Vi søger dygtige sikkerheds-, løsnings- og infrastrukturarkitekter.
Komplekse systemlandskaber, høje sikkerhedskrav og beslutninger med konsekvenser. Velkommen til det rigtige arkitektarbejde.
Vi er Rigspolitiet, og vi inviterer dig indenfor i en organisation, hvor komplekse systemlandskaber og høje sikkerhedskrav er hverdagen. Vi arbejder med integration på tværs af fagsystemer, som stiller store krav til skalerbarhed og robusthed. De løsninger, vi bygger, skal holde i mange år frem. Her er dit arbejde afgørende for, at politiet kan levere, når det virkelig gælder.
”Vi har et meget komplekst infrastruktur- og applikationsmiljø. Jeg havde aldrig set noget lignende, men det er også det, jeg synes er ufatteligt spændende. Man bliver virkelig udfordret og får lov til at tage ejerskab over systemer, der bruges af betjente i hele Danmark hver eneste dag,” fortæller it-sikkerhedsarkitekt, Jens.
Vi byder velkommen til både erfarne arkitekter og it-specialister på vej ind i rollen
Vi har et stort og varieret system- og interessentlandskab, og derfor kan vi tilbyde dig opgaver, der matcher både din faglighed og dine ambitioner. Hos os kan du udvikle dig fagligt gennem hele dit arbejdsliv. Vi har brug for arkitekter, der vil være med til at skabe varige løsninger i en samfundskritisk kontekst, og som synes, det er spændende at samarbejde med forskellige fagligheder.
Vi forventer, at du har en relevant uddannelse og bred teknisk indsigt. Du kan både være nyuddannet og have mange års erfaring – det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære og bygge oven på dine tekniske kompetencer. Du har muligvis allerede prøvet kræfter med systemintegration, infrastruktur eller sikkerhedsarkitektur. Du kan lide at arbejde hands-on, og du trives med at omsætte komplekse krav til konkrete tekniske løsninger.
Mennesker betyder alt
Det er afgørende, at vi gør det ordentligt; derfor giver vi dig rum til fordybelse – til at designe løsninger, der holder i mange år frem, og til at arbejde tæt sammen med resten af politiet om implementeringen. Vi mener det, når vi siger, at du og dit arbejde har betydning; du får fingrene på tasterne og ser dit arbejde blive til virkelighed.
”Det fede ved at være arkitekt i Rigspolitiet er kombinationen af høj faglighed og stærkt fællesskab. Vi bruger principper som Zero Trust-arkitektur og containerisering i vores løsninger, og det er spændende at arbejde med så komplekse teknologier i en organisation, hvor det betyder noget. Samtidig er der altid en kollega, man kan sparre med – uanset om det handler om rammeværk eller en helt konkret opgave,” fortæller Lead Architect, Usman
Vi forventer, at du har en relevant uddannelse og bred teknisk indsigt. Du kan både være nyuddannet og have mange års erfaring – det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære og bygge oven på dine tekniske kompetencer.
Verdens nemmeste ansættelsesproces - seriøst
Hop ind på vores spil HER og quiz dig gennem vores spil. Det tager kun få minutter – og du finder lynhurtigt ud af, om vi kunne være det rette match for hinanden. Vi skal nok ringe dig op, hvis vi har et muligt match. Nemt, hurtigt og uden bøvl.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Frederikke Hansen fra Mercuri Urval på tlf. 4016 6578.
Ansøgningsfristen er d. 19. oktober 2025. Vi behøver kun dit CV med en kort motivation for jobbet. Der vil løbende blive indkaldt til samtaler, så send din ansøgning allerede i dag. Du kan læse mere om politiet som arbejdsplads HER.
Har du en akademisk uddannelse bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Det gennemsnitlige ugentlige timetal er 37 timer.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Du kan finde generel information om politiet HER.
København V