National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), København
Vil du bruge din politifaglige erfaring på en ny måde og være med til at omsætte finansielle oplysninger til efterretninger, som politiet og andre myndigheder kan handle på?
Som operativ analytiker i Hvidvasksekretariatet skal du finde mønstre og sammenhænge i store mængder oplysninger og omsætte dem til et klart billede af personer, virksomheder og netværk. Du bliver en del af et dynamisk miljø, hvor politifaglig forståelse, analytisk nysgerrighed og evnen til at se det væsentlige i komplekse data går hånd i hånd.
Din nye hverdag
Hvidvasksekretariatet er Danmarks finansielle efterretningsenhed, internationalt kaldet en FIU, Financial Intelligence Unit. Vi modtager og analyserer oplysninger om mulig hvidvask og finansiering af terrorisme. Vi videreformidler efterretningerne til politiet og andre myndigheder, som kan bringe dem i spil i efterforskning, kontrol, tilsyn og forebyggelse.
Alene i 2025 modtog vi omkring 100.000 underretninger om mistænkelige forhold fra banker og andre underretningspligtige. Med EU’s nye hvidvaskpakke får vi adgang til oplysninger fra flere offentlige registre. Men en transaktion eller relation siger sjældent nok i sig selv. Kriminalitetsbilledet træder mere tydeligt frem, når oplysningerne forbindes på tværs.
Du bliver en del af Sektionen for Indledende Analyse, hvor politiuddannede og civile medarbejdere arbejder tæt sammen om at omsætte Hvidvasksekretariatets oplysninger til konkrete efterretninger.
Dit overordnede ansvar er at samle og kvalificere Hvidvasksekretariatets oplysninger til konkrete efterretninger om personer, virksomheder og netværk.
Efterretningerne peger på, hvor der er grund til at gå videre, og giver myndighederne et stærkere grundlag for at prioritere mål, kvalificere efterforskninger eller målrette kontrol, tilsyn og andre indsatser.
Dine primære opgaver bliver at:
- Vurdere underretninger og andre relevante oplysninger
- Identificere mønstre, relationer og afvigelser i vores data
- Sammenstille og analysere oplysninger om personer, virksomheder og netværk
- Udvikle hypoteser og undersøge, hvad materialet faktisk kan bære af konklusioner.
Afhængigt af din profil og Hvidvasksekretariatets behov kan du også blive tilknyttet vores arbejde mod finansiering af terrorisme. Her vil opgaven tilsvarende være at analysere finansielle oplysninger og identificere relationer og mønstre, der kan være relevante for politiets og andre myndigheders videre arbejde.
I Hvidvasksekretariatet er omgangstonen uformel, energien høj og vejen til kollegernes sparring kort. Vi vender faglige spørgsmål både på møderne og på gangene, deler viden på tværs og udfordrer konklusionerne, før vi sender produkterne ud af huset. Området er i løbende udvikling, og nye oplysninger, datamuligheder og kriminalitetsbilleder kan ændre prioriteringerne med kort varsel. Du får derfor stor frihed og et tilsvarende ansvar for at skabe retning og drive dine analyser fremad.
Vores nye kollega
Du har en politifaglig uddannelse (Politiets basisuddannelse) og har lyst til at bruge din politifaglige erfaring i et analytisk og efterretningsmæssigt miljø.
Du er nysgerrig og har blik for, at en tilsyneladende lille oplysning kan få en anden betydning, når den sættes sammen med andre oplysninger. Du kan skabe struktur i fragmenteret materiale, skelne det væsentlige fra det perifere og afprøve mulige sammenhænge, før du drager en konklusion.
Du skal kunne lide at arbejde undersøgende. Nogle gange er udgangspunktet en konkret mistanke. Andre gange består opgaven netop i at finde ud af, om der gemmer sig noget interessant i et større datamateriale.
Samtidig har du en politifaglig forståelse for, hvad der gør en oplysning relevant og anvendelig for en efterforsker eller anden operativ modtager. Du kan sætte dig i modtagerens sted og har blik for, hvad der skal til, for at vores analyser kan bringes videre i praksis.
Du formidler dig klart og præcist både mundtligt og skriftligt og kan skære en kompleks problemstilling til, så det væsentlige står tydeligt frem.
Vi ser gerne, at du har erfaring med eksempelvis efterforskning, efterretningsarbejde, økonomisk kriminalitet, analyse eller anden relevant operativ polititjeneste. Det er en fordel, hvis du allerede har kendskab til hvidvask eller finansiel kriminalitet, men det er ikke en forudsætning.
Du får oplæring i vores datagrundlag, værktøjer, metoder og fagområde.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse 1. marts 2027.
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen som pb/pa og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende bestemmelser.
Du stationeres indtil videre i National enhed for Særlig Kriminalitet, og du skal forrette foreløbig tjeneste i Hvidvasksekretariatet på adressen Kampmannsgade 1, 1604 København V.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – HEM. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte politikommissær Nicky Møller Frederiksen på telefon 6112 0210.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: den 21. september 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet.
Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for politistillinger.
Vi forventer at afholde samtaler løbende eller i umiddelbart forlængelse af ansøgningsfristen.
Vi gør opmærksom på, at dette opslag er en del af en større rekrutteringsproces i NSK, hvorfor du som ansøger først kan forvente at modtage endeligt tilsagn om en stilling eller afslag på den ansøgte stilling medio december 2026.
National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
København V