Vil du gerne bidrage med din faglighed og kendskab til politiets arbejde til at udvikle og understøtte anvendelsen af operative teknologiske løsninger? Er du visionær og kan du gøre det komplekse forståeligt og sætte system i de mange krav vi bliver mødt af på IT-området? Har du stærk ledelseserfaring og evnen til at skabe sammenhæng mellem brugernes behov, teknologiske muligheder og politiets strategiske mål? Så er du måske vores nye sektionsleder for Sektion for Beredskabsteknologi, POL-DISP og Færdsel i Rigspolitiets Afdeling for Operativ Teknologi.
Om stillingen
Som sektionsleder får du ansvar for at lede en sektion, der understøtter politiets operative opgaveløsning på tværs af politikredsene. Du bliver et centralt bindeled mellem den politifaglige virkelighed, brugerne i kredsene, Koncern IT, juridiske og økonomiske funktioner samt eksterne leverandører. Opgaven kræver, at du kan omsætte komplekse behov og strategiske mål til tydelig retning og konkrete leverancer.
Sektion for Beredskab - POL-DISP og Færdsel er placeret i Center for Forretningssystem-ejerskaber 1 under Afdelingen for Operativ Teknologi i Politiområdet, Rigspolitiet. Centeret har til opgave at sikre, at politiets operative IT-systemer understøtter kerneopgaverne effektivt og værdiskabende i daglige operation. På POL-DISP-området skal sektionen sikre forretningsmæssig forvaltning og videreudvikling af løsningen, der understøtter politiets operative arbejde. Det indebærer blandt andet at skabe overblik over forretningsbehov og sikre nationale retningslinjer samt understøtte forandring og dialog med og kommunikation til politikredsene.
På færdselsområdet skal sektionen bidrage til, at politiets teknologiske løsninger fungerer optimalt, videreudvikles og anvendes korrekt i alle politikredse. Det gælder blandt andet teknologi, der anvendes i forbindelse med den nationale færdselsindsats, herunder automatisk trafikkontrol og andre løsninger på færdselsområdet.
Sektionen arbejder tæt sammen med politikredse, faglige fora, Koncern IT, Juridisk afdeling, Koncernøkonomi, eksterne leverandører og andre aktører i hele Rigsfællesskabet. Arbejdet foregår i et tværfagligt miljø med politifaglige, akademiske, tekniske og administrative kompetencer.
Dine primære opgaver vil være:
• Lede sektionen og sikre en effektiv, professionel og prioriteret opgaveløsning på tværs af Beredskabsteknologi, POL-DISP, Færdsel og øvrige systemer i porteføljen.
• Sikre forretningsmæssig drift, forvaltning og videreudvikling af sektionens operative IT-løsninger.
• Understøtte den teknologiske udvikling på færdselsområdet.
• Bidrage til udarbejdelse og vedligeholdelse af nationale retningslinjer, vejledninger og beslutningsoplæg inden for sektionens ansvarsområder.
• Sikre, at forretningsbehov afdækkes, analyseres og omsættes til konkrete løsninger, der skaber værdi for brugerne.
• Følge op på fremdrift, leverancer, risici og ressourcer, så sektionen bidrager til stabil drift, udvikling og sikker opgaveløsning.
Ledelsesopgaven
Som sektionsleder skal du skabe tydelig retning, sikre prioritering og udvikle en stærk kultur, hvor medarbejderne arbejder professionelt, samarbejdsorienteret og med blik for politiets samlede opgave. Du får ansvar for både den daglige ledelse af sektionen og for at bidrage til centerets samlede udvikling.
Du skal kunne lede i et miljø, hvor krav og forventninger skifter, og hvor opgaverne ofte har høj politisk, operativ og offentlig bevågenhed. Det kræver, at du kan bevare overblikket, træffe beslutninger på et oplyst grundlag og omsætte strategiske og politiske mål til konkrete og realiserbare opgaver.
Du skal samtidig have blik for medarbejdernes ressourcer, kompetencer og trivsel. Vi forventer, at du støtter medarbejderne i opgaveløsningen, følger effektivt op og skaber en arbejdsplads, hvor faglighed, samarbejde og udvikling går hånd i hånd.
Vi forventer, at du
• Har ledelseserfaring og kan skabe retning, følgeskab og resultater i en kompleks organisation.
• Har erfaring med forretningsvendt IT, digitalisering, systemforvaltning eller teknologisk understøttelse af operative processer.
• Har erfaring med eller interesse for POL-DISP; erfaring er en fordel, men ikke et krav.
• Har erfaring med drift eller udvikling inden for trafik eller beslægtede områder.
• Er en tydelig formidler på skrift og i tale og kan kommunikere til både brugere, ledelse, samarbejdspartnere og eksterne interessenter.
• Har gode analytiske, samarbejds- og kommunikationsevner, samt god organisationsforståelse.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en central ledelsesrolle i et fagligt stærkt og ambitiøst miljø, hvor du får stor indflydelse på forretningskritiske løsninger, der understøtter politiets operative opgaver.
Du bliver en del af et tværfagligt arbejdsfællesskab med politifaglige, akademiske, tekniske og administrative kompetencer. Vi hjælper hinanden på tværs og sparrer om både de nære systemopgaver og de mere strategiske udviklingsopgaver.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du vil blive indplaceret som chefkonsulent med personaleansvar.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Hvis ansøgeren er tjenestemand i forvejen kan ansøgeren beholde sin ansættelsesform. Lønnen svarer til en vicepolitiinspektørs nuværende indplacering i lønramme 35 med et årligt tillæg på kr. 65.500 (marts 12-niveau), hvilket udgør en aktuel månedsløn på kr. 53.399.
Dit arbejdssted bliver Frederikskaj 8, København.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Alle henvendelser behandles fortroligt. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist 9. august 2026
Vi forventer at afholde samtaler i uge 33 og 34.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.
København SV