Helsingør, Nordsjællands Politi
Har du stor indsigt i HR-administration samt uddannelse og kompetenceudvikling af medarbejdere – så er du måske vores nye sektionsleder?
Vi kan tilbyde:
Som sektionsleder i HR i Nordsjællands Politi vil du blive en del af en spændende organisation med stor samfundsmæssig betydning – og du vil få en central rolle med stor indflydelse og en bred samarbejdsflade.
I denne stilling vil du få det primære ledelsesansvar for sektionerne HR- Administration, HR Efter-/Videreuddannelse, og HR Grunduddannelse.
Du vil i løsningen af dine opgaver indgå i et tæt samarbejde med kredsens ledere, faglige organisationer samt Rigspolitiet.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at:
- Have ledelsesansvaret for driften af de HR-administrative processer, herunder sagsbehandling og indberetning af løn, ferie, barsel, tjenestefrihed mv.
- Være ansvarlig for iværksættelse og gennemførelse af initiativer til rekruttering af nye medarbejdere i Politiet.
- Have ledelsesansvaret for efter- og videreuddannelse af politikredsens medarbejdere, herunder tilrettelæggelse og administration af uddannelser
- Behandle personale- og sygesager – herunder disciplinærsager - for både tjenestemandsansatte medarbejdere og funktionærer, herunder yde juridisk rådgivning til lederne i forhold til regler og retningslinjer på personaleområdet
- Indgå som medlem i en række fagspecifikke udvalg og projektgrupper
- Understøtte kredsens HR Chef i anden relevant opgaveløsning.
- Indgå i et lederteam på 3 kolleger med reference til HR Chefen
Vi søger
En kompetent og erfaren leder med stor gennemslagskraft, som trives i en politisk styret organisation og en tempofyldt hverdag. Du har:
- En samfundsvidenskabelig akademisk uddannelse på kandidatniveau
- Stor ledelseserfaring– både i forhold til distanceledelse og på tværs af faggrupper
- Solide HR-faglige kompetencer
- Bred viden om arbejdsret samt de statslige overenskomster
- Erfaring med juridisk rådgivning om og behandling af personalesager
- Evne til at indgå konstruktivt i samarbejdet med de øvrige ledere og de faglige organisationer
- Stærke kommunikative kompetencer
Som person er du loyal over for organisationen og kan forvalte fortrolighed. Du er en teamplayer og søger aktivt at bidrage til et godt arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel. Du bringer innovative ideer i spil sammen med dine medarbejdere og lederkolleger, og har stor forståelse for, at organisationens løbende forandring er et vilkår.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til statens overenskomst for akademikere i staten. Lønniveauet afhænger af erfaring og kompetencer.
Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt.
Dit primære arbejdssted bliver på station Nord, Prøvestensvej 1, 3000 Helsingør, men du vil i vidt omfang også skulle arbejde på politikredsens øvrige stationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til niveauet: Hemmelig.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR Chef Annette Aaskov på tlf. 22 46 24 52.
Stillingen er til besættelse snarest muligt, og der afholdes samtaler løbende.
Når du ansøger om en stilling ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger ved politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: 28. august 2026
Om Nordsjællands Politi
I Nordsjællands Politi er vi cirka 1.000 kollegaer, der møder på arbejde i henholdsvis Helsingør, Hillerød, Birkerød, Gentofte, Nivå, Helsinge og Frederikssund for at skabe tryghed, sikkerhed, fred og orden for borgerne i Nordsjælland. Vi søger kollegaer, der vil være en del af en moderne og innovativ offentlig virksomhed, der løser opgaverne med høj kvalitet. Det sigter vi mod ved blandt andet at inddrage og samarbejde med både kredsens borgere samt den resterende del af samfundet i form af for eksempel kommuner, boligområder og interesseorganisationer.
Du kan læse mere om Nordsjællands Politi på politi.dk samt på Facebook og X.
Helsingør