Er du struktureret, har en solid regnskabsforståelse og motiveres du af at arbejde med økonomiske opgaver i en stor offentlig organisation? Og har du samtidig blik for, hvordan arbejdsgange og processer kan optimeres og gøres mere effektive? Så er det måske dig, vi søger.
Politiets Administrative Center, Midt- og Vestjyllands Politi skal fremover løse udvalgte opgaver vedrørende det udgiftsbaserede regnskab for hele dansk politi. Det betyder, at vi skal sikre en sikker og kontrolleret overgang af opgaven fra landets politikredse og Rigspolitiet til Politiets Administrative Center, etablere ensartede arbejdsgange og løbende styrke datakvalitet og regnskabskontrol, så opgaven løses effektivt og korrekt.
Om os
Politiets Administrative Center er et landsdækkende center, der varetager en bred vifte af opgaver for dansk politi. Centret beskæftiger sig med områder som automatisk trafikkontrol (ATK), bødesager, Kriminalregister, tilladelser og våben, og udfører desuden opgaver for politiet på Færøerne og i Grønland.
Med ca. 350 medarbejdere behandler centret årligt omkring 2,5 millioner sager og håndterer ca. 200.000 opkald, hvilket giver en betydelig kontaktflade med borgere og virksomheder.
Politiets Administrative Center består af tre enheder - ATK, Registre og Jura, Bøder og Kontaktcenter samt Våben og Tilladelser.
Om jobbet
Som regnskabsmedarbejder i Bøder og Kontaktcenter bliver du en del af en nyetableret funktion, der får ansvar for opbygning og drift af udvalgte opgaver relateret til det udgiftsbaserede regnskab for hele dansk politi.
Opgaven indebærer etablering af et centralt og ensartet regnskabssetup, hvor regnskabsopgaver relateret til bøder, sagsomkostninger og konfiskation mv. samles og standardiseres i Politiets Administrative Center.
Du bliver en del af et nyetableret team, hvor vi er i gang med at opbygge strukturer, kontrolmiljø og processer. Du får derfor en vigtig rolle i både drift, opbygning og løbende udvikling af området sammen med dine nye kolleger.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:
- løbende bogføring, afstemning og kvalitetssikring af regnskabsdata
- opfølgning på økonomiske registreringer og sikring af datakvalitet
- medvirken til udvikling og forbedring af arbejdsgange
- deltagelse i implementering og ensretning af processer på tværs af politikredse
- håndtering og registrering af økonomiske transaktioner, samt
- bidrag til et ensartet og korrekt regnskabsgrundlag.
Du bliver en del af en vigtig opgave, hvor udvalgte regnskabsopgaver samles fra landets 12 politikredse og Rigspolitiet i Politiets Administrative Center.
Vi søger derfor en regnskabsmedarbejder med et solidt regnskabsfagligt fundament eller tilsvarende erfaring, gerne fra en offentlig organisation, som har lyst til at bidrage til både drift, opbygning og udvikling af området.
Stillingen er en del af enheden Bøder og Kontaktcenter, hvor du bliver en del af en ny sektion med dygtige og dedikerede kolleger. Vi lægger stor vægt på en ambitiøs tilgang til opgaveløsningen, og i centeret har vi en stærk kultur præget af samarbejde, hjælpsomhed og et fælles ansvar for at levere resultater af høj kvalitet.
Vi tilbyder
Hos Politiets Administrative Center forstår vi vigtigheden af at balancere en travl og til tider uforudsigelig arbejdsdag med familielivet. Derfor tilbyder vi fleksible rammer, herunder mulighed for hjemmearbejde.
Vi tilbyder et dynamisk og spændende arbejdsmiljø, hvor vi aktivt støtter din faglige og personlige udvikling. Sammen arbejder vi målrettet på at indfri et højt ambitionsniveau og stræber efter at være blandt de bedste inden for vores felt. I tæt samarbejde med resten af organisationen bidrager vi hver dag til at skabe tryghed, sikkerhed og retfærdighed i Danmark.
Om dig
Vi søger regnskabsmedarbejdere med solid forståelse for regnskabsprocesser og principper, gerne fra statslige organisationer. Du trives i en politisk styret organisation., hvor krav til datakvalitet, dokumentation og ensartede processer er centrale elementer.
Vi forestiller os, at du har en relevant økonomisk eller regnskabsmæssig uddannelse eller erfaring fra lignende opgaver.
Vi lægger vægt på, at du:
- arbejder struktureret og effektivt i din opgaveløsning
- har god forståelse for regnskabsprocesser og økonomiske sammenhænge
- har erfaring med økonomiske systemer (gerne Navision – ikke et krav)
- har blik for optimering, standardisering og forbedring af arbejdsgange
- trives i et samarbejdsorienteret miljø med mange interessenter
- bidrager aktivt til faglig sparring og et godt arbejdsmiljø
- tager ansvar og følger opgaverne til dørs, samt
- arbejder stabilt og kvalitetsbevidst i en omskiftelig hverdag.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Stillingerne er med ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi, 7500 Holstebro.
Midt- og Vestjyllands Politi er en arbejdsplads med røg- og nikotinfri arbejdstid.
Tiltrædelse 1. september 2026 eller snarest derefter.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til sektionsleder Mette Egholm Lauridsen, tlf. 4010 9416.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 08.07.2026
Holstebro