Jobbeskrivelse
Centerkoordinator til Digital Arbejdsplads - få tingene til at ske i Rigspolitiets Koncern IT
Centerkoordinator til Digital Arbejdsplads - få tingene til at ske i Rigspolitiets Koncern IT

Har du sans for struktur, blik for fremdrift og lyst til at få en central rolle i en organisation, der løser en vigtig samfundsopgave?  Vi søger en selvstændig og serviceminded centerkoordinator, der vil være med til at få hverdagen til at fungere og sikre fremdrift i Center for Digital Arbejdsplads.

Som centerkoordinator bliver du et centralt omdrejningspunkt i centret med en bred kontaktflade til centerchefen, sektionslederne og medarbejdere på tværs af organisationen. Du koordinerer opgaver, følger op på leverancer og bidrager til, at beslutninger og initiativer bliver omsat til handling. Du får en varieret hverdag med skiftende prioriteringer, hvor du både skal kunne arbejde selvstændigt og samarbejde tæt med andre.

Dine opgaver
Du understøtter centerchefen og sektionslederne i deres daglige arbejde og bidrager til, at centrets opgaver og processer hænger sammen. Det gør du ved at skabe struktur, koordinere på tværs og følge op på aftaler og leverancer.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

•    Administrativ og strategisk støtte: Udarbejde præsentationer, rapporter og indstillinger samt koordinere møder og yde løbende støtte til centerchefen og sektionslederne.
•    Høringer og revisioner: Indhente og koordinere input fra relevante fagpersoner og omsætte det til klare og præcise besvarelser.
•    Rekruttering og HR: Koordinere rekrutteringsforløb, understøtte en god onboarding af nye medarbejdere og følge op på HR-relaterede opgaver.
•    Facilitering: Planlægge og afvikle ledermøder, centermøder og seminarer samt sikre den nødvendige koordinering og opfølgning.

Opgaverne spænder fra den daglige administrative og strategiske støtte til koordinering af tværgående initiativer og processer. Du får en vigtig rolle i at skabe sammenhæng mellem centrets aktiviteter og sikre, at aftaler og opgaver bliver fulgt til dørs.

Her rangerer dit initiativ højt
Rigspolitiet er en stor organisation med klare rammer og fælles mål. Alligevel har vi en kultur, hvor kunnen og initiativ har meget at skulle have sagt. Hvor der er plads til at byde ind og blive hørt. Som centerkoordinator får du en høj grad af faglig selvstændighed og mulighed for at sætte dit præg på opgaverne og vejen til målet. På den måde kan din indsats bidrage direkte til politiets arbejde.

Struktureret koordinator med blik for helheden
Vi forestiller os, at du har en kontormæssig baggrund og erfaring med koordinering og administration. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation eller kendskab til it og digitalisering. Vigtigst er dog, at du kan skabe overblik, samarbejde på tværs og sikre fremdrift i en kompleks hverdag.

Kan du genkende dig selv i flere af følgende beskrivelser, er det måske dig, vi leder efter: 

•    Du arbejder struktureret og selvstændigt og tager ansvar for, at opgaver bliver løst og fulgt til dørs.
•    Du har blik for både detaljen og helheden og kan prioritere mellem forskellige opgaver og deadlines.
•    Du følger vedholdende op og skaber fremdrift, også når du er afhængig af input fra andre.
•    Du formulerer dig klart og præcist og kan omsætte komplekst materiale til overskuelige præsentationer, rapporter og besvarelser.
•    Du er god til at koordinere på tværs af fagligheder og skabe relationer, der understøtter samarbejdet.

Som person er du serviceminded, løsningsorienteret og fleksibel. Du trives med en varieret hverdag, hvor planer kan ændre sig, og nye behov kræver hurtig omstilling. Du motiveres af at skabe orden i kompleksiteten, få samarbejdet til at fungere og bidrage til, at både ledelsen og dine kolleger lykkes med deres opgaver.

Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

Organisatorisk er du tilknyttet Rigspolitiets Koncern IT. Dit arbejdssted er på Frederikskaj 8, 2450 København SV.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til HEM, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid. 

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder Christian Keis Møller Poulsen på 21450328.
Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Ud over ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Vi indhenter også referencer som en del af rekrutteringsprocessen.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.

Ansøgningsfrist: 7.11.2026

Vi indkalder løbende til samtaler.

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 14 politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi sørger for, at politiet har de rette rammer for politiets arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  07.11.2026
Ansøgningsfrist:  07.11.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København SV

Deltid / fuldtid:  Fuldtid