Jobbeskrivelse
IT-medarbejdere til Koncern HR
IT-medarbejdere til Koncern HR

Bliv bindeleddet mellem HR og IT i Rigspolitiet – hjælp med at gøre komplekse aftaler og digitale HR-processer
Vil du være med til at oversætte komplekse HR-vilkår til effektive og konkrete IT-løsninger, der gør en forskel for hele dansk Politi? Har du flair for IT og data, og kan du kommunikere klart og målrettet på tværs af fagområder? Så er du måske vores nye kollega i Koncern HR. 


Din nye hverdag


Som vores nye kollega, arbejder du med at udvikle, vedligeholde og implementere IT-tekniske løsninger, der understøtter politiets personaleprocesser. Som bindeleddet mellem forretning og IT sikrer du, at vores løsninger matcher virkelighedens behov og fungerer i praksis. 
Din primære opgave bliver at bygge bro mellem forretningsbehov og teknisk implementering. Du vil komme til at arbejde projektorienteret med at omsætte krav og komplekse aftaler til IT-løsninger, der understøtter HR-processer på tværs af politiet. Du vil indgå i tæt samarbejde med Koncern IT, bidrage til test og kvalitetssikring, samt vejlede ved forhandlingsbordet om systemets muligheder og begrænsninger. Dertil yder du systemsupport, hvis fx politikredsene har spørgsmål til brug af systemerne.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:

•    Oversætte politiets komplekse arbejdsvilkår i samarbejde med jurister til krav og løsninger i vores HR-systemer (SAP)
•    Sikre sammenhæng mellem forretningens behov og tekniske implementeringer 
•    Udarbejdelse af kravspecifikationer og testcases
•    Deltage i test- og implementeringsfaser 
•    Faglig sparring og kommunikation om data og tekniske udfordringer
•    Tæt samarbejde med kollegaer i Koncern HR og Koncern IT samt eksterne samarbejdspartnere
Du bliver en vigtig del af kommende store projekter, hvor vi blandt andet skal implementere nye arbejdstidsaftaler for hele dansk Politi, forberede overgang til Statens nye lønsystem, håndtere ændringer i forbindelse med OK26 samt bidrage til udskiftning af politiets HR-system. 


Vores nye kollega


Vi søger en kollega, der har en solid forståelse for IT og data og kan anvende denne viden til at oversætte komplekse HR-vilkår til praktiske løsninger. Derudover skal du have lyst til at sætte dig ind i juridiske aftaler og formå at have et 360 graders perspektiv på opgaverne. Du trives med at arbejde i et team, hvor samarbejde, videndeling og faglig sparring vægtes højt. 
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi forestiller os, at du har en akademisk uddannelse inden for IT og kommunikation eller lignende. Om du er nyuddannet eller har flere års relevant erhvervserfaring er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har interesse og forståelse for IT uden at være en teknisk specialist med dybdegående programmeringsfærdigheder.

Du er god til at kommunikere klart og evner at bygge bro mellem forretningen og Koncern IT. Du trives med at arbejde i et miljø med mange interessenter og skiftende opgaver. Du er struktureret og initiativrig. Derudover er du klar til at bidrage både fagligt og socialt i teamet, og du har lyst til at lære og udvikle dig.


Om os

 
Du bliver en del af et mindre team på fire medarbejdere som alle er en del af sektionen HR Data og International tjeneste, som består af 17 medarbejdere med en blandet uddannelsesmæssig baggrund – alt fra akademiske- og administrative profiler til politiuddannede. Vi har en uformel omgangstone og vægter faglig sparring og videndeling højt. Vi prioriterer vores kollegaer og vores fælles gode arbejdsmiljø. Vi tilbyder en spændende stilling med personlig og faglig udvikling i et stærkt, tværfagligt miljø med stor samfundsmæssig betydning.

 

Ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængigt af dine kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du bliver indplaceret i løngruppe 3 sats1  

 

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1780 København V.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

 

Rigspolitiets har røgfri arbejdstid.

 

Yderligere information


Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Dea Damkjær Wille på tlf. nr. 4137 3702. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads her 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

 

Vi forventer at afholde 1. samtaler onsdag d. 12 august 2026 og 2. samtaler mandag d.17 august

Ansøgningsfrist: d. 31 juli 2026


I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  


Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  31.07.2026
Ansøgningsfrist:  31.07.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid