Har du erfaring med opgaver inden for fysisk, mekanisk eller elektronisk sikring af bygninger? Har du arbejdet med opgaver inden for våben, eksplosivstoffer eller generelle sikringsforhold i fx Forsvaret, Politiet, Våben- eller sikkerhedsbranchen? Vil du være med til at skabe sikkerhed og tryghed i samfundet? Så er du måske en af vores nye operative specialister.
Om os
Politiets Administrative Center er et landsdækkende center, der varetager en bred vifte af opgaver for dansk politi. Centret beskæftiger sig med områder som automatisk trafikkontrol, bødesager, kriminalregister, våben og tilladelser og udfører desuden opgaver for politiet på Færøerne og i Grønland.
Med ca. 350 medarbejdere behandler centret årligt omkring 2,5 millioner sager og håndterer ca. 200.000 opkald, hvilket giver en betydelig kontaktflade med borgere og virksomheder.
Politiets Administrative Center består af tre enheder – ATK, Registre og Jura, Bøder og Kontaktcenter samt Våben og Tilladelser.
Om jobbet
Som operativ specialist hos Politiets Administrative Center (PAC) vil du få ansvaret for at varetage opgaver relateret til våben, eksplosivstoffer og sikring. Du vil være en del af en enhed, der har det landsdækkende ansvar for sagsbehandling relateret til jægere, skytter, samlere og erhvervsdrivende inden for våbenbranchen. Dette omfatter blandt andet ansøgninger om tilladelse til salg, opbevaring, anvendelse og besiddelse af våben, ammunition samt eksplosivstoffer. Enheden varetager også sagsbehandling af tilladelser, godkendelser og autorisationer til borgere, virksomheder og foreninger.
Gennem dit arbejde vil du løse besigtigelses-, godkendelses- og tilladelsesopgaver for hele dansk politi og derigennem bidrage til at skabe sikkerhed og tryghed i Danmark.
Vi arbejder for at levere en professionel og effektiv service over for borgere og virksomheder og har et tæt samarbejde med Rigspolitiet, samt øvrige ministerieområder på et nationalt niveau. Vi sætter faglighed, ansvarlighed og grundighed i højsædet for hver dag at levere kvalitet og service med borgeren i centrum.
Dine primære opgaver
Som operativ specialist varetager du besigtigelse og godkendelse af våbenopbevaring hos våbenhandlere og skytteforeninger samt i forbindelse med våbenudstillinger på museer og våbenmesser. Besigtigelser og godkendelser indeholder bl.a. en vurdering af sikringsforholdene - både mekanisk og elektronisk. Derudover skal du varetage sagsbehandlingen af tilladelser og godkendelser for brug og opbevaring af eksplosivstoffer m.v.
Stillingen indeholder kompleks forvaltningsretsmæssig sagsbehandling, hvor de sikringsmæssige krav vurderes og indarbejdes i vores afgørelser. Arbejdet kombinerer både skriftlig sagsbehandling med udkørende arbejdsdage rundt omkring i hele Danmark, hvilket giver dig mulighed for at få spændende og varierende arbejdsdage.
I stillingen skal du forvente op til 10-15 rejsedage årligt med overnatning.
Vi tilbyder
Hos Politiets Administrative Center forstår vi vigtigheden af at balancere en travl og til tider uforudsigelig arbejdsdag med familielivet. Derfor tilbyder vi fleksible rammer, herunder mulighed for hjemmearbejde.
Vi tilbyder et dynamisk og spændende arbejdsmiljø, hvor vi aktivt støtter din faglige og personlige udvikling. Sammen arbejder vi målrettet på at indfri et højt ambitionsniveau og stræber efter at leve op til det ansvar, vi har. I tæt samarbejde med resten af organisationen bidrager vi hver dag til at skabe tryghed, sikkerhed og retfærdighed i Danmark.
Om dig
Vi søger en operativ specialist, der:
- Trives med udadvendt myndighedsudøvelse og kan stille krav på en klar og konstruktiv måde til borgere og virksomheder
- Er i stand til at arbejde selvstændigt med stor opmærksomhed på detaljer i et kompliceret fagområde.
- Er villig til at udvikle sig fagligt gennem intern oplæring samt eksterne kurser og uddannelser.
- Måske har erfaring med sikring af bygninger, våben, eksplosivstoffer eller har viden, som hurtigt kan overføres til arbejdsopgaverne.
- Er teamorienteret, deltager aktivt i vidensdeling og ser helheden i arbejdet.
- Er handlekraftig, beslutningsdygtig og ikke bange for at træffe beslutninger, selvom de kan have konsekvenser.
- Er udadvendt, nysgerrig og har en god portion humor, som bidrager til en behagelig og uformel omgangstone blandt kollegaer.
- Har kørekort og er villig til at bruge tid på landevejen
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Stillingen forventes besat med opstart 1 august 2026.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi, 7500 Holstebro.
Midt og Vestjyllands Politi er en røgfri arbejdsplads.
Kontakt og ansøgning
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til sektionsleder Vibeke Mikkelsen, tlf. 5122 6259.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 06.04.2026
Holstebro