Jobbeskrivelse
Driftsoptimeringskonsulent til Politiets Administrative Center, Midt- og Vestjyllands Politi
Driftsoptimeringskonsulent til Politiets Administrative Center, Midt- og Vestjyllands Politi

Har du et skarpt øje for at optimere arbejdsgange og processer i en kompleks organisation? Er du dygtig til at facilitere og gennemføre kortlægning af processer, og har du erfaring med at finde løsninger både med og uden IT? Så kan du være den driftsoptimeringskonsulent, vi søger til spændende opgaver i Politiets Administrative Center.

 

Om stillingen
I Midt- og Vestjyllands Politi, Politiets Administrative Center, vil vi gerne sætte yderligere fokus på optimering af arbejdsgange og processer på tværs af centrets opgaver.

 

Politiets Administrative Center er et landsdækkende center, der varetager en bred vifte af opgaver for dansk politi og anklagemyndighed. Centret beskæftiger sig med områder som automatisk trafikkontrol (ATK), bødesager, Kriminalregister, tilladelser og våben, og udfører desuden opgaver for politiet på Færøerne og i Grønland.

 

Med ca. 350 medarbejdere behandler centret årligt omkring 2,5 millioner sager og håndterer ca. 200.000 opkald, hvilket giver en betydelig kontaktflade med borgere og virksomheder.

 

Som driftsoptimeringskonsulent vil du spille en central rolle i at identificere muligheder for forbedringer i arbejdsgange og procesoptimering, samtidig med at du arbejder med forskellige interessenter både internt i centret og eksternt i politiet. Du vil arbejde tæt sammen med ledelsen i Politiets Administrative Center, sagsbehandlere på tværs af hele centret og nationale samarbejdspartnere i de øvrige politikredse, Rigspolitiet og Rigsadvokaten.


Du skal facilitere kortlægningsprocesser, som kan bidrage til at udvikle løsninger, der kan optimere både interne og eksterne arbejdsprocesser og sikre, at de implementeres effektivt.

 

Organisatorisk bliver du en del af Strategi & Udvikling, som er placeret i staben i Midt- og Vestjyllands Politi.

 

Dine opgaver

  • facilitere og gennemføre kortlægningsprocesser af komplekse arbejdsgange og processer, herunder praktik i forbindelse med workshops
  • skabe overblik over et komplekst proceslandskab og identificere muligheder for optimering
  • sikre ejerskab og et godt samarbejde med aktører på tværs af politiet og Politiets Administrative Center og
  • udarbejde beslutningsoplæg og direktionssager, der kan danne grundlag for ledelsesmæssige beslutninger.

 

Vi søger en driftsoptimeringskonsulent, som har:

  • erfaring med kortlægningsprocesser i en politisk styret organisation (gerne med relevant LEAN-uddannelse) 
  • stærke kompetencer inden for procesfacilitering og optimering af arbejdsprocesser 
  • gode analytiske og kommunikative evner til at omsætte komplekse informationer til forståelige beslutningsoplæg for forskellige interessenter og
  • stærke samarbejdsevner og erfaring med at facilitere tværgående samarbejde mellem forskellige aktører i organisationen.

 

Du arbejder selvstændigt, tager initiativ og har fokus på kvalitet og resultater i samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere.

 

Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende og udviklende hverdag, hvor du får mulighed for at præge og optimere arbejdsgange på tværs af flere enheder. Du vil arbejde tæt sammen med erfarne fagfolk inden for områder som projektledelse, digitalisering, udvikling og driftsanalyse, hvilket giver dig gode muligheder for faglig sparring og udvikling. Vi tilbyder fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejdsdage. Derudover bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor du altid kan få støtte og sparring i dit arbejde.

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Det er en 37 timers stilling. Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret med baggrund i dine kvalifikationer.

 

Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi, Stationsvej 74, 7500 Holstebro. Midt- og Vestjyllands Politi er en røgfri arbejdsplads.

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

 

Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål angående stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Stephanie Ø. Mortensen på telefon 6190 2115.

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

 

Når du søger en stilling i politiet opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Alle dokumenter skal oploades i pdf-format.

 

Stillingen er til besættelse snarest muligt.

 

Vi forventer at afholde 1. samtale den 25.marts 2026.

 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

Ansøgningsfrist: 16.03.2026

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.03.2026
Ansøgningsfrist:  16.03.2026
Arbejdsgiver:  Midt- og Vestjyllands Politi
Jobsted (langt): 

Holstebro

Deltid / fuldtid:  Fuldtid