, og samtaler kan forventes afholdt i forlængelse heraf.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden
Nuuk