Anklagemyndigheden i København søger en senior- og specialanklager, som gerne vil specialisere sig inden for fagområderne i advokatur økonomisk kriminalitet. Stillingen er ledig til besættelse den 1. oktober 2025 eller efter aftale.
Om Stillingen
Stillingen som senioranklager er overordnet en generaliststilling, og er kendetegnet ved at indeholde et bredt udsnit af flere forskellige opgaver inden for fagområdet økonomisk kriminalitet.
Du vil som senioranklager bl.a. skulle varetage behandlingen af større retssager om økonomisk kriminalitet med mulighed for at specialisere dig inden for forskellige områder.
Du vil i den forbindelse få god mulighed for at samarbejde med efterforskerne omkring tilrettelæggelse og gennemførelse af efterforskninger både i sager med fremadrettet – og bagudrettet efterforskning.
Du vil også – efter behov og ønsker kunne indgå i advokaturens arbejde med at uddanne og oplære advokaturens yngre medarbejdere og herunder gennemføre kvalitets- og legalitetssikring i sagerne.
Stillingen som specialanklager er kendetegnet ved, at tyngden af opgaveporteføljen er centreret omkring et eller enkelte større ansvarsområder.
Som specialanklager i advokatur økonomisk kriminalitet vil du navnlig blive ansvarlig for behandlingen af advokaturens større sager – både under efterforskningen og i forbindelse med tiltalerejsningen og domsforhandlingen. Du vil i den forbindelse have tæt sparring og samarbejde med efterforskerne.
Du vil også få mulighed for at blive advokaturens fagperson inden for en eller flere udvalgte områder, og herunder repræsentere Københavns Politi og advokaturen i faglige udvalg og i forholdet til vores eksterne samarbejdspartnere.
Om dig
- Du er en dygtig jurist, som har en solid erfaring med behandling af straffesager
- Du formår at arbejde i dybden inden for specialområdet og bidrager derigennem til udvikling af embedet og organisationen
- Du har et sikkert blik for kvalitets- og legalitetssikring
- Du kan træffe beslutninger, der fremmer effektiviteten og kvaliteten i sagsbehandlingen
- Du formår at være en vigtig rollemodel og sparringspartner – både internt i anklagemyndigheden og i samarbejdet med politiet og eksterne parter.
- Du har lyst til at beskæftige dig med sager baseret på fremadrettet efterforskning og arbejde tæt sammen med politiet.
- Du har lyst til at fordybe dig i nye og komplicerede problemstillinger, forstå dem og formidle dem for andre.
Om os
Københavns Politi er landets største politikreds med cirka 3.400 ansatte. I anklagemyndigheden er der ca. 300 ansatte. Vores anklagere er fordelt på fire almene advokaturer - Borgernær, Berigelse, Narko/færdsel og Særlov, og på de tre specialadvokaturer – Personfarlig, Økonomisk og Organiseret. Hertil kommer advokaturen for kvalitet og udvikling, der organisatorisk er forankret sammen med specialadvokaturerne. Vi er placeret på Teglholmen ved Københavns Sydhavn.
Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet
Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet behandler kredsens sager om bedrageri, databedrageri, underslæb, mandatsvig, skyldnersvig og hvidvask samt alle sager om overtrædelse af skatte- og afgiftslovene. Her udover behandler advokaturen bl.a. sager om korruption, embedsmisbrug, dokument- og pengefalsk samt socialbedrageri.
Advokaturens anklagere har et tæt samarbejde med efterforskningsafdelingen, og advokaturens anklagere deltager aktivt i forbindelse med efterforskningen i de større sager.
Vi er en uhøjtidelig og dynamisk arbejdsplads med mange engagerede og dygtige kollegaer samt et godt socialt og fagligt samvær.
Vi vægter fleksibilitet højt og sætter fokus på at skabe balance i arbejdslivet.
Fagområdet økonomisk kriminalitet omfatter i dag mange forskelligartede opgaver, hvor viden om – og interesse for f.eks. IT, den teknologiske udvikling, de økonomiske betalings- og overførselsmuligheder, betalingsplatforme mv. er af essentiel betydning.
Det giver mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskelligartede retsområder og problemstillinger.
I takt med at økonomisk kriminalitet i stadig højere grad udøves af organiserede kriminelle er en voksende del af vores arbejde centreret omkring fremadrettet- og efterretningsbaseret efterforskning, hvor vi forsøger at afdække og retsforfølge bagmændene.
Løn- og ansættelsesvilkår
I begge stillinger bliver du lønmæssigt indplaceret som specialkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten, medmindre du i forvejen er tjenestemand. Indplacering i basislønintervallet inkl. pension og eventuelle tillæg forhandles individuelt. Du vil derudover indgå i anklagemyndighedens vagtordning.
Henset til stillingens tyngde vil indplaceringen for kandidater med et højt erfarings- og kompetenceniveau kunne ske i basislønintervallet for chefkonsulenter for så vidt angår stillingen som specialanklager.
Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for området.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – normalt til klassifikationsgraden Hemmeligt. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingen kan du kontakte advokaturchef Henrik Helmer Steen, HHS001@politi.dk, tlf.nr. 2932 5595 (mailen kan ikke anvendes til ansøgninger) eller ledende advokaturchef for enheden for specielle sager Kristine Scharling, mks001@politi.dk, tlf. 5179 5465 (mailen kan ikke anvendes til ansøgninger).
Har du lyst til at søge stillingen og blive en del af anklagemyndigheden i Københavns Politi, så send din ansøgning via job.politi.dk.
Ansøgningsfristen er den 26. august 2025. Vi forventer at holde samtaler løbende i ugerne umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Hvis du er interesseret i en stilling i anklagemyndigheden, men ikke er ansat med ansættelsesområdet Justitsministeriet med tilhørende institutioner, er du velkommen til at henvende dig til Rigsadvokatens Personalesektion via personale@ankl.dk eller søge ind i anklagemyndigheden i forbindelse med de halvårlige ansættelsesrunder.
Du kan finde mere information via www.anklagemyndigheden.dk
København SV