Københavns Politi, København
Drømmer du om at gøre en forskel i bekæmpelse af alvorlig økonomisk kriminalitet?
Har du brede kompetencer inden for div. IT-platforme og datahåndtering? Er du analytisk og struktureret anlagt? Mestrer du at arbejde projektorienteret i små teams med komplekse opgaver og deadlines? Så er du den person vi mangler til en faglig nøglefunktion til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet.
Om stillingen
Efterforskningsenheden i Københavns Politi er organiseret under overskriften ”Ét EFE”, hvilket understreger at enheden skal anses som ét fællesskab omkring de opgaver, der tilfalder den. Med værdierne ordentlighed, tillid og sammenhold som overligger, er de faglige fællesskaber essentielle; man hjælper hinanden, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode – alt sammen med udgangspunkt i borgerne, som skal have den bedst mulige sagsbehandling.
Afdeling for Økonomisk Kriminalitet 1 og 2 er en del af Efterforskningscenter 2 vi efterforsker alle typer af økonomisk kriminalitet, fx kædesvig, skattesager, momssvig, komplekse bedragerisager, komplekse kuratorsager, samhandelssager, kontaktbedragerier og herunder økonomisk kriminalitet begået af bandegrupperinger.
Hos os arbejder politiuddannede medarbejdere side om side med civile konsulenter med baggrund i bl.a. administration, jura, skat og revision.
Om jobbet
Du vil blive en del af Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, hvor du refererer til en sektionsleder.
Vi tilbyder en stilling i et dynamisk, operativt miljø med engagerede og dedikerede kollegaer, hvor omgangstonen er uformel, og arbejdsmiljøet er godt og produktivt.
Du bliver en del af en afdeling med et højt ambitionsniveau, og hvor der kontinuerligt arbejdes på at være på forkant med de kriminelles metoder, ved at optimere efterforskningsmetoder, samt udvikle kompetencer og værktøjer.
Arbejdsopgaverne består primært i målrettet og systematisk IT-efterforskning, herunder bearbejdning af data, analyse af data. Du vil indgå i tæt samarbejde med kolleger på tværs af sektioner i Københavns Politis Efterforskningsenhed med fast tilknytning til en af de to afdelinger for Økonomisk Kriminalitet.
Behovene er mangeartede og opgaverne kan bevæge sig på kanten af egentlig IT-efterforskning over mod analyse af pengestrømme eller helt klassiske efterforskningsmetoder. Der kan også opstå behov for at assistere andre afdelinger i efterforskningen af andre typer kriminalitet.
Du vil desuden skulle have fokus på at bidrage til afdelingernes samlede kompetencer med mulighed for undervisning og videreudvikling.
Vores enhed er præget af stor faglig stolthed, analytisk kapacitet, gode interne relationer og tværfagligt, samt udvikling og uddannelse af medarbejdere.
Om dig
Du er omstillingsparat, mestrer analyse og bearbejdning af data og har erfaring med informationssøgning og -validering.
Vi forventer, at du har en bred viden om og interesse for IT-efterforskning og informationssøgning på åbne kilder - ’Open Source Intelligence’. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men som person skal du være opsøgende og trives godt med en uforudsigelig hverdag og komplekse opgaver. Du er dedikeret og grundig, men kan samtidig acceptere at deadlines og arbejdspres til tider nødvendiggør en hård prioritering af opgaver og detaljeniveauet i opgaveløsningen.
Vi lægger desuden vægt på, at:
• Du har erfaring med og interesse for sociale medie platforme, kommunikationsapps og/eller behandling af store datamængder
• Du har erfaring med informationssøgning.
• Du har stærke samarbejdsevner og trives med at indgå i teams, hvor vi sammen leverer produkter til et fælles formål
• Du er god til skriftlig formidling, og du formulerer dig klart og præcist i skriftlige produkter
Løn- og ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Teglholm Allé 1-3, 2450 Kbh. SV
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Mikkel Schou Brix på 25551193.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
København SV