Er du klar til at gøre en forskel i kampen mod hvidvask og terrorfinansiering? Og vil du være med til at sikre rammerne for den praktiske hverdag i en organisation, der arbejder i spændingsfeltet mellem offentlig forvaltning og efterretningsvirksomhed? Så er du måske vores kommende studentermedhjælper i juridisk sektion.
Din nye hverdag
Hvidvasksekretariatet er Danmarks Finansielle Efterretningsenhed, der opererer som en uafhængig og selvstændig enhed under National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi modtager, analyserer og videreformidler oplysninger om mulig hvidvask og terrorfinansiering til relevante parter i ind- og udland.
I Hvidvasksekretariatet er vi ca. 45 medarbejdere, med en bred vifte af faglige kompetencer, herunder administrative medarbejdere, akademikere, politiuddannede og studentermedhjælpere.
Vi værdsætter forskelligheden i vores erfaringer og ekspertise, da det bidrager til gode løsninger og et stærkt samarbejde på tværs af fagområder.
Vi har et godt socialt fællesskab og en uformel omgangstone med en høj grad af åbenhed for udvikling og sparring.
Du bliver en del af et alsidigt studenterteam, der alle er i gang med forskellige videregående uddannelser.
Studenterteamet tager sig af forskellige opgaver i hele Hvidvasksekretariatet. Dine opgaver vil primært være af juridisk og/eller international karakter, men du vil også tage del i de øvrige opgaver efter behov.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af:
- Bistand ved besvarelse af aktindsigtsanmodninger, folketingsspørgsmål og pressehenvendelser
- Udarbejdelse af tilsynsrapporter til brug for tilsynsmyndighederne og feedbackbreve til de underretningspligtige
- Diverse stikprøve-, legalitets- og kvalitetskontroller
- Indhentelse af bidrag til besvarelse af internationale spørgeskemaer og evt. bistand til øvrigt arbejde i internationalt regi ved interesse
- Øvrige opgaver som udføres i studenterteamet.
Vi sørger naturligvis for, at du får en grundig oplæring inden du påbegynder dine opgaver, og du kan altid søge hjælp og sparring hos dine kollegaer.
Vores nye kollega
Vi søger dig, der ønsker at omsætte dine teoretiske kundskaber til praksis, samtidig med at du har et meningsfuldt job med stor samfundsmæssig betydning.
Du er stud.jur. eller stud.merc.jur. Vi ser helst, at du har fuldført 3. semester og har minimum et par år tilbage af dit studie.
Du arbejder struktureret, er omhyggelig og sørger for, at kvaliteten af dit arbejde altid er i top.
Du har mod på at lære nyt og er ikke bange for at stille spørgsmål. Derudover er du fleksibel og tilpasningsdygtig i din opgavevaretagelse.
Det er nødvendigt, at du behersker engelsk flydende, særligt på skrift, da det er vores andet arbejdssprog.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomsten.
Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 15 timer. Arbejdstiden placeres efter nærmere aftale – og du kan forvente fleksibilitet, hvis du for eksempel har brug for at arbejde mindre i forbindelse med eksamensperioder.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på National enhed for Særlig Kriminalitet, Hvidvasksekretariatet med adresse på Kampmannsgade 1, 1604 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde den under hele din ansættelse.
NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Der er en ledig stilling til besættelse hurtigst muligt.
Vi forventer at holde samtaler tirsdag i uge 41. Bemærk meget gerne i din ansøgning, såfremt du ikke kan deltage i en samtale der, herunder hvornår du alternativt vil have mulighed for at deltage i en samtale.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionsleder for jura og internationalt samarbejde Stig Paulsen, tlf. 6112-2751. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Cecilie Aagaard på tlf. 8144-3547.
Du kan finde mere information om Hvidvasksekretariatet på hvidvask.dk.
Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV samt en opdateret studiejournal eller evt. bachelorbevis.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
København V