Du har nu mulighed for at blive en del af et stærkt hold i Rigspolitiets Center for Flåde og Materielstyring. Som AC’er hos os, vil du have en stor mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af vores center.
Om os
Dansk politi er en stor, kompleks og spændende organisation med en helt særlig rolle i samfundet.
Rigspolitiets Center for Flåde og Materielstyring beskæftiger sig blandt andet med konkurrenceudsættelser, samt at anskaffe, og udfase køretøjer og materiel til den aftalte tid, økonomi og kvalitet for hele dansk politi, ligesom vi også er styrende for det strategiske arbejde med fysisk arbejdsmiljø i dansk politi.
Din nye arbejdsplads
Du bliver en del af Sektionen for Tværgående opgaver og Arbejdsmiljø i Center for Flåde og Materielstyring, bestående af 8 medarbejdere og en leder. Den ledige stilling er i det tværgående team, der er centerets indgang for høringer fra bl.a. Justitsministeriets departement, samt henvendelser fra andre myndigheder, pressen mv. Teamet koordinerer henvendelserne, og understøtter derudover bl.a. centeret med projekt- og procesledelse af tværgående opgaver
Vi er en dynamisk organisation, hvor dagligdagen bl.a. påvirkes af politiske beslutninger. Du kommer til at indgå i et engageret og hjælpsomt fællesskab, hvor vi insisterer på at være nysgerrige på nye løsninger og at udfordre og inspirere hinanden i et uformelt miljø.
Du får arbejdsplads i centrum af København, hvor der i et vist omfang er mulighed for fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsdage.
Rigspolitiet har en aktiv og engageret personaleforening, der arrangerer sociale aktiviteter, fællesspisninger og arrangementer, så du får rig mulighed for at knytte bånd til dine kollegaer. Endvidere har vi tidssvarende fitnessfaciliteter på arbejdspladsen.
Om stillingen
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være følgende:
• Koordinering af centerets henvendelser
• Udarbejde velfunderede beslutningsoplæg og afrapportering til centerets ledelse og øverste ledelse i Rigspolitiet
• Udarbejde analyser og løse konkrete problemstillinger
• Drive konkrete forandringsprocesser og understøtte centerets projekter
• Ansvar for at understøtte centerets tilsynsforpligtelser i forhold til politikredsene
Du vil få mulighed for selv at præge dine opgaver og du vil få ansvar svarende til dine kompetencer, fordi vi på den måde giver dig de bedste forudsætninger for faglig og personlig udvikling
Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse og gerne erfaring fra en styrelse, et departement, anden større offentlig myndighed, virksomhed eller lignende.
Du befinder dig godt i spændingsfeltet mellem drift, udviklingsprægede opgaver og klassisk myndighedsbetjening på et område, hvor der er mange interessenter, der ofte har modsatrettede interesser. Du har forståelse for, at vi er underlagt politiske processer og krav, samt har decentrale beslutningsprocesser, hvilket ofte har indflydelse på hastigheden og karakteren af beslutningerne i organisationen
Du befinder dig godt i en politisk styret organisation, hvor der kan komme opgaver ind, der ændrer tilrettelæggelsen af din arbejdsdag. Det er derfor vigtigt, at du både trives med opgaver med korte frister såvel som længerevarende forandringsopgaver.
Du arbejder struktureret, har både blik for helheden og styr på detaljen og er god til at sætte dig ind i de komplekse sammenhænge, som er en præmis for vores arbejde. Du har stærke skriftlige kompetencer og er dygtig til at fremhæve essensen af et komplekst materiale. Du formår endvidere at målrette din skriftlighed og kan således vurdere, om der er behov for en større analyse eller for tre bullits i en slide.
Du har mod på selvstændigt at facilitere tværgående møder i centeret, hvor det er dit ansvar at sikre det nødvendige udbytte og du synes, at det er inspirerende at samarbejde med andre fagligheder, hvor du gør brug af dine kollegaers viden i din opgaveløsning.
Du har med dit gode humør og gåpåmod evnen til at sætte ild under en proces og således drive udviklingen i retning af konkrete resultater, der virker i praksis.
Ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Annette D. N Rasmussen på tlf. 20 35 73 59. Send gerne en sms i forvejen.
Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.
Ansøgningsfrist: 22. oktober 2025
Vi forventer at afholde 1. samtaler den 29. oktober 2025 og 2. samtaler den 4. november 2025
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
København V