Er du en erfaren leder, der kan skabe retning, sikker drift og udvikling på samme tid – og har du lyst til at stå i spidsen for en sektion med en bred og vigtig opgaveportefølje?
Motiveres du af at få mennesker til at lykkes, skabe gode rammer om den daglige drift og samtidig udvikle måden, vi løser vores opgaver på? Og trives du i en offentlig organisation, hvor høj faglighed, sikker drift og løbende udvikling skal gå hånd i hånd?
Så kan du være den sektionsleder, vi søger til sektionen Udland i Bøder og Kontaktcenter.
Om stillingen
Som sektionsleder for Udland får du ansvar for en sektion med en bred portefølje af opgaver inden for opkrævning af bøder og domme, hvor flere har relation til udlandet. Sektionen varetager blandt andet opgaver vedrørende udenlandske og nordiske bøder og domme, inddrivelse og fuldbyrdelse i udlandet, kilometerbaseret vejafgift, tvangsbøder og håndtering af konkurs.
Bøder og Kontaktcenter er samtidig i gang med en organisatorisk udvikling, hvor vi ønsker at skabe stærkere faglige miljøer, mere sammenhængende sagsforløb og endnu bedre samarbejde på tværs. VI er netop ved at gennemføre en organisatorisk ændring, hvor der er god mulighed for at præge både sektionens hverdag og den videre udvikling af opgaveløsningen.
En vigtig del af din opgave bliver at have blik for arbejdsgange og processer. Sammen med medarbejderne og den øvrige ledelse skal du kunne identificere, hvor vi kan arbejde enklere og mere sammenhængende, og hvor digitalisering og optimering af vores end to end processer kan skabe et bedre og mere effektivt sagsforløb.
Du bliver en del af ledergruppen i Bøder og Kontaktcenter og får også meget samarbejde på tværs med de andre ledere i Politiets Administrative Center, hvor vi lægger vægt på et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Vi ser ledelse som en fælles opgave og forventer, at du både tager ansvar for din egen sektion og bidrager aktivt til udviklingen på tværs.
Om dig
Vi søger først og fremmest en erfaren og sikker leder. Du har stået med et reelt ledelsesansvar før og ved, at god ledelse både handler om retning og resultater og om at være tilgængelig og nysgerrig over for medarbejderne. Du kan fx have en juridisk, samfundsvidenskabelig, administrativ eller anden relevant uddannelse. Det vigtigste er, at du har erfaring med ledelse og kan sætte dig ind i komplekse myndighedsopgaver, hvor regler, drift, kvalitet og udvikling skal spille sammen.
Erfaring fra en offentlig myndighed vil være en fordel, særligt hvis du har arbejdet med større administrative processer, myndighedsopgaver eller udvikling og optimering af arbejdsgange, da vores tilgang er at vi altid kan blive dygtigere til vores opgave.
Vi lægger særligt vægt på, at du:
- har solid erfaring med ledelse og kan skabe følgeskab, retning og trivsel
- kan skabe overblik og prioritere i en hverdag med mange forskellige og specialiserede opgaver
- har solide kompetencer inden for skriftlig fremstilling, meget gerne fra en offentlig myndighed
- har erfaring med procesoptimering, organisationsudvikling eller udvikling af administrative arbejdsgange
- gerne har erfaring fra en offentlig organisation og forståelse for arbejdet i en politisk ledet og regelstyret organisation
- har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og kan sætte dig ind i komplekse faglige og regelbundne problemstillinger
- kan omsætte strategiske mål til en meningsfuld og velfungerende hverdag for medarbejderne
- kommunikerer tydeligt, ordentligt og tillidsvækkende – også når der sker forandringer
- kan samarbejde på tværs og ser den samlede opgaveløsning som vigtigere end organisatoriske skel
- har mod på at træffe beslutninger og samtidig er oprigtigt interesseret i medarbejdernes viden og perspektiver
Som leder hos os skal du kunne skabe både arbejdsro og bevægelse. Du skal kunne holde fast i en sikker daglig drift og samtidig være nysgerrig på, om vi kan løse opgaverne bedre i morgen, end vi gør i dag.
Om Politiets Administrative Center
Politiets Administrative Center er et landsdækkende center, der varetager en bred vifte af opgaver for dansk politi.
Centret beskæftiger sig med områder som automatisk trafikkontrol (ATK), bødesager, Kriminalregister, tilladelser og våben, og udfører desuden opgaver for politiet på Færøerne og i Grønland.
Med ca. 350 medarbejdere behandler centret årligt omkring 2,5 millioner sager og håndterer ca. 200.000 opkald, hvilket giver en betydelig kontaktflade med borgere og virksomheder.
Politiets Administrative Center består af tre enheder - ATK, Registre og Jura, Bøder og Kontaktcenter samt Våben og Tilladelser.
Vi har et tæt fagligt og strategisk samarbejde med Rigspolitiet og øvrige dele af politiet. Vi arbejder for at sikre kompetent og effektiv sagsbehandling, god borgerkontakt, og målrettet udvikling af politiets administrative opgaver.
Vi tilbyder
Du får et lederjob med et tydeligt ansvar og samtidig gode muligheder for at sætte dit præg på udviklingen af en sektion med mange forskellige og samfundsmæssigt vigtige opgaver.
Du bliver leder for dygtige og engagerede medarbejdere med stor viden om deres fagområder, og du bliver en del af en ledergruppe, hvor vi bruger hinanden aktivt, udfordrer hinanden og tager fælles ansvar for enhedens opgaver.
Stillingen giver dig mulighed for både at arbejde helt tæt på medarbejdere og drift og samtidig bidrage til større udviklings- og optimeringsopgaver i Bøder og Kontaktcenter og Politiets Administrative Center og i det tværgående samarbejde med Rigspolitiet, politikredsene og andre eksterne interessenter.
Vi leder derfor efter dig, der ikke alene vil lede en sektion, men som har lyst til sammen med medarbejderne at udvikle den.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres som chefkonsulent med personaleledelse.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele ansættelsen.
Dit arbejdssted bliver Politiets Administrative Center i Holstebro.
Midt- og Vestjyllands Politi har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Maren Holm Johansen på 30468040.
Der er i øjeblikket opslåede tre sektionslederstillinger i Politiets Administrative Center. Hvis du vurderer, at flere af stillingerne matcher din profil og motivation, er du meget velkommen til at søge flere af dem.
Hvis du søger flere af sektionslederstillingerne, beder vi dig angive dette i din ansøgning og gerne beskrive, om du har en særlig prioritering mellem stillingerne. Det vil indgå i vores samlede vurdering af det bedst mulige match mellem kandidater og stillinger.
Du søger stillingen via politiets rekrutteringssystem på www.politi.dk/om-politiet/job-i-politiet. Upload ansøgning, CV og relevante bilag i pdf-format.
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 01.09.2026
Holstebro