Jobbeskrivelse
Projektmedarbejder til Det Kriminalpræventive Råd (tidsbegrænset)
Projektmedarbejder til Det Kriminalpræventive Råd (tidsbegrænset)

Vi søger en dygtig og engageret medarbejder til sekretariatet for Det Kriminalpræventive Råd til at arbejde med forebyggelse af it-relateret kriminalitet

Om stillingen
Som projektmedarbejder bliver du en del af DKR’s forebyggelsesteam. Teamet arbejder med at forebygge og oplyse om kriminalitet med afsæt i den aktuelt bedste viden om virksomme indsatser inden for f.eks. tidlig forebyggelse (børn og unge), forebyggelse af it-kriminalitet, forebyggelse af vold og fremme af tryghed. 

I samspil med DKR’s medlemmer varetager forebyggelsesteamet kontakten til det lokale kriminalpræventive samarbejde rundt om i Danmark. Forebyggelsesteamet hjælper med at facilitere medlemsorganisationernes samarbejde gennem fire faglige udvalg - for hhv. børn og unge, by og bolig, erhvervs- og arbejdsmarked samt borgernes digitale og daglige tryghed.

Teamet er sammensat af kolleger med baggrund i sociologi, kriminologi, sprogpsykologi, kulturgeografi, forvaltning og socialvidenskab.

I sekretariatet arbejder vi på tværs af teams og fagligheder. Sekretariatet har et højt fagligt niveau, og vi vægter et godt og uformelt arbejdsfællesskab højt.

DKR har vedtaget en ny strategi for de kommende års opgaver. Et hovedfokus for strategien er at forebygge kriminalitet, som er understøttet af de digitale og teknologiske infrastrukturer (fx svindel). Sammen med kollegerne i sekretariatet vil du bidrage til at omsætte den nye strategi til handling.

Du vil blive tilknyttet opgaver, som vedrører at forebygge it-relateret kriminalitet.

Din vigtigste opgave bliver at bidrage til gennemførslen af en undersøgelse om svindel mod danske borgere. Konkret går opgaven ud på at analysere gerningspersoner/netværk og mønstre i udførelsen af svindel, eksempelvis kontaktbedrageri, telefonsvindel, kortmisbrug og investeringssvindel. Undersøgelsen har til formål at skabe et analytisk overblik over, hvordan organiseret økonomisk kriminalitet mod borgere planlægges og udføres. Undersøgelsen ventes at munde ud i anbefalinger til danske aktørers fremtidige forebyggelsesindsatser på området.

Herudover vil du bidrage til udarbejdelse af oplæg og notater om forebyggelsesviden samt til udvikling af projekter og undersøgelser om forebyggende indsatser. Du vil også kunne bidrage til afvikling af Rådets faglige møder og arrangementer

Du vil i stillingen arbejde tæt sammen med de fagkolleger, som arbejder med forebyggelse af it-relateret økonomisk kriminalitet. Der vil også indgå koordinations- og samarbejdsopgaver med DKR’s medlemmer og samarbejdspartnere (politi og andre myndigheder, danske og udenlandske forskere m.fl.). 
Din personalechef bliver forebyggelseschefen.

Din profil
Det er et krav i stillingen, at du er akademisk uddannet på kandidatniveau, f.eks. som sociolog eller kriminolog. Nyuddannede kandidater kan komme i betragtning til stillingen.

Vi leder efter en kandidat med følgende kompetencer og styrker:

-    Du har grundlæggende viden om forebyggelse af kriminalitet.
-    Du besidder analysekompetence og har erfaring med kvalitative og kvantitative metoder, herunder f.eks. dokumentanalyse.
-    Du arbejder selvstændigt, er struktureret og holder deadlines.
-    Du er udpræget teamspiller, går positivt til opgaverne og er omstillingsparat, hvis opgaverne og tidsplaner justeres.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til crime script analyse og/eller analyse af kriminelle netværk samt har overordnet kendskab til politiets opgaver og organisering.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres som fuldmægtig. Stillingen af tidsbegrænset til foreløbigt 1 års ansættelse. 
Dit arbejdssted bliver Det Kriminalpræventive Råd med adresse på Artillerivej 55, 2300 København S. (Islands Brygge).

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Du skal forvente at sikkerhedsgodkendelsen kan tage min. 8-10 uger.

Det Kriminalpræventive Råd har røgfri arbejdstid. 

Kontakt og ansøgning
Du kan finde information om Det Kriminalpræventive Råd på www.dkr.dk. Har du yderligere spørgsmål, kan du kontakte forebyggelseschef Tania Schimmel på telefon (sms først) 23 72 68 46/tsc@dkr.dk.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Når du søger en stilling i DKR (politiet), opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV skal du uploade dit eksamensbevis samt evt. udtalelser og referencer. 

Ansøgningsfrist: d. 28. oktober 2025.
Vi forventer at holde samtaler onsdag den 5. november 2025.

Om Det Kriminalpræventive Råd
Det Kriminalpræventive Råd fremmer et tryggere samfund ved at forebygge og oplyse om kriminalitet. DKR består af 60 medlemsorganisationer fra alle dele af samfundet. Vi identificerer aktuelle og relevante kriminalitetsudfordringer, og sammen giver vi løsninger på samfundets udfordringer med kriminalitet. Læs mere om DKR på www.dkr.dk.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  28.10.2025
Ansøgningsfrist:  28.10.2025
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København S

Deltid / fuldtid:  Fuldtid