Jobbeskrivelse
HR-konsulenter med særlig fokus på personalesager søges til Rigspolitiet
HR-konsulenter med særlig fokus på personalesager søges til Rigspolitiet

Det er mandag morgen. Tillidsrepræsentanten fra et af vores koncernområder har ringet til dig og vil vende en konkret sag. Herefter skriver du et referat fra en samtale. Efter frokost vejleder du en leder forud for en sygesamtale, og inden du går hjem har du sparret med vores lønforhandler om korrekt indplacering af en ny kandidat. Lyder det som en mandag, hvor du kan se dig selv? Så er du måske en af vores nye HR-konsulenter. 

Dine nye arbejdsopgaver
To af vores HR-konsulenter er blevet tilbudt nye spændende udfordringer i organisationen og vi søger derfor nye HR-konsulenter til Partnersektionen i Rigspolitiets HR, hvor vi løser både drifts- og udviklingsopgaver inden for HR-området. 

Du løser opgaver inden for store dele af HR-paletten, men den største og vigtigste opgave er at understøtte Rigspolitiets ledere med håndtering af alle typer af personalesager. Derudover er du med til at sikre en solid drift af HR-årshjulsopgaver og kan se dig selv undervise på vores intromoduler og mini-kurser. 

I samarbejde med dine kollegaer i sektionen, kommer du til at indgå i større opgaver. Dette kan fx være de årlige lokale lønforhandlinger, hvor de fleste medarbejdere i sektionen har større eller mindre opgaver. Vi sikrer høj kvalitet ved, at alle byder ind med deres kompetencer og løfter delopgaver i en stor opgave. 

Jobbet kræver, at du kan bevæge dig mellem at have overblik over mange opgaver med forskellige samarbejdspartnere, og samtidig kan gå i detaljen med dine opgaver. I det daglige vil du have kontakt med mange mennesker med forskellige funktioner og faglige baggrunde – ledere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter og du skal derfor kunne omstille dig hurtigt samt med en positiv og serviceminded indstilling kunne forstå deres forskellige behov og dagsordener. 

Du bliver en del af et fagligt stærkt team, som med dig vil være fire konsulenter, hvor dine kolleger har flere års erfaring med HR-opgaver. Vi lægger vægt på samarbejde og god stemning i teamet, hvilket bl.a. kommer af, at vi hjælper hinanden og løbende arbejder med sparring på tværs. I fællesskab sikrer vi HR-leverancer til rette tid og i rette kvalitet.

Din profil
Vi forventer, at du har en relevant kandidatuddannelse fx cand.soc. eller cand.merc.HRM, cand.polit., cand.jur. eller anden samfundsvidenskabelig uddannelse. Du kan enten være nyuddannet eller have nogle års erfaring. Alternativt kan du have en anden relevant akademisk baggrund suppleret med flere års erfaring med HR-opgaver. Det er din viden og engagement og ikke antal års erfaring, der er det vigtigste for os. Det er en fordel, hvis du har viden om og forståelse for personalejura og har gode analytiske evner, men du skal som minimum have interesse for den juridiske del af HR og kunne læse lovgivning, cirkulærer, overenskomster mm. 

Hvis du har erhvervserfaring, kan den med fordel være fra en kompleks og/eller politisk styret organisation, så du kender til de forvaltningsmæssige rammer for offentlige myndigheder. Du har en god forretningsforståelse, og omsætter HR-tiltag til konkrete handlinger. Du sætter dig hurtigt ind i komplekse faglige problemstillinger og finder målrettede løsninger. Du har en proaktiv tilgang til arbejdsopgaverne og har fokus på, hvordan HR kan bidrage bedst muligt til at nå organisationens mål – både på den korte og den lange bane.

Da du har ansvar for mange HR-opgaver samtidig, arbejder du struktureret, selvstændigt og gennem din planlægning og dit store overblik sikrer du kontinuerlig fremdrift og overholder deadlines. Du er vant til at agere i en kompleks organisation med mange forskellige afdelingstyper, og du arbejder tålmodigt og løsningsorienteret på at få tingene til at lykkes inden for de givne rammer. Som person opbygger du let en bred kontaktflade og tillidsfulde relationer til samarbejdspartnere i hele organisationen, og du forstår at tilpasse dit budskab til din målgruppe. Du udstråler naturlig robusthed, og evner balancen mellem at stikke fingeren i jorden og bruge din gennemslagskraft.

Om os
Du bliver en del af Rigspolitiets HR, som består af ca. 20 medarbejdere, som er fordelt på to sektioner, som samlet varetager HR-opgaverne lokalt i Rigspolitiet. Inden for hvert område prioriterer vi faglig sparring i en travl hverdag, fordi vi tror på, at vidensdeling og indspark fra kolleger bidrager til den bedste løsning i den enkelte opgave. Vi brænder alle for vores arbejde og har en uformel omgangstone. Vi tilbyder gode faglige udviklingsmuligheder i en spændende organisation, hvor du får mulighed for at præge opgaverne. Samtidig tilbyder vi en arbejdsdag, hvor selvstændigt ansvar og arbejdstilrettelæggelse er i fokus.

Partnersektionen består af ti medarbejdere og en sektionsleder med forskellige faglige baggrunde. Fagligt er opgaverne og dermed medarbejderne grupperet i tre typer hovedopgaver: HR-konsulentopgaver, tjenestetidsplanlægning og HR-administration.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, København V. Rigspolitiet flytter, forventeligt i 2027, til nye lokaler i Sydhavnen. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lotte Holdgaard Byman, tlf. 2555 1156. Du kan finde mere information om politiet på www.politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du bedes navngive dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Vi forventer at afholde 1. samtaler 2. og 3. juli 2026 og 2. samtaler 10. juli 2026.

Ansøgningsfrist: 28. juni 2026

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  28.06.2026
Ansøgningsfrist:  28.06.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid