Har du en stærk retfærdighedssans, sans for tal og blik for detaljer? Så er det måske dig, vi leder efter. Som en del af Københavns Politi får du en udfordrende og meningsfuld hverdag, hvor du sammen med ledere, efterforskere, anklagere og konsulenter spiller en central rolle i kampen mod økonomisk kriminalitet.
Om stillingen
Efterforskningsenheden i Københavns Politi er organiseret under overskriften ”Ét EFE”, hvilket understreger at enheden skal anses som ét fællesskab omkring de opgaver, der tilfalder den. Med værdierne ordentlighed, tillid og sammenhold som overligger, er de faglige fællesskaber essentielle; man hjælper hinanden, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode – alt sammen med udgangspunkt i borgerne, som skal have den bedst mulige sagsbehandling.
Afdeling for Økonomisk Kriminalitet 1 og 2 er en del af Efterforskningscenter 2 vi efterforsker alle typer af økonomisk kriminalitet i ind og udland, såsom fx kædesvig, skattesager, momssvig, komplekse bedragerisager, komplekse kuratorsager, samhandelssager, kontaktbedragerier og herunder økonomisk kriminalitet begået af bandegrupperinger.
Hos os arbejder politiuddannede medarbejdere side om side med civile konsulenter med baggrund i bl.a. administration, it, jura, skat og revision.
Om jobbet
Du vil blive en del af Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, hvor du refererer til en sektionsledere.
Vi behandler anmeldelser vedr. samhandelssager og kontaktbedragerier, samt anmeldelser fra Skattestyrelsen om skatte-, moms- og afgiftsunddragelse, meddelelser fra kuratorer om mulig kriminalitet i konkursramte selskaber samt øvrige sager om alvorlig økonomisk kriminalitet, det kræver derfor både grundighed og overblik.
Dine opgaver bliver bl.a.:
• At sagsbehandle og efterforske anmeldelser
• At foretage sigtelser og afhøringer af mistænkte og øvrige parter
• At samarbejde tæt med kollegaer på tværs af fagligheder
Vi holder os hele tiden opdateret på nye metoder og tendenser inden for økonomisk kriminalitet – derfor kan du forvente faglig udvikling og efteruddannelse undervejs.
Vi tilbyder desuden fleksible arbejdstider, hjemmearbejdsdage og fokus på et godt arbejdsmiljø.
Om dig
Vi forventer du har en administrativ bagrund eller anden relevant uddannelse. Du skal være opsøgende og trives godt med en uforudsigelig hverdag og komplekse opgaver. Du er dedikeret og grundig, men kan samtidig acceptere at deadlines og arbejdspres til tider nødvendiggør en hård prioritering af opgaver og detaljeniveauet i opgaveløsningen.
Det er en fordel, hvis du allerede har gennemført uddannelsen som civil efterforsker – men det er ikke et krav. Du vil modtage relevant uddannelse igennem ansættelsesforløbet, og det vil være individuelt tilpasset til ens opgaver og funktion.
Vi forventer, at du:
• Er fortrolig med Microsoft Office og Excel samt have god IT-forståelse (du vil blive oplært i politiets systemer, bl.a. POLSAS)
• Har interesse for – og gerne kendskab til – økonomisk kriminalitet
• Kan bevare overblikket og håndtere flere sager samtidig
• Kan arbejde både selvstændigt og i teams
Vi lægger vægt på gode samarbejdsevner, ordentlighed, stærk kommunikation, evnen til at eksekvere og et helhedssyn i dit arbejde.
Løn- og ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Teglholm Allé 1-3, København SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Politikommissær, Peter Dissing på telefonnummer 41740363 eller politikommissær Mikkel Brix på telefonnummer 25551193 i tidsrummet mellem kl 11 -14.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.
Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund
København SV