Anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi søger en eller flere anklagere til Advokaturen for Almene Sager. Stillingerne er særligt egnet til dig, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse.
Stillingerne er til besættelse efter aftale og hurtigst muligt.
Om stillingen
Stillingerne som anklager er en generaliststilling og er kendetegnet ved at indeholde et bredt udsnit af opgaver og ansvarsområder inden for strafferet og straffeproces. I takt med stigende erfaring vil du skulle håndtere gradvist mere komplekse og principielle sager, ligesom du vil skulle gennemføre kvalitets- og legalitetssikring i straffesagerne.
Vi søger dig som gerne vil oparbejde (yderligere) erfaring med de opgaver, der ligger i anklagemyndigheden. Dine opgaver vil således blandt andet indebære, at du skal behandle forskellige typer af straffesager samt møde i retten.
Der vil herudover være mulighed for at behandle mere komplekse straffesager inden for forskellige fagområder, hvor vi vil gå i dialog med dig om, hvilke fagområder du gerne vil arbejde med.
Hvis du er interesseret, kan der også være mulighed for - sammen med en kollega - at få det faglige og driftsmæssige ansvar for kredsens team af dygtige jurastuderende, der blandt andet behandler aktindsigtssager inden for strafferetsplejen.
Dig
Du er uddannet jurist (cand.jur.). Stillingen vil fortrinsvis være relevant for jurister, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse. Hvis du via anden joberfaring har fået tilsvarende kompetencer til selvstændigt at kunne håndtere behandling af anklagemyndighedens straffesager, er du også velkommen til at søge stillingen.
Derudover forestiller vi os, at du:
• har et højt fagligt niveau og kan omsætte faglig viden til konkrete resultater af rette kvalitet
• gerne vil udbygge dine kompetencer og erfaring
• gennemslagskraft og kommunikerer tydeligt
Os
Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi består af ca. 70 medarbejdere, heraf ca. 45 jurister.
Anklagemyndigheden er placeret på politistationen i Helsingør, og anklagerne møder i byretterne i Lyngby, Hillerød og Helsingør.
Vi er organiseret i tre advokaturer, et arrestantteam og et advokatursekretariat. Vi arbejder fælles på tværs af hele anklagemyndigheden uden skarpe snitflader med et fælles Front Office.
Vi er bredt sammensat af både unge og mere erfarne medarbejdere med juridisk, administrativ og politifaglig baggrund. Vores værdier er høj faglighed, sammenhold og engagement, og vores dagligdag er præget af et højt tempo, hvor vi hjælpes ad og – meget vigtigt - stiler efter, at vi alle har lige nogenlunde travlt.
Vi har fleksible arbejdstider og gode muligheder for hjemmearbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Eventuelle andre tillæg forhandles via tillidsrepræsentanten.
Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for dit ansættelsesområde.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – normalt til klassifikationsgraden Hemmeligt. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Dit arbejdssted bliver Politistationen i Helsingør.
Søger du?
Har du lyst til at blive en del af Nordsjællands Politi, så send din ansøgning. Hvis du ikke i forvejen er ansat i anklagemyndigheden, bedes du også sende CV og relevante eksamenspapirer.
Du kan få mere information om stillingen ved at kontakte advokaturchef Pernille Langermann-Nielsen, tlf.nr. 51 62 58 38.
Ansøgningsfristen er den 12. september 2025, og vi forventer at afholde samtaler den 17. september 2025.
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Du kan læse mere om anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk
Helsingør