Jobbeskrivelse
Administrativ medarbejder til Afdelingen for Efterretning og Analyse
Administrativ medarbejder til Afdelingen for Efterretning og Analyse

Er du kontoruddannet eller lign. og vil du medvirke til bekæmpelsen, forebyggelsen og moniteringen af kriminalitet i Københavns Politi, så skal du læse videre. 

 

Om afdelingen 

 

Afdelingen for Efterretning og Analyse (AEA) i Københavns Politi hører under Efterforskningsenheden og består af en god fordeling af dedikerede medarbejdere i specialiserede grupper og med både politifaglig og civil baggrund. Afdelingen understøtter hele politikredsen og i særdeleshed efterforskningsenheden med opgaveløsninger inden for en bred vifte af områder såsom personfarlig og økonomisk kriminalitet, efterretninger og operative analyser. 

 

Efterforskningsenheden (EFE) i Københavns Politi er organiseret under overskriften ”Ét EFE”, hvilket understreger at enheden skal anses som ét fællesskab omkring de opgaver, der tilfalder den. Med værdierne ordentlighed, tillid og sammenhold som overligger, er de faglige fællesskaber essentielle; man hjælper hinanden, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode – alt sammen med udgangspunkt i borgerne, som skal have den bedst mulige sagsbehandling. 

 

Om jobbet 

 

Afdelingen for Efterretning og Analyse (AEA) består af tre sektioner, som dagligt løser en lang række af opgaver for hele politikredsen. Herunder blandt andet støtte til efterforskninger, trusselsvurderinger og monitering af radikaliserede, aktivisme og ekstremisme samt OSINT, teledataanalyse, monitering af kriminelle grupper og netværk og udfærdigelser af operative- og strategiske analyser. 

 

Du vil organisatorisk blive tilknyttet en af de tre sektioner, men dit daglige virke vil foregå på tværs af sektionerne, hvorfor du vil blive et naturligt omdrejningspunkt i afdelingen og for afdelingsledelsen. Du vil få til opgave at løse en lang række spændende opgaver, således medarbejderne i de forskellige teams kan fokusere dybere på deres kernopgave.

 

Et udpluk, men ikke udtømmende opgaveoverblik. 

 

•    Vedligeholdelse, opdatering og udfærdigelse af skriftelige produkter. 
•    Opdatering af diverse ferie- og vagtlister.
•    Håndtering af daglig drift, herunder administrering af fællespostkasse og besvarelse af telefon. 
•    Fungere som superbruger på vores journaliseringssystemer.
•    Opdatering og administrativt arbejde i politiets systemer.
•    Afløsning i vores reception.
•    Klargøring til interne og eksterne møder.
•    Referent til diverse møder. 

 

Om dig/Vores nye kollega 

 

Du har en kontoruddannelse eller lign. og gerne erfaring med arbejde i politiet, anklagemyndigheden eller en anden offentlig myndighed. Dette vil være en fordel, men ikke et krav.

 

Vi ser gerne, at du er vant til at arbejde i Microsoft Office, og at du generelt har en god forståelse for IT, da du bl.a. vil skulle oplæres i at benytte politiets IT-systemer. Hvis du har gode evner i grafisk fremstilling vil det være en fordel ligesom gode skriftelige evner er en nødvendighed. 

 

I denne stilling er det vigtigt, at du er en holdspiller, der aktivt bidrager til fællesskabet og forstår vigtigheden af at styrke dine kolleger. Du lægger stor vægt på det gode samarbejde og kender betydningen af at spille hinanden bedre. Du vil trives i stillingen, hvis du er positiv, åben og udadvendt af natur. Du er omstillingsparat og har mod på at kaste dig ud i nye udfordringer og finde de bedste løsninger. 

 

Du tager ansvar og hjælper gerne til, hvor der er brug for dig. Du opsøger nye opgaver med en åben og imødekommende tilgang. Du er den kollega, der griber opgaverne, sætter dem i system og følger dem til dørs. 

 

Løn- og ansættelsesvilkår 

 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

 

Du indplaceres efter erfaring og kvalifikationer som enten overassistent eller kontorfuldmægtig, hvor lønnen pt. udgør mellem 29.753,33 – 31.147,33 kr. i månedligt aktuelt niveau. (Ekskl. arbejdsgiverbetalt pension). Hertil kan der eventuelt forhandles et kvalifikationstillæg i henhold til kvalifikationer. 

 

Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost. 

 

Dit arbejdssted bliver Københavns Politi hvor du bliver indplaceret i Afdelingen for Efterretning og Analyse på Teglholm Allé 1-3 i København SV. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. 

 

Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder. 

 

Kontakt og ansøgning 

 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Kristine Bech på telefonnummer 20432794 eller fungerende vicepolitiinspektør Anders Lykkegaard på telefonnummer 51531487. 

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk  

 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.

 

Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format. 

 

Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  10.04.2026
Ansøgningsfrist:  10.04.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Politi
Jobsted (langt): 

København SV

Deltid / fuldtid:  Fuldtid