Jurist til midlertidig stilling i Ledelsessekretariatet i Sydøstjyllands Politi
Sydøstjyllands Politi søger en dygtig jurist, der har lyst til i en periode på ca. 1 år at indgå i et dynamisk og fagligt stærkt juridisk team i Ledelsessekretariatet.
Om os
Ledelsessekretariatet er en del af Sydøstjyllands Politis stab og har til opgave at understøtte den samlede opgavevaretagelse i politikredsen. Arbejdsopgaverne i Ledelsessekretariatet er en varierende kombination af henholdsvis fortolkning og formidling af regler og problemstillinger relateret til politiets opgaveportefølje, udarbejdelse af bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål og øvrige høringer samt konkret juridisk sagsbehandling uden for strafferetsplejen.
Ledelsessekretariatet består aktuelt af i alt ca. 20 medarbejdere fordelt på enhederne Jura, Tilladelser & Bevillinger, Ledelses- og sagsunderstøttelse samt Kommunikation. Dine kollegaer vil være jurister, politiuddannede, kommunikationsrådgivere og administrative.
Om stillingen
Konkret kommer du således til at arbejde med mange forskelligartede opgaver, der også omfatter koordinering af klager i forhold til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, disciplinærsager, anmodninger om aktindsigt, erstatningssager samt øvrige generelle juridiske spørgsmål uden for strafferetsplejen, databeskyttelse og legalitetskontrol.
Arbejdsopgaverne danner afsæt for en bred berøringsflade med og indsigt i hele organisationen. Stillingen indebærer derfor også et nært samarbejde med politikredsens øverste ledelse og øvrige ledere.
Vi tilbyder et spændende og meningsfuldt job blandt engagerede og dygtige kollegaer. Vi har fokus på individuel kompetenceudvikling og et godt arbejdsmiljø, der først og fremmest er præget af høj faglighed, fleksibilitet, menneskelig rummelighed og godt humør.
Om dig
Du har et højt fagligt niveau. Du trives i en stor organisation, som hele tiden påvirkes af politiske beslutninger, nationalt og lokalt, og du motiveres af et til tider højt tempo og en omskiftelig hverdag. Det er derfor vigtigt, at du forstår at tænke og handle ud fra et helhedssyn med ordentlighed og grundighed. Måske har du kendskab til politiet og anklagemyndighedens område – det vil være en fordel, men det er ikke et krav.
Du motiveres af vekselvirkningen mellem selvstændigt at dykke ned i juridiske problemstillinger og indgå i et tværfagligt samarbejde med andre kollegaer. Du er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt, ligesom du arbejder effektivt, selvstændigt og struktureret.
Generelt
Dit arbejdssted bliver Sydøstjyllands Politi med aktuel adresse på Holmboes Alle 2, 8700 Horsens.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingens varighed er forventelig af ca. 1 års varighed. Du bliver ansat på vilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation
Det er et krav, at ansøgere har bestået juridisk kandidateksamen (cand.jur.).
Det er endvidere en forudsætning for din ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til HEMMELIGT og kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingen og arbejdspladsen kan fås ved henvendelse til fg. sekretariatschef Therese M. Brüner, tlf.: 2116 7817.
Samtaler forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Vi opfordrer alle interesserede til at ansøge uanset køn, alder, race eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist er onsdag den 22. april 2026
Sydøstjyllands Politi er én af Danmarks 12 politikredse og dækker kommunerne Kolding, Fredericia, Billund, Vejle, Hedensted, Horsens og Skanderborg. Vi har hovedstation i Horsens og betjener ca. 510.000 borgere ud fra i alt 22 lokationer i kredsen. Sydøstjyllands Politi er en attraktiv arbejdsplads med mange forskellige fagligheder, og hvor medarbejdernes trivsel prioriteres højt. Vi er en organisation, der løbende tilpasser sig det omgivende samfunds krav og forventninger. Vi arbejder sammen om en professionel opgaveløsning, og vi arbejder hver dag for at skabe tryghed, sikkerhed, retfærdighed og orden i samfundet. Læs mere på www.politi.dk/sydoestjyllands-politi og følg os på POLITI / UPDATE, Facebook og Instagram.
Horsens