Akademikere til specialiseret team – Vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede konflikter
Vi søger flere akademikere til vores specialiserede team, som skal styrke håndteringen af anmeldelser om vold i nære relationer, voldtægt, stalking, æresrelaterede konflikter og forbrydelser samt andre sagskategorier, hvor afdelingen allerede bidrager med viden, ekspertise og analysearbejde. Du vil få en central rolle i at bidrage til forbedring af både sagsbehandling og tværfagligt samarbejde, og du skal kunne anvende en analytisk tilgang i det direkte arbejde med ofre og gerningspersoner ved anmeldelser.
Om stillingen:
Som akademiker i vores team vil du kunne arbejde med en socialfaglig og/eller analytisk tilgang afhængig af din faglige baggrund. Kompetencerne er nødvendige for at sikre, at vi både har den rette viden til at rådgive og hjælpe ofre og gerningspersoner samt kan analysere og optimere sagsbehandlingen. Den analytiske tilgang er samtidig central i forhold til at målrette og kvalificere vejledning og støtte.
De primære opgaver omfatter:
• Socialfaglig dimension: At formidle traumebaseret viden til kolleger, især til efterforskere og medarbejdere i førsteindsatsen, og at understøtte arbejdet med ofre, forurettede og gerningspersoner. Du vil også arbejde direkte med ofrene, rådgive dem og sikre, at deres behov for beskyttelse og hjælp bliver opfyldt.
• Analytisk dimension: At gennemføre systematiske analyser af anmeldelser og hændelser, herunder fremsøgning og vurdering af sager i politiets systemer. Du vil også bidrage med afrapportering og anbefalinger, som kan hjælpe med at optimere interne processer og tværfaglig koordinering.
• Tværfagligt samarbejde: Du vil deltage i tværfaglige teams og erfaringsnetværk, hvor du både kan bruge din analytiske viden og socialfaglige indsigt til at styrke det interne samarbejde og koordinering, samt fremme samarbejdet med eksterne aktører.
• Direkte arbejde med ofre: Du skal være forberedt på at arbejde direkte med ofre og gerningspersoner i sagsbehandlingen. Dette indebærer rådgivning og henvisning til relevante eksterne hjælpeorganisationer, fx Lev uden Vold, Dansk Stalkingcenter, RED rådgivning og Center for Voldtægtsofre og evt. opfølgning på risikovurderinger for at sikre, at de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger er iværksat.
Vi søger dig, der har:
• En relevant akademisk baggrund, fx som socialrådgiver, samfundsvidenskabelig kandidat, antropolog eller en anden relevant uddannelse.
• Praktisk erfaring med eller viden om de specifikke sagsområder og traumereaktioner hos ofre særligt inden for: vold i nære relationer, voldtægt, stalking eller æresrelaterede konflikter og forbrydelser, men ofrene kan også være omfattet af andre kategorier, hvor det specialiserede team bliver involveret og bidrager med viden, ekspertise og analysearbejde.
• Er i stand til at rådgive og motivere såvel ofre som gerningspersoner til at modtage den nødvendige hjælp.
• Socialfaglig profil: Erfaring med eller evne til at arbejde direkte med ofre og forurettede. Du skal kunne rådgive og støtte ofre, forurettede og gerningspersoner, samt forstå de sociale og traumatiske konsekvenser af fx vold og overgreb.
• Analytisk profil: En analytisk tilgang til komplekse sager, hvor du kan arbejde systematisk med at vurdere, analysere og rapportere på data og hændelser. Du skal have evnen til at udarbejde målrettede analyser, der kan forbedre interne processer og hjælpe med risikovurdering.
• Evnen til at samarbejde på tværs af fagspecifikke områder fx forebyggelse og efterforskning og til at navigere i et komplekst og til tider hektisk arbejdsmiljø.
• Har evnen og lysten til at støtte og rådgive dine kolleger i håndtering af komplekse sagsområder.
• Gode formidlingsevner, både skriftligt og mundtligt, og evnen til at kommunikere klart og empatisk med både kolleger og ofre.
• Gode IT-kompetencer og evnen til hurtigt at sætte dig ind i nye systemer.
Det vil være en fordel, hvis du har:
• Viden om risikovurderingsværktøjer som SARA:SV, SAM og PATRIARK, samt kendskab til de særlige hensyn, der bør tages i arbejdet med ofre og gerningspersoner.
• Har viden om traumereaktioner samt de særlige hensyn, politiet bør udvise i mødet med såvel ofre som gerningspersoner.
• Viden om relevante eksterne hjælpeorganisationer og behandlingstilbud, samt metoder til at motivere både ofre og gerningspersoner til at søge hjælp.
Vi tilbyder:
En arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab, hvor du vil indgå i et tæt samarbejde med andre faggrupper. Du får mulighed for at arbejde i et moderne og spændende miljø med direkte indflydelse på opgaveløsningen. Vi tilbyder relevant uddannelse og støtte, så du er godt klædt på til at løse de komplekse opgaver i rollen.
Løn og ansættelsesvilkår:
Der er tale om fuldtidsstillinger.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Sydøstjyllands Politi med adresse på Holmboes Alle 2, 8700 Horsens, men du skal forvente at arbejde på tværs af politikredsens største politistationer, der er placeret i Kolding, Fredericia, Vejle og Horsens. Hovedparten af arbejdsdagene ligger i Horsens.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning:
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen på tlf. 3044-8826.
Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: onsdag den 4. marts 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 12.
Sydøstjyllands Politi er én af Danmarks 12 politikredse og dækker kommunerne Kolding, Fredericia, Billund, Vejle, Hedensted, Horsens og Skanderborg. Vi har hovedstation i Horsens og betjener ca. 510.000 borgere ud fra i alt 22 lokationer i kredsen. Sydøstjyllands Politi er en attraktiv arbejdsplads med mange forskellige fagligheder, og hvor medarbejdernes trivsel prioriteres højt. Vi er en organisation, der løbende tilpasser sig det omgivende samfunds krav og forventninger. Vi arbejder sammen om en professionel opgaveløsning, og vi arbejder hver dag for at skabe tryghed, sikkerhed, retfærdighed og orden i samfundet.
Læs mere på www.politi.dk/sydoestjyllands-politi og følg os på Facebook og Instagram.
Horsens