Vil du være med til at styrke politiets forebyggende indsats og dialog med trossamfund og samtidig arbejde i krydsfeltet mellem analyse, faglig udvikling og praksis?
Vi søger en konsulent, politi, til Forebyggelsessekretariatet, som kan bidrage til at udvikle og kvalificere Københavns Politis indsats og samarbejde med trossamfund.
Om stillingen
Som Københavns Politis faglige nøgleperson på trossamfundsområdet får du en central rolle i at udvikle, koordinere og understøtte politikredsens samlede indsats og samarbejde med trossamfund og religiøse miljøer.
Stillingen har et tydeligt forebyggelses-, dialog- og vidensfokus. Du skal bidrage til at opbygge og vedligeholde tillidsfulde relationer mellem politiet og trossamfundene og samtidig sikre, at viden fra dialogen og relevante samfundsmæssige udviklinger omsættes til politifaglig praksis. Det kræver, at du kan forbinde relationsarbejde og specialiseret viden med analyse, rådgivning og konkrete forebyggende og tryghedsskabende indsatser.
Du vil arbejde tæt sammen med en kollega på trossamfundsområdet, og I vil i fællesskab udvikle og varetage opgaverne. Du bliver samtidig en del af Forebyggelsessekretariatets tværfaglige miljø, hvor politifaglige og akademiske kompetencer bringes i spil på tværs af de forebyggende indsatser.
Derudover vil du have et bredt samarbejde med øvrige kolleger internt i politiet, kommuner, PET og andre myndigheder samt civilsamfundsaktører og trossamfund. Stillingen indgår i tæt sammenhæng med politikredsens øvrige forebyggende indsatser, herunder arbejdet med antisemitisme og hadforbrydelser, radikalisering og andre relevante fagområder.
Stillingen kræver, at du både kan opbygge langsigtede relationer og arbejde selvstændigt, analytisk og retningssættende på et komplekst område med betydelig offentlig og politisk bevågenhed.
Dine primære opgaver vil omfatte:
- Varetage og udvikle den løbende kontakt og dialog med trossamfund, religiøse organisationer og øvrige relevante samarbejdspartnere.
- Koordinere og understøtte en systematisk og sammenhængende tilgang til politikredsens dialog og samarbejde med trossamfund, herunder sikre relevant videndeling og faglig opfølgning.
- Indsamle og analysere viden om nationale og internationale begivenheder og udviklingstendenser, der kan have betydning for lokale forhold og politiets opgaveløsning.
- Udarbejde situationsbilleder, faglige notater og beslutningsoplæg om aktuelle udviklinger og problemstillinger på området.
- Rådgive ledere, kolleger og operative sektioner om trossamfund, religiøse miljøer og øvrige forhold med relevans for politiets forebyggende og operative opgaveløsning.
- Tage initiativ til udvikling og kvalificering af politiets samarbejde med trossamfund og bidrage til en mere systematisk, vidensbaseret og proaktiv indsats på området.
- Indgå i tværgående samarbejde med kommuner, PET, andre myndigheder, civilsamfundsorganisationer og øvrige samarbejdspartnere om forebyggende og tryghedsskabende indsatser.
- Udvikle og gennemføre undervisning, oplæg og øvrig kompetenceudvikling for medarbejdere i Københavns Politi.
- Repræsentere Københavns Politi i relevante netværk, arbejdsgrupper, møder, konferencer og arrangementer med nationale og internationale samarbejdspartnere.
Om dig
Du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og specialiseret viden samt kompetencer på området. Stillingen forudsætter således, at du har relevant erfaring inden for trossamfund, dialogarbejde, forebyggelse eller beslægtede områder. Din politifaglige baggrund kan med fordel være suppleret med anden relevant uddannelse eller kompetenceudvikling.
Stillingen er på konsulentniveau og forudsætter, at du kan arbejde selvstændigt og struktureret med specialiserede opgaver. Du tager ansvar for at opsøge relevant viden, identificere udviklingsbehov og drive opgaver fremad, samtidig med at du har blik for sammenhængen med politikredsens øvrige forebyggende indsatser.
Du motiveres af at arbejde langsigtet med relationer og komplekse problemstillinger og forstår, at et tillidsfuldt samarbejde med trossamfund kræver faglig nysgerrighed, troværdighed og evnen til professionelt at navigere mellem forskellige interesser og perspektiver.
Det er desuden vigtigt, at du:
- har analytiske kompetencer og kan indsamle, vurdere og omsætte kompleks viden til konkret politifaglig praksis,
- interesserer dig for og gerne har erfaring med trossamfund, religiøse miljøer, dialogarbejde og/eller kriminalpræventive indsatser,
- har stærke relations-, kommunikations- og formidlingskompetencer,
- kan skabe og vedligeholde tillidsfulde relationer til aktører med forskellige perspektiver og interesser,
- har lyst og evne til at repræsentere Københavns Politi udadtil,
- har organisatorisk og politisk forståelse og kan navigere i samspillet mellem politi, myndigheder, civilsamfund og trossamfund,
- ser løbende kompetenceudvikling og specialisering som en naturlig del af stillingen.
Om Forebyggelsessekretariatet
Forebyggelsessekretariatet varetager en retningssættende, koordinerende og udførende rolle i politikredsens kriminalitetsforebyggende arbejde, som en central sektion i Københavns Politis Forebyggelsesafdeling.
Forebyggelsessekretariatet fungerer, som et fagligt videnscenter, der driver flere større forebyggelsesindsatser. Fælles for indsatserne er, at vi arbejder vidensbaseret og i tæt samarbejde med ledere og medarbejdere på tværs af Københavns Politi og har forpligtende samarbejder med andre politikredse, myndigheder og private aktører.
Forebyggelsessekretariatet består af én leder og 12 medarbejdere med politifaglig eller akademisk baggrund. Vi tilstræber høj faglighed, kvalitet i opgaveløsningen og en helhedsorienteret forståelse af forebyggelse.
Det understøttes af et stærkt fagligt miljø med kollegial sparring, feedback og refleksion samt kontinuerlig kompetenceudvikling. Det gør vi, fordi komplekse samfundsudfordringer kræver specialiseret viden og løbende udvikling.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver indplaceret som konsulent, politi efter klassificeringsaftalen i skalatrin 44. Eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Du bliver stationeret indtil videre i Københavns Politi med foreløbig tjeneste i Forebyggelsessekretariatet, Politigården, Polititorvet, 1567 København V.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendlig sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsdogkendelsen til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politi og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Tjenesten udføres både i civil og uniform og er primært placeret i dagtimerne. Der må dog påregnes tjeneste på eftermiddage, aftener og i weekender, bl.a. i forbindelse med dialog og aktiviteter med trossamfund. Du vil desuden indgå i de operative opgaver, som LPE varetager, herunder bl.a. MIK- og dialogdelingen.
Der udarbejdes en plan for relevant efter- og videreuddannelse med henblik på løbende at udvikle og specialisere dine kompetencer i takt med stillingens og områdets behov.
Ansøgere: Polititjenestemænd
Antal: 1
Varighed: Indtil videre
Besættes: Snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til politikommissær Mikkel Christiansen på telefon 9350 0969.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.
• Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og "Politiets hjemmesider" i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
• Du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: Arbejdsplads og stillingsopslag.
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (brev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: Den 19. oktober 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
København V