Midt- og Vestjyllands Politi søger dygtige juridiske studentermedhjælpere, der vil være med til at gøre en forskel.
Opgaven
Du får som studentermedhjælper hos os et spændende og udfordrende job, hvor du kommer til at samarbejde med dygtige jurister og fagligt stærke administrative sagsbehandlere.
Arbejdet i Politiets Administrative Center giver dig mulighed for at supplere dine studier med relevant erfaring inden for blandt andet forvaltningsretten, strafferetsplejen og databeskyttelsesretten. Du kommer primært til at beskæftige dig med klagesagsbehandling.
Arbejdet i Ledelsessekretariatet består primært i sagsbehandling af anmodninger om aktindsigt, herunder aktindsigt i straffesager. Arbejdet kan også bestå i, at du hjælper Ledelsessekretariatets jurister med at afklare forskellige juridiske problemstillinger.
Hvem er du
Du er en fagligt velfunderet og ansvarsbevist jurastuderende, som er god til at organisere dit arbejde. Vi lægger stor vægt på, at du kan arbejde selvstændigt.
Hvem er vi
Midt- og Vestjyllands Politi består af en politisøjle, en lokal anklagemyndighed, en stab og Politiets Administrative Center.
Politiets Administrative Center er et landsdækkende center, som løser administrative opgaver for hele dansk politi inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøder, kriminalregister, tilladelser og våben.
Du bliver som studentermedhjælper en del af den juridiske afdeling i Politiets Administrative Center, hvor de juridiske teams, Bøder, Våben og Registre, behandler deres opgaver i tæt samarbejde med ledere og administrative sagsbehandlere i hele Politiets Administrative Center.
Ledelsessekretariatet er en del af staben, som håndterer opgaver inden for juridisk og administrativ sagsbehandling, ledelsesstøtte, pressebetjening samt juridisk og kommunikationsfaglig rådgivning.
Du bliver som studentermedhjælper en del af det juridiske team, som består af tre jurister, der sammen løser en række forskelligartede opgaver i samarbejde med administrative sagsbehandlere og kommunikationsmedarbejdere i Ledelsessekretariatet samt ledere og medarbejdere i resten af politikredsen.
Som juridisk studentermedhjælper i Midt- og Vestjyllands Politi får du et udviklende job på en dynamisk arbejdsplads, der byder på spændende opgaver med fokus på høj faglighed og kvalitet. Vi har et godt og trygt arbejdsmiljø og stærkt socialt fællesskab.
Du vil få mulighed for at sparre med og søge inspiration hos dygtige og engagerede kolleger og ledere, ligesom vi gerne hjælper med at finde et specialeemne.
Der vil være mulighed for hjemmearbejde og vores nuværende studentermedhjælpere er gode til at arrangere samtransport fra Aarhus.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 15 timer om ugen. Arbejdstiden tilrettelægges inden for almindelig kontortid og under hensyntagen til dit undervisningsskema, ligesom vi tager hensyn til eksamensperioder m.v.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi med adresse på Stationsvej 74, 7500 Holstebro. Midt- og Vestjyllands Politi er en arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde din sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Du kan få mere information om stillingerne ved at kontakte sektionsleder Karen Sundtoft tlf. 61902173 eller sekretariatschef Katrine Grønkjær Pedersen tlf. 21743518.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
I forbindelse med din ansøgning bedes du uploade CV, indskrivningsbekræftelse samt hidtidige eksamens resultater.
Vi opfordrer alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Du kan læse mere om Midt- og Vestjyllands Politi på www.politi.dk
Ansøgningsfristen er den 8. juli 2025, og vi forventer at afholde samtaler i uge 29.
Holstebro