Jobbeskrivelse
Automation Test Engineer til Rigspolitiets it-infrastruktur
Automation Test Engineer til Rigspolitiets it-infrastruktur

Rigspolitiet har en af Danmarks mest betydningsfulde it-organisationer, og vi søger en Automation Test Engineer til vores afdeling for infrastruktur.

Vi arbejder løbende med patches, opdateringer og ændringer på politiets it-arbejdspladser. Det stiller store krav til test og kvalitetssikring. Vi ønsker derfor at styrke vores automatiserede test, så vi hurtigere kan opdage fejl og sikre, at vores udrulninger fungerer som forventet.

Du får en central rolle i arbejdet med testautomatisering og skal samtidig være med til at udvikle vores måde at arbejde med test på.

Din nye hverdag
Som Automation Test Engineer bliver du en del af Arbejdspladsservices, hvor vi arbejder med de platforme og teknologier, som politiets medarbejdere bruger i deres daglige arbejde.

En stor del af dit arbejde bliver at udvikle automatiserede tests, som kan bruges i forbindelse med vores løbende patch- og ændringsudrulninger. Målet er, at vi så tidligt som muligt kan opdage fejl og regressioner, inden ændringerne bliver bredt udrullet.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores tekniske specialister om at finde ud af, hvad der skal testes, og hvordan vi bedst automatiserer det.

Du skal samtidig være med til at udvikle vores teststrategi, testplaner og testcases. Rollen er ny, så du får mulighed for at præge både vores valg af værktøjer og den måde, vi fremover arbejder med automatiseret test.

Dine primære opgaver
•    Udvikle og vedligeholde automatiserede tests af vores it-arbejdsplads og tilhørende løsninger.
•    Automatisere test af patches, ændringer og nye releases.
•    Arbejde med værktøjer og frameworks som Python, Playwright, Selenium og Puppeteer.
•    Bidrage til udviklingen af vores teststrategi og testmetoder.
•    Udarbejde testplaner, testcases og testscenarier sammen med vores tekniske specialister.
•    Omsætte manuelle testforløb til automatiserede tests, hvor det giver mening.
•    Analysere testresultater og hjælpe med at finde årsagen, når noget ikke fungerer som forventet.
•    Bidrage til at automatiseret test bliver en fast del af vores patch-, release- og ændringsprocesser.
•    Identificere områder, hvor automatisering kan forbedre kvaliteten eller reducere manuelt arbejde.

Om dig
Vi søger en teknisk profil, som har erfaring med automatisering og programmering, og som samtidig interesserer sig for test og kvalitet.

Du er nysgerrig og har lyst til at forstå, hvordan løsningerne hænger sammen. Hvis en test fejler, er du ikke kun interesseret i at konstatere fejlen. Du vil også gerne forstå årsagen og finde ud af, hvordan vi kan opdage den tidligere næste gang.

Du arbejder struktureret og kan selv tage ansvar for at få en opgave fra idé til en løsning, der fungerer i praksis.

Du behøver ikke kende politiets teknologiske landskab på forhånd. Det vigtigste er, at du har en god teknisk forståelse og lyst til at sætte dig ind i vores løsninger.

Vores forventninger til dig

Vi forventer, at du:
•    Har praktisk erfaring med testautomatisering og programmering, gerne i Python.
•    Har erfaring med et eller flere testframeworks som Playwright, Selenium, Puppeteer eller tilsvarende.
•    Har forståelse for softwaretest, herunder testcases, testscenarier, regressionstest og testplanlægning.
•    Kan omsætte et behov til en konkret test og vurdere, hvordan den kan automatiseres.
•    Har lyst til både at arbejde praktisk med automatisering og bidrage til vores overordnede tilgang til test.
•    Arbejder struktureret og dokumenterer dine løsninger.
•    Kan arbejde sammen med tekniske specialister om at omsætte deres viden til relevante tests.
•    Er nysgerrig på nye teknologier og værktøjer og selv tager initiativ til at undersøge nye muligheder.
•    Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne opgaver.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med CI/CD, API-test, Windows-automatisering, Git eller automatiseret test af større it-miljøer.

Vi lægger vægt på din tekniske forståelse, din nysgerrighed og din evne til at omsætte idéer til løsninger, der fungerer i praksis.

Ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Frederikskaj 8, 2450 København.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.

Yderligere information

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte fagkoordinator Alexander Florentsen på 23510627 i uge 37 og sektionsleder Ivan Garbacz på 23282992 fra uge 38.

Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade relevant eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 23. september. 

Vi forventer at afholde samtaler i uge 40 og 41.

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 14 politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi sørger for, at politiet har de rette rammer for politiets arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  23.09.2026
Ansøgningsfrist:  23.09.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København SV

Deltid / fuldtid:  Fuldtid