Jobbeskrivelse
HR-chef til Sydøstjyllands Politi
HR-chef til Sydøstjyllands Politi

 

Kan du se dig selv som HR-chef i en spændende organisation, hvor du får en vigtig rolle som personaleleder og ansvarlig for en bred vifte af HR-opgaver? Har du mod på at yde kredsens øvrige ledere en kompetent HR-sparring, og har du samtidig en serviceminded tilgang, er du måske den HR-chef, vi står og mangler. 

 

Om stillingen

Som HR-chef får du ansvaret for en kompleks og spændende opgaveportefølje, som består af personaleadministration, arbejdsmiljø, tjenesteplanlægning, kompetence – og organisationsudvikling samt uddannelse og udvikling i øvrigt af politikredsens medarbejdere og ledere. 

 

Du får dermed det ledelsesmæssige ansvar for en alsidig afdeling med mange opgaver. Du skal endvidere fungere som strategisk rådgiver og sparringspartner for politikredsens ledelse omkring personalemæssige forhold, ressourcer samt organisatoriske og personalemæssige forandringer og udviklingstiltag. Du bliver desuden kredsens bindeled til Koncern HR i Rigspolitiet i forhold til nationale HR-initiativer og har også ansvaret for kredsens implementering af nationale HR-tiltag. 

 

HR-afdelingen består pt. af 20 medarbejdere sammensat af 1 sektionsleder, administrative medarbejdere, akademikere og politiuddannede medarbejdere.

 

Om dig

Du har en relevant lederuddannelse eller ledelseserfaring samt stor indsigt i HR. Du er vant til at agere i en kompleks og politisk styret organisation med blik for et konstruktivt samarbejde med de faglige organisationer. 

 

Du trives i et krydsfelt med mange interessenter og beslutningstagere. Du har empati og en evne til at sætte dig ind i problemstillinger og kan gennemskue, hvornår HR-afdelingen selv løber med bolden, og hvornår det er hensigtsmæssigt at inddrage de rette interessenter i beslutninger og opgaveløsningen. Du arbejder struktureret og målrettet.

 

Du har en god forretningsforståelse, og du omsætter HR-tiltag til konkrete handlinger. Du har en proaktiv tilgang til arbejdsopgaverne og har fokus på, hvordan HR bedst muligt understøtter politiets kerneopgave. Du udstråler en naturlig robusthed, og driver opgaverne via din evne til at balancere mellem at stikke fingeren i jorden og bruge din eksekveringsevne og gennemslagskraft. Din ledelsesstil er inkluderende og samtidig rammesættende for afdelingens medarbejdere. 

 

Vi forventer ikke, at du har svaret på alt, men ansvarsområdet kræver en faglig funderet HR-chef, der trives med personaleledelse af ledere, medarbejdere og specialister med en høj faglighed, der løser et bredt spænd af HR-opgaver.

 

Du har organisatorisk indsigt og forretningsforståelse og kendskab til de retlige rammer og vilkår for offentligt ansatte samt flair for at opbygge gode relationer på alle niveauer. Du formår at drive processer frem til mål og synliggøre resultaterne heraf.

 

Ansættelsesforhold

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

 

Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din ansættelsesform.

 

Dit arbejdssted bliver Sydøstjyllands Politi med adresse på Holmboes Alle 2, 8700 Horsens. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte stabschef Tina Østergaard på telefon  5179 3548. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk

 

Når du ansøger om en stilling ved politiet opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger ved politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.

 

I Sydøstjyllands Politi ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

 

Ansøgningsfrist er torsdag den 24. september 2025. Vi forventer at afholde samtaler i uge 40.

 

 

Sydøstjyllands Politi er én af Danmarks 12 politikredse og dækker kommunerne Kolding, Fredericia, Billund, Vejle, Hedensted, Horsens og Skanderborg. Vi har hovedstation i Horsens og betjener ca. 510.000 borgere ud fra i alt 22 lokationer i kredsen. Sydøstjyllands Politi er en attraktiv arbejdsplads med mange forskellige fagligheder, og hvor medarbejdernes trivsel prioriteres højt. Vi er en organisation, der løbende tilpasser sig det omgivende samfunds krav og forventninger. Vi arbejder sammen om en professionel opgaveløsning, og vi arbejder hver dag for at skabe tryghed, sikkerhed, retfærdighed og orden i samfundet. Læs mere på www.politi.dk/sydoestjyllands-politi og følg os på X, Facebook og Instagram

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  24.09.2025
Ansøgningsfrist:  24.09.2025
Arbejdsgiver:  Sydøstjyllands Politi
Jobsted (langt): 

Horsens

Deltid / fuldtid:  Fuldtid