Drift, udvikling og vedligeholdelse af politiets operative it-systemer har stor betydning for politiets arbejde. Du gør en forskel for hver eneste medarbejder i politiet, når du sikrer, at it-redskaberne fungerer og bedst muligt understøtter politiets arbejde.
Rigspolitiet søger nye kollegaer, der vil være med til at sikre drift, udvikling og videreudvikling af nogle af politiets mest forretningskritiske systemer. Vi søger både it-generalister og it-specialister i rollerne Application Manager og Application Specialist.
Måske er du den, der skaber overblik mellem forretning og teknik. Måske er du den, der elsker at dykke ned i komplekse tekniske problemstillinger og specialiserer dig inden for video, kameraer og avanceret videoanalyse. Hos os har vi brug for begge profiler. Ansvaret spænder bredt, og rollerne kan overlappe.
Et job med ansvar – fra drift til udvikling
Du bliver enten Application Manager eller Application Specialist i Center for Efterforskning, hvor vi har det tekniske ansvar og ejerskab for en række systemer, som hver dag understøtter politiets operative arbejde.
I Sektion for Medie og Overvågning har vi ansvaret for en lang række systemer og teknologier, der håndterer de store mængder af video- og billedmateriale, som anvendes i politiets efterforskning, og som i stigende grad udgør vigtigt bevismateriale i straffesager.
Videomaterialet kan komme fra mange forskellige kilder – eksempelvis politiets operative videoenheder, overvågningskameraer, kropskameraer og droner samt fra borgere, offentlige myndigheder og private virksomheder.
Du kommer til at påvirke brugen og udviklingen af politiets medie- og overvågningssystemer og -teknologier. Det kan eksempelvis være videoovervågning/tryghedskameraer (CCTV), droner, kropskameraer, video management systems, AI-baseret videoanalyse, objekt- og ansigtsgenkendelse, automatisk nummerpladegenkendelse (ANPR/ANPG) og teknologier til effektiv håndtering og analyse af store mængder videomateriale.
Du får en central rolle i at sikre, at systemerne fungerer driftsmæssigt stabilt, samtidig med at de udvikles til morgendagens behov. Det betyder, at du arbejder tæt sammen med brugere, udviklere, arkitekter, beslutningstagere, testere og leverandører for at skabe løsninger, der gør en reel forskel for politiets opgaveløsning.
Application Manager eller Application Specialist?
Opgaverne for en Application Manager og en Application Specialist er forskellige, uden at der er en skarp adskillelse.
Som Application Manager har du primært fokus på det samlede systemansvar og sammenhængen mellem forretning, teknik, drift, udvikling og leverandører.
Som Application Specialist har du en dybere teknisk faglighed og fungerer som specialist og teknisk sparringspartner inden for videoovervågning, VMS-platforme, videoanalyse, AI, videoforensics eller håndtering af store mængder videodata.
Afhængigt af din rolle vil du arbejde med flere af disse områder:
• sikre stabil drift, herunder incident- og problem management
• gennemføre change- og release management
• analysere og udbedre tekniske fejl
• varetage daglige driftsopgaver
• have fokus på serviceaftaler, tilgængelighed, kapacitet og performance
• medvirke til udvikling og modernisering af løsningerne, så de understøtter nuværende og kommende video- og medieteknologier
• bidrage til løsningsdesign, sikkerhed og compliance
• omsætte politiets behov til konkrete tekniske løsninger
• koordinere udviklings- og implementeringsopgaver
• kvalitetssikre leverancer
• styre leverandører, kontrakter og økonomi
• samarbejde med interne og eksterne interessenter om den samlede systemforvaltning.
Som specialist vil du desuden komme til at arbejde med flere af disse områder:
• videoovervågning (CCTV) og VMS-platforme som eksempelvis Milestone XProtect
• løsninger til avanceret videoanalyse, eksempelvis BriefCam
• AI-baseret objekt-, person- og køretøjsgenkendelse
• ansigtsgenkendelse og søgning efter personer på tværs af videomateriale
• automatisk nummerpladegenkendelse (ANPR/ANPG)
• tracking og analyse af objekter på tværs af kameraer
• håndtering, tilvejebringelse og behandling af store mængder videomateriale
• video fra politiets egne systemer samt materiale modtaget fra borgere, virksomheder og andre eksterne kilder
• videoformater, codecs, metadata, timestamps og transkodning
• videoeksport, kvalitetssikring og teknisk behandling af videomateriale
• digital video forensics og forståelse for autenticitet, integritet og sporbarhed
• integration mellem kameraer, VMS-platforme, videoanalyse og øvrige politisystemer
• tekniske problemstillinger omkring storage, netværk, servere og øvrig infrastruktur.
Du behøver ikke være udvikler eller kriminalteknisk videoanalytiker. Det vigtigste er, at du har lyst og evne til at forstå teknologien og dens anvendelse i politiets efterforskning.
