Politiets efterforskningsarbejde bliver i stigende grad udfordret af kriminelle aktørers anvendelse af moderne teknologi, digital kommunikation og en stadig større glidning af kriminalitet over i onlineverdenen. Vi søger derfor en informationsspecialist med specialviden inden for OSINT (Open Source Intelligence).
Om Efterretnings- og Analyseenheden
Efterretning og Analyse (EAE) i Midt- og Vestjyllands Politi hører under den Centrale Efterforskningsafdeling og består af en god fordeling af dedikerede og specialiserede medarbejdere med både politifaglig og civil baggrund. Sektionen samarbejder meget tværfagligt og understøtter hele politikredsen med opgaveløsninger inden for en bred vifte af områder såsom organiseret, personfarlig og økonomisk kriminalitet, efterretninger og operative analyser.
Om stillingen
OSINT er et komplekst fagområde, hvor der hele tiden kommer nye indhentningsmuligheder, mens andre out dates. Udviklingen går hurtigt, hvorfor det er en nødvendighed at holde sig opdateret på bl.a. værktøjer og indhentningsprocesser.
I EAE søger vi en OSINT-specialist, som har erfaring med indhentning af data og information fra internettets åbne og mere ”mørke” side.
Hos EAE vil du opleve et engageret og motiveret tværfagligt arbejdsmiljø, hvor du har mulighed for at udvikle dig og få udfordret dine kompetencer. Du vil komme til at indgå i et tæt samarbejde med øvrige specialister inden for andre efterretnings-indhentningsformer, teledata-analyse og operative analyser med henblik på understøttelse af både efterforsknings- og operative enheder.
Jobbet er meget varierende og kræver omstillingsparathed, samt forståelse for omskiftelige prioriteringer. Du skal målrettet, effektivt og med sikkerhed for øje kunne indsamle, bearbejde og analysere relevant information.
Vi tilbyder et spændende og alsidigt arbejde i et velfungerende socialt miljø med en uformel omgangsform, hvor du vil indgå i et tæt tværfagligt samarbejde med de øvrige medarbejdere i EAE med henblik på kreativt at kunne fremsøge nye og afgørende informationer til brug for dannelsen af et samlet efterretningsbillede og operationalisering i forhold til politiets mangeartede indsatser.
Dine primære opgaver vil bl.a. omfatte:
- Informationssøgning og efterretningsmæssig dataindhentning via OSINT
- Kontinuerlig udvikling, identificering og vedligeholdelse af nye OSINT redskaber
- Udarbejdelse af skriftlig dokumentation på baggrund af fremsøgte data
- Muligheden for at skulle møde i retten som ekspertvidne
- Deltagelse i relevant samarbejde og erfaringsudveksling
Du vil have stor mulighed for at få indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen og udviklingen af OSINT-stillingen.
Der vil kunne påregnes relevante uddannelsesaktiviteter i forbindelse med stillingen.
Om dig
Jobbet kræver ikke en specifik uddannelse, men det forventes, at din faglige interesse er centreret omkring internettet og OSINT-området. Dette kan være med afsæt i en tidligere stilling som f.eks. journalist, bibliotekar eller erfaring fra medie-/researchvirksomhed, Politiet, Forsvaret, IT-Universitet eller noget helt andet.
Herudover søger vi en kollega med følgende kompetencer:
- Erfaring med dybdegående informationssøgning på internettet
- Elsker at grave dybt i de forskellige informationslag og samle oplysninger, der kan dokumentere mønstre og sammenhænge
- Indgående kendskab til diverse sociale medier
- Kildekritisk og med en god dømmekraft i forhold til håndtering af sensitive oplysninger
- Nysgerrig, kreativ, opfindsom og løsningsorienteret
- Kan arbejde både selvstændigt og i tæt samarbejde med andre ressourcepersoner
- Struktureret, systematisk og ansvarsbevidst i tilgangen til arbejdet
- Gode formidlingsevner i både skrift og tale, herunder gode engelskkundskaber
Du trives med at arbejde detaljeorienteret og dybdegående, men besidder også evnen til at bevare overblikket. Du skal have gode IT-kundskaber, og det forventes, at du kan behandle, validere og dokumentere indhentet materiale på et professionelt niveau, og videreformidle dine fund til alle niveauer i organisationen.
Erfaring med web scraping, webteknologier, interne API`er, kildekoder, Burp Suite og developer tools eller lignende værktøjer er et plus.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi, Politigården, Stationsvej 74, 7500 Holstebro. Midt- og Vestjyllands Politi er en røgfri arbejdsplads.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgrad ”hemmelig”, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Der forventes at blive afholdt samtaler i uge 25 og 26.
Kandidater, der indkaldes til samtale, vil evt. få tilsendt en opgave, der skal løses forud for samtalen.
Stillingen forventes herefter besat snarest muligt.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Mogens Poort på tlf. 51249612 eller e-mail MPO001@politi.dk (Mailen kan IKKE bruges til ansøgninger)
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk baggrund.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Holstebro