Brænder du for HR og rekruttering og kan du se dig selv drive opgaven i et tæt samspil med ledere og fagpersoner i landets største politikreds? Vil du være med til at rekruttere dygtige medarbejdere med blik for særlige kompetencer, der kan styrke vores kerneforretning? Motiveres du af en hverdag, hvor dit arbejde er vigtigt for andre, og hvor der samtidig er plads til socialt samvær og gode grin? Så er du måske vores nye kollega!
Hvem er vi?
Du bliver en del af HR-driftssektionen, der hører under vores HR-afdeling. Du vil komme til at indgå i et dynamisk team, bestående af 8 medarbejdere og en sektionsleder.
HR-driftssektionen er en understøttende stabsfunktion og forestår politikredsens personaleadministrative sagsbehandling. Vores opgavepalet spænder bredt, og vi løser bl.a. opgaver inden for arbejdsområderne rekruttering, barsel/plejeorlov, løn og afsked og organisationsændringer.
Vi er i tæt kontakt til ansatte og ledere internt i politikredsen, men indgår også i et samarbejde med Koncern HR i Rigspolitiet, som er vores samarbejdspartner på vejledninger og koncepter, der gælder for hele dansk politi. Vi er i sektionen tæt på beslutningsprocesserne i en organisation, der er politisk styret, og som har et stort mediefokus.
Vi kan tilbyde en arbejdsplads, der er præget af høj grad af selvstændighed og fleksibilitet. Vores hverdag består yderligere af sparring kollegaer i mellem samt vores lokale ledelse.
Din nye hverdag
Din primære opgave vil bestå i, at rekruttere civile medarbejdere til hele Københavns Politi, som understøtter politiets arbejde og vores kerneforretning. Din opgave bliver at skabe et struktureret rekrutteringsforløb for den ansættende leder, hvor du deltager i processen fra start til slut. Du vil få ansvar for dine egne rekrutteringsprocesser, der består i b.la., at udarbejde job- og kompetenceprofiler, publicere jobannoncer, udarbejde samtaleguides med ansættende ledere, samt at deltage i ansættelsessamtalerne når der er behov for det samt håndtere lønforhandlinger med kandidater og tillidsrepræsentanter. Dine arbejdsdage varierer mellem at være på kontoret og deltage i møder eller lejlighedsvis deltage i samtaler. Du vil derfor få en bred række opgaver i understøttelsen af de administrative rekrutteringsprocesser.
Derudover vil arbejdsopgaverne bestå af bl.a.:
- at foretage kvalitetssikring af materiale og datatræk
- opdateringer i vores systemer således, at vi altid har overblikket over igangværende opgaver i sektionen
- at håndtere kredsens sikkerhedsgodkendelser i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste
Vores nye kollega
Du har erfaring med rekruttering og ansættelse og gerne kendskab til overenskomster og lønforhandlingsprocesser fra en større offentlig eller statslig organisation.
Vi forestiller os, at du har 2-3 års relevant rekrutteringserfaring fra en lignende stilling med rekruttering på alle niveauer samt kendskab til ansættelse af medarbejdere på overenskomstvilkår.
Vi har udover ovenstående mange driftsopgaver, som du også vil indgå i, i mere eller mindre grad.
Det er derfor vigtigt, at du motiveres af at sørge for en sikker samt stabil drift på HR-området. Du sætter en ære i at følge dine opgaver helt til dørs, og du udmærker dig ved at levere resultater af høj faglig kvalitet med øje for både de afgørende detaljer og de større strategiske linjer.
Du skal i perioder håndtere et højt arbejdstempo, og hurtige skift mellem opgaver, er kræver fordybelse til mere rutineprægede arbejdsopgaver. Derudover skal du have gode samarbejdsevner, idet mange af de større opgaver kræver, at vi løfter i flok. Det betyder konkret, at du tager ansvar for egne opgaver, men også dine kolleger og sektionen som helhed.
Du er imødekommende, engageret og omstillingsparat. Du er god til at skabe tillidsfulde relationer og har en høj arbejdsmoral samt en god portion humor, der kan understøtte en god trivsel og et godt arbejdsmiljø.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S fællesoverenskomst.
Du indplaceres efter erfaring og kvalifikationer og som udgangspunkt som overassistent eller kontorfuldmægtig.
Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inkl. frokost.
Stillingen er et midlertidigt barselsvikariat på 10 måneder.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Politigården, 1567 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du i uge 30 og 31 velkommen til at kontakte sektionsleder Christian Mikkelsen på tlf. 93500067.
I uge 32 kan HR-medarbejder Mads Sønnersgaard kontaktes på tlf. 51417388.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist den 7. august 2025.
København V