Som specialist bliver du et vigtigt teknisk bindeled mellem efterforskningen, systemejerne, Koncern IT og vores leverandører. Du skal kunne forstå et forretningsmæssigt behov, omsætte det til tekniske krav og samtidig kunne vurdere og udfordre leverandørernes løsninger.
Fra kamera til efterforskning
En vigtig del af vores arbejde er at sikre, at videomateriale kan tilvejebringes, håndteres, søges i og anvendes effektivt i efterforskningen.
Materialet kan komme fra mange forskellige teknologier og systemer, og formaterne kan være meget forskellige. Det stiller krav til både teknisk forståelse og evnen til at skabe sammenhæng på tværs af løsninger.
Du skal derfor kunne være med til at sikre hele kæden fra:
indsamling og tilvejebringelse → lagring → behandling → analyse → søgning → eksport → anvendelse i efterforskningen.
Samtidig skal løsningerne leve op til politiets krav til sikkerhed, stabilitet, dokumentation og korrekt håndtering af digitalt materiale.
Nogle dage...
Nogle dage arbejder du med nye funktioner, nye teknologier eller modernisering af eksisterende systemer. Andre dage handler det om at løse en driftsudfordring, hvor mange brugere er afhængige af, at systemet hurtigt er tilbage i normal drift.
Andre dage kan du eksempelvis være med til at vurdere, hvordan en ny teknologi til objektgenkendelse kan understøtte efterforskningen, hvordan store mængder videomateriale kan gøres søgbare, eller hvordan video fra et privat overvågningssystem bedst kan tilvejebringes og integreres i politiets eksisterende tekniske miljø.
Fælles for opgaverne er, at dit arbejde har direkte betydning for politiets opgaveløsning.
Din kontaktflade er bred i hele politiets organisation, og du møder en stærk faglighed overalt.
Hvem er du?
Vi leder ikke efter én bestemt profil.
Du kan have erfaring som Application Manager, systemforvalter, IT-specialist, IT-konsulent, IT-administrator, IT-nørd, udvikler, IT-projektleder eller andet.
Det vigtigste er, at du trives med at tage ansvar for IT-systemer, samarbejde med mange forskellige fagligheder og arbejde i komplekse sammenhænge.
Du har erfaring med flere af følgende områder:
• Application Management eller systemforvaltning
• teknisk drift af forretningskritiske systemer
• kravspecificering, test eller kvalitetssikring
• ITIL-processer
• server- og netværksinfrastruktur
• leverandørstyring eller koordinering af udviklingsopgaver
• IT-projektledelse
• økonomi- og kontraktstyring
• video management systems (VMS) og videoplatforme, eksempelvis Milestone
• kamera- og videoovervågning (CCTV)
• videoanalyse og AI-baseret videoanalyse
• objekt- og ansigtsgenkendelse
• automatisk nummerpladegenkendelse (ANPR/ANPG)
• video forensics
• videoformater, codecs, metadata og transkodning
• håndtering og lagring af store mængder videomateriale.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med eksempelvis Milestone XProtect/BriefCam, Motorola Solutions/Avigilon eller tilsvarende teknologier. Det er dog ikke et krav, at du har erfaring med alle de nævnte produkter.
Det vigtigste er, at du har en stærk teknisk forståelse og evnen til hurtigt at sætte dig ind i nye teknologier.
Som Application Manager er du primært generalist med ansvar for den samlede systemforvaltning, men det er en fordel, hvis du har en vis teknisk forståelse.
Som Application Specialist er det en fordel, at du har en dybere teknisk forståelse inden for et eller flere relevante fagområder.
For begge roller lægger vi stor vægt på din nysgerrighed, samarbejdsevne og lyst til at udvikle dig.
Hos os får du mulighed for at arbejde med teknologi, der ikke bare skal fungere – men som konkret skal gøre politiet bedre i stand til at løse sin opgave.
Derfor skal du vælge os
Hos os bliver du en del af et stærkt fagligt miljø, hvor vi hjælper hinanden og deler viden. Du får ansvar, indflydelse og mulighed for at udvikle dig – både fagligt og personligt.
Vi arbejder med systemer, som er forretnings- eller samfundskritiske, og derfor har kvalitet, sikkerhed og samarbejde høj prioritet. Samtidig tror vi på, at de bedste resultater skabes i en hverdag med tillid, fleksibilitet og en uformel omgangstone.
Hos os får du:
• Et meningsfuldt job med stor samfundsmæssig betydning
• Mulighed for at præge udviklingen af politiets it-systemer
• Engagerede kolleger med høj faglighed
• Et stærkt samarbejde på tværs af forretning og it
• Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
• Fleksible rammer og fokus på balance mellem arbejde og privatliv.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du vil blive indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent afhængig af din baggrund og kompetencer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup. Hele Rigspolitiet bliver samlet i løbet af 2027 med adresse på Frederikskaj, København SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Jakob Dahl Christiansen på mail JCH114@POLITI.DK eller telefon: 21474350
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: 25. september 2026.
Vi afholder løbende samtaler. Tiltrædelse hurtigst muligt og efter aftale.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.
Glostrup