Jobbeskrivelse
Sektionsleder for Arkitektur og Test
Sektionsleder for Arkitektur og Test

Vil du være med i en af de mest komplekse moderniseringer af offentlig IT og gøre en mærkbar forskel for dansk politi? 
Dansk politi og Koncern IT er inde i en rivende udvikling på IT-området, hvor samfundets behov stiller nye krav til den måde, vi udvikler og anvender IT. Som Sektionsleder for Arkitektur og Test i domænet Digital Straffesag, vil du få en unik mulighed for at være med til at udvikle fremtidens digitale løsninger til dansk politi. 

Som sektionsleder for Arkitektur og Test får du ansvaret for at lede og udvikle et team af dygtige specialister, der alle er allokeret til projekter og opgaver i domænet Digital Straffesag. Sektionen har en central rolle i at sikre både kvalitet, sammenhæng og langsigtet bæredygtighed på tværs af domænet. Opgaverne vil ofte spænde over både projekter, drift, governance og rådgivning.

Du skal kunne lede medarbejdere med høj faglig ekspertise, hvor ledelsesopgaven i høj grad handler om at sætte retning, skabe prioritering og understøtte, at den enkelte kan bringe sine kompetencer bedst muligt i spil.

Sektionens kerneopgaver er:

  • Ansvar for udarbejdelse og videreudvikling af domænets arkitekturmodel og testmetode.
  • Udarbejde løsningsarkitektur for nye løsninger og moderniseringsinitiativer.
  • Bistå projekter med teknologivalg, integrationer og datamodeller.
  • Udarbejde teststrategier samt planlægge og styre gennemførelsen af testaktiviteter.
  • Understøtte automatisering af test og udvikling af testframeworks, herunder metrikker og afrapportering til styregruppeniveau.
  • Understøtte releaseplanlægning og implementering. 


Din nye hverdag
I Rigspolitiets Koncern IT er vi i fuld gang med et stort program, hvor vi moderniserer og digitaliserer straffesagen. Som sektionsleder bliver du en del af det samlede programs ledelse. Det indebærer, at du er med til at sikre bemanding af projekterne og indgår i tæt samarbejde med dine ledelseskolleger, projektlederne, øvrige enheder i Koncern IT, politikredsene og resten af Rigspolitiet. 

Vi tilbyder et dynamisk, udfordrende og fagligt ambitiøst miljø, hvor du kan udvikle dig som leder. Du kommer til at stå i spidsen for dygtige og selvkørende medarbejdere og bliver en del af en ledergruppe, der refererer til centerchef Christian Vinther.

Dine opgaver vil blandt andet inkludere:

  • Ledelse af ca. 10 medarbejdere; der arbejder med test, testmanagement og løsningsarkitektur.
  • Opfølgning og styring af de eksterne konsulenter tilknyttet sektionen (ca. 15-20).
  • Skabe et stærkt fagligt miljø, hvor videndeling, sparring og kontinuerlig udvikling er en naturlig del af hverdagen.
  • Sætte en tydelig retning for sektionen og sikre høj faglig kvalitet i opgaveløsningen.
  • Prioritering af ressourcer på tværs af mange projekter.
  • Tæt samarbejde med forretningen og øvrige IT-funktioner.


Hvem er du?
Du er motiveret af at være leder for en nyetableret sektion bestående af højt specialiserede medarbejdere, og du har et godt blik for den enkeltes styrker og behov. Du kommer med erfaring fra en it organisation, gerne offentlig, og har kendskab til it projekter og relevante metoder.

Du er god til at skabe og vedligeholde relationer og har et skarpt blik for dine interessenter. Du er engageret i dine medarbejdere, går forrest når det gælder, og så har du en involverende og anerkendende tilgang, hvor trivsel og faglig udvikling fylder naturligt.

Endelig er du indstillet på at indgå i en ledergruppe, hvor vi er sammen om at opbygge et nyt center og i tæt samarbejde med ledelseskolleger gennemføre et stort udviklingsprogram, hvor ressourcer og opgaver ofte går på tværs. 

Vi forestiller os, at du har:

  • Erfaring med enten ledelse eller med at varetage et væsentligt it-udviklingsansvar (som f.eks. projektleder).
  • Erfaring med forandringsledelse og forståelse for ledelse af medarbejdere med forskellige kompetencer og profiler.
  • Bred generalist erfaring med it-projektledelse, digital udvikling, it-arkitektur og test.
  • Erfaring fra en politisk styret organisation og kan trives i et miljø, hvor prioriteringer kan ændre sig, og hvor du skal kunne navigere sikkert mellem faglige, organisatoriske og politiske hensyn.

Hvis du derudover også har følgende egenskaber, så er du måske vores nye sektionsleder:

  • Kan skabe struktur, stabilitet og tydelige ansvarsområder.
  • Trives i et højt tempo og kan navigere i komplekse problemstillinger.
  • Er en synlig og handlingskraftig leder, der løbende følger op på opgaver og projekter med et godt øje for eksekvering.


Løn- og ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som chefkonsulent med personaleledelse.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Frederikskaj 8, 2450 København S. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.

Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte centerchef Christian Vinther på tlf. 5129 1117 (kun i uge 32 og 33). 

Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade relevant eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist er den 16. august.

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest. 

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk.  

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.08.2026
Ansøgningsfrist:  16.08.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København SV

Deltid / fuldtid:  Fuldtid