Kunne du tænke dig at være en del af et team, der følger udviklingen af kriminelle netværk i Danmark, herunder kriminelle familier, rockere, bander og andre organiserede netværk i København? Så er du måske vores nye medarbejder i Afdelingen for Efterretning og Analyse?
Om afdelingen
Afdelingen for Efterretning og Analyse (AEA) i Københavns Politi hører under Efterforskningsenheden og består af en god fordeling af dedikerede medarbejdere i specialiserede grupper og med både politifaglig og civil baggrund. Afdelingen understøtter hele politikredsen og i særdeleshed efterforskningsenheden med opgaveløsninger inden for en bred vifte af områder såsom personfarlig og økonomisk kriminalitet, efterretninger og operative analyser.
Efterforskningsenheden (EFE) i Københavns Politi er organiseret under overskriften ”Ét EFE”, hvilket understreger at enheden skal anses som ét fællesskab omkring de opgaver, der tilfalder den. Med værdierne ordentlighed, tillid og sammenhold som overligger, er de faglige fællesskaber essentielle; man hjælper hinanden, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode – alt sammen med udgangspunkt i borgerne, som skal have den bedst mulige sagsbehandling.
Om jobbet
Københavns politi har historisk set haft mange forskellige organiserede kriminelle netværk i form af rocker- og bandegrupperinger og kriminelle familier. Som en del af politiets flerårsaftale skabes der nu fokus på kriminelle familier og der ses i nogle tilfælde et overlab mellem organiserede kriminelle grupper og kriminelle familier. Politikredsen har ligeledes været omdrejningspunkt for voldelige bandekonflikter, og konflikter mellem andre organiserede netværk med aktører fra både Danmark og udlandet.
AEA har ansvaret for områdemoniteringen på rocker- og bandeområdet i København, og skal ligeledes have det lokale moniteringsansvar for kriminelle familier. Moniteringen af disse meget dynamiske områder pågår på daglig basis, uanset om der er konflikter eller ej.
I teamet vil dit arbejde primært bestå af monitering – og efterretningsarbejde inden for kriminelle familier, men der vil også være et overlap på monitering af andre kriminelle netværk - herunder rocker- og bandeområdet.
Om teamet
Opgaven omkring kriminelle familier kommer til at ligge i det team, som arbejder med daglig monitering af rocker- og bandemiljøet. Vi sørger for et konstant opdateret efterretningsbillede i kredsen, med henblik på at skabe et overblik over de personer, der indgår i grupperingerne, samt identificere udviklingen eller forandringer på området. Via moniteringen sørger vi for, at Københavns Politi er opdateret og på forkant ved en eventuel bandekonflikt. Det team, og deres arbejdsmetoder bliver du en del af, og du skal være med til at opretholde det høje faglige og efterretningsmæssige niveau.
Moniteringen af grupper, netværk og kriminelle familier er endvidere med til understøtte de høje dokumentationskrav, der gør politiet i stand til at benytte de redskaber, der er stillet politiet og anklagemyndigheden til rådighed, til brug for bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Ligeledes skal moniteringsarbejdet også bidrage til kredsens forebyggende arbejde og Al Capone indsatsen.
Det er vigtigt, at samarbejdet fungerer med vores nære samarbejdspartnere, og at der en bred forståelse for vores arbejde. Derfor laver vi sammen med andre teams fra AEA oplæg, briefinger og undervisning for bl.a. politikredsens operative personale, samt ledelse.
Om dig
Vi forventer at du har en faglig relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse i f.eks. sociologi, kriminologi, statskundskab eller anden relevant uddannelse på kandidat – eller masterniveau.
Det er en stor fordel, at du har erfaring med efterretningsarbejde og analyse, og ligeledes, hvis du tidligere har arbejdet inden for området – enten i politiet eller i andre relevante sammenhænge.
Som person er du opsøgende, proaktiv og deltager aktivt i den samlede opgaveløsning på tværs af fagligheder og kompetencer. Du er socialt anlagt og trives godt i samarbejde med andre mennesker.
Vi lægger vægt på en samlet vurdering af dine personlige og faglige kvalifikationer sammenholdt med din forventede evne til at indgå i sektions opgaveløsning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Teglholm Allé 1-3, 2450 Kbh. SV
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om os og om stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Jacob Andersen på telefonnummer 51198817 eller e-mail JMA035@POLITI.DK. (Mailen kan IKKE bruges til ansøgninger)
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
København SV