Danmark/Grønland, Rigspolitiet Koncern IT
Vil du være med til at supportere Danmark, Grønland og Færøsk Politi i deres brug af POLSAS?
Er du serviceorienteret og lytter opmærksomt til brugerens situation og behov før du foreslår en løsning? Og kan du med klar og imødekommende kommunikation hjælpe med at løse både tilbagevendende og ukendte problemer? Så har du nu muligheden for at blive vores nye kollega.
Om jobbet
Du bliver en del af en supportgruppen under sektionen Systemstøtte og Support i Rigspolitiets Koncern IT. Sektionen består i dag af 16 medarbejdere, der er placeret i hver af de danske politikredse, samt på vores hovedlokation på Frederikskaj, Sydhavnen i København. På trods af afstanden er der i sektionen et stærkt arbejdsfællesskab og der vil være rigelig med muligheder for at besøge hinandens kredse for faglig sparing. Dit kommende tjenestested vil afhænge af din bopælskommune.
I din hverdag vil du indgå i vores POLSAS-team, der med forskellig faglig baggrund og erfaring, har det forkromede overblik over systemets funktionalitet og anvendelse. Sammen med vores landsdækkende POLSAS-support organisation, vil du på tværs af landets politikredse understøtte de lokale superbrugere og samarbejde om opgaveløsning inden for administration, fejlrettelser og undervisning. Du vil blandt andet skulle foretage korrigering af data, som brugerne ikke selv har adgang til at foretage, og dykke ned i politiets sagsstyringsdatabaser for at identificere eventuelle fejlkilder og mulige løsninger. Ud over POLSAS, supporterer vi også flere andre centrale it-systemer med relation til POLSAS, da vores center moderniserer og supporterer alle DXC legacy systemer.
Hver supporter har ansvaret for sin egen politikreds, hvor du tilrettelægger og strukturerer dine egne opgaver, dog bistår alle hinanden i den fælles opgaveløsning og undervisningen på tværs i politikredsene. Det betyder at du i hverdagen også vil skulle løse supportopgaver i andre politikredse, ligesom vi ved ferie og fravær, hjælper med at løse opgaver for hinanden.
Undervisningsopgaven omfatter både den daglige instruktion, der i forbindelse med fx fejlrettelser skal styrke brugerens fremtidige sagsbehandling i systemet, og afholdelse af undervisningsforløb for kollegerne i den respektive politikreds. Sektionen supporterer ligeledes Politiskolen i Danmark, med uddannelsescentre i Vejle og Brøndby, samt Politiskolen i Grønland. Særligt for Grønland, vil der være undervisningshold på Politiskolen i Nuuk.
Sektionen Systemstøtte og support er tætte samarbejdspartenere med sektionen Forretning og modernisering, som er den forretningsmæssig systemejer af POLSAS. POLSAS anvendes til håndtering og dokumentering af størstedelen af politiets arbejde og har ca. 12.000 brugere. Sektionen har ansvaret for, at POLSAS udvikles og anvendes på en måde, der bedst understøtter de politifaglige opgaver og overholder gældende lovgivning.
Som ansat i Rigspolitiets Koncern IT får du indgående kendskab til, hvordan kollegerne i politikredsene og i Rigspolitiet arbejder, og bidrager til at øge effektiviteten og professionalismen i en organisation, der varetager en vigtig samfundsmæssig opgave.
Dine kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har god allround it-forståelse, og at du generelt er yderst it-minded. Du har måske en relevant uddannelsesmæssig baggrund, men vigtigst er din lyst og evne til at sætte dig ind i politiets arbejdsgange og i sagsstyringssystemets funktionalitet og anvendelse. Hvis du i forvejen har erfaring fra politiet, med POLSAS og/eller andre af politiets centrale systemer, vil dette være en fordel.
Som person besidder du et veludviklet servicegen og går positivt til både små, store og svære opgaver. Du er fagligt engageret og møder alle kolleger i politiet med samme imødekommenhed, og leverer gode løsninger og oplevelser til brugerne, også i pressede situationer. Politiet er en foranderlig og travl organisation, så med afsæt i dine gode samarbejdsevner skal du prioritere, planlægge og koordinere dine opgaver med sektionen og dine POLSAS-support-kolleger. Du er lydhør over for andres synspunkter og god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt, så du kan gøre komplekse problemstillinger forståelige for kolleger med andre kompetencer. Du er teamorienteret og bidrager positivt til fællesskabet, men trives samtidig godt med selvstændige opgaver, og er en åben person med smittende humør og høj arbejdsglæde.
Særligt om stillingerne
Vi søger lige nu en supporter til Grøndlands politi. Du vil som udgangspunkt skulle arbejde fra vores hovedsæde i Sydhavnen, men kan, alt efter din geografiske bopæl, blive placeret på en af politiets hovedstationer her i Danmark. Med resten af dine kollegaer fordelt i hver af de danske politikredse, skal du være indforstået med en vis rejseaktivitet på tværs af Danmark. Med ansvaret for understøttelsen Grønlands POLSAS, skal du forvente ophold i Grønland, i kortere eller længere tid (2-4 uger varighed), flere gange om året. Dette afhænger af Grønlands politis behov og aftales løbende med politikredsen.
Da Grønland geografisk ligger i en anden tidszone, kan du i perioder skulle tilpasse din arbejdstid til deres tidszone. Det vil være en fordel, hvis du taler eller forstår Grønlandsk, men det er intet krav.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.
Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din ansættelsesform.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit primære arbejdssted afhænger af din geografiske bopæl.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen kan du henvende dig til sektionsleder Ann-Louise Laage Jensen på tlf. 61 15 96 07. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem.. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.
Ansøgningsfrist: 30. marts 2026
Samtalerne afholdes som udgangspunkt på vores hovedlokalitet, Frederikskaj 8, 2450 Sydhavnen. Vi afholder løbende samtaler.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Du kan finde generel information om politiet her.
København SV