Kan du træffe afgørelser på et højt juridisk niveau og har du lyst til at bidrage til politiets og anklagemyndighedens vision om at skabe sikkerhed, tryghed, retfærdighed og tilfredshed for borgerne?
Grib muligheden for at blive en del af en spændende tværfaglig afdeling, hvor vi udover høj faglighed lægger vægt på engagement, godt humør og et stærkt socialt sammenhold.
Din profil
Vi søger en faglig stærk cand.jur., som brænder for juridisk sagsbehandling og som er dygtig til at sætte sig ind i nye juridiske problemstillinger.
Vi lægger stor vægt på, at du foruden et stærkt juridisk fundament har gode samarbejdsevner og formår at kommunikere klart og tydeligt i mange forskellige sammenhænge.
Vi forventer desuden, at du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar, samt at du besidder en høj personlig og faglig integritet.
Opgaven
I Ledelsessekretariatet få du et selvstændigt ansvar for sagsbehandling inden for en række forskellige sagsområder, herunder personalejura, aktindsigt, persondataret, klager over politiet, borgerhenvendelser, bevillings- og tilladelsessager samt afgørelser om blandt andet fodboldkarantæner.
Du vil desuden skulle sparre med og underskrive afgørelser fra vores juridiske studentermedhjælpere og vores administrative sagsbehandlere. Der vil ligeledes være mulighed for at undervise både lokalt og nationalt.
Herudover vil du få mulighed for at løse mange andre juridiske opgavetyper, som spænder over konkrete juridiske spørgsmål i politiets hverdag, bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål og høringer, juridisk bistand til politikredsens øverste ledelse, samt deltagelse i projekter og mødefora.
Om Ledelsessekretariatet
Ledelsessekretariatets juridiske enhed består af tre jurister, der arbejder tæt sammen i hverdagen, som både har fokus på at hjælpe hinanden og på at give plads til at udvikle samt bruge hinandens kompetencer.
I Ledelsessekretariatet er der herudover tre kommunikationsmedarbejdere, to juridiske studentermedhjælpere og ti administrative medarbejdere, som både understøtter den juridiske sagsbehandling og foretager selvstændig sagsbehandling.
Ledelsessekretariatet er en del af staben i Midt- og Vestjyllands Politi, som sammen understøtter hele politikredsen med opgaver inden for jura, kommunikation, udvikling, strategi, HR, økonomi og logistik.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Der er mulighed for ansættelse som specialkonsulent.
Såfremt du er ansat med ansættelsesområde Justitsministeriet med tilhørende institutioner, vil et skifte til stillingen ske ved en rokering inden for dit ansættelsesområde.
Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi med adresse på Stationsvej 74, 7500 Holstebro.
Midt- og Vestjyllands Politi er en arbejdsplads med røg- og nikotinfri arbejdstid.
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og at denne kan opretholdes gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Du kan få flere oplysninger om stillingen hos fg. sekretariatschef Karen Sundtoft, tlf. 61902173.
Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår hvilken stilling du søger.
I forbindelse med din ansøgning bedes du uploade CV samt dokumentation for relevant uddannelse.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Du kan læse mere om Midt- og Vestjyllands Politi på www.politi.dk
Ansøgningsfristen er den 06.09.2026
Holstebro