Jobbeskrivelse
Operative analytikere søges til Danmarks Finansielle Efterretningsenhed, Hvidvasksekretariatet
Operative analytikere søges til Danmarks Finansielle Efterretningsenhed, Hvidvasksekretariatet

Der hvidvaskes for ca. 68 milliarder kroner om året i Danmark, hvoraf en stor del af pengene går til finansiering af terrorisme.  

Som operativ analytiker I Hvidvasksekretariatet er du med til at styrke indsatsen til forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask, både i Danmark og globalt, og dermed at spare både samfundet og skatteborgerne mange penge årligt.

Din nye hverdag
Danmarks finansielle efterretningsenhed FIU, også kaldet Hvidvasksekretariatet, har til opgave at modtage, analysere og videreformidle oplysninger fra underretninger med mistanke om hvidvask af udbytte fra strafbare forhold og finansiering af terrorisme.

Vi er en dynamisk arbejdsplads med ca. 40 medarbejdere og er organisatorisk placeret som en uafhængig enhed i NSK. Vi har til huse ved Vesterport Station i København.

Hvidvasksekretariatet arbejder primært med efterretningsarbejde og ikke efterforskning som kendes fra politiet. Vi laver bl.a. efterretningsvurderinger og måludpegningsoplæg på hvidvaskområdet til landets politikredse, PET, Skattestyrelsen og mange andre myndigheder. I 2025 modtog vi således oplysninger med mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering fra over 90.000 underretninger, som udgør et stort datagrundlag for operativ analyse. Derudover udarbejder sekretariatet med strategiske analyseopgaver på hvidvaskområdet bl.a. i form af National Risiko Vurdering (NRV) med henblik på at synliggøre trusler og risici for relevante myndigheder og de underretningspligtige virksomheder og institutioner.

Hvidvasksekretariatet er opdelt i en anmeldelse- og visitationssektion, en analysesektion og efterretningssektion. Vi har et godt socialt fællesskab, hvor vi afholder forskellige sociale arrangementer, og du bliver en del af dette fælleskab. Vi har en madordning, hvor vi til et mindre beløb kan spise frokost i vores kantine, ligesom vi har en fri frugtordning.

Du bliver en del af Efterretningssektionen,  som består af ca. 15 medarbejdere med forskellige faglige kompetencer, herunder politifolk, administrative medarbejdere og akademikere, som arbejder sammen i et engageret tværfagligt fælleskab og med en god dynamik, hvor vi sammen løser mange alsidige opgaver indenfor finansiel efterretning.

Dine opgaver bliver at foretage operative analyser, vurdere og videreformidle disse underretninger på en måde, så vores samarbejdspartnere kan iværksætte yderligere efterforskning eller evt. yderligere tilsyn med de virksomheder eller personer, underretningerne omhandler.

Din primære opgave vil være, at deltage i planlagte daglige driftsopgaver såsom måludpegningsoplæg og gennemgang af automatiserede underretninger, eller ikke planlagte driftsopgaver, som pludselig bliver relevante for hvidvaskindsatsen. Da vi også deltager i forebyggende indsatser, skal du også være indstillet på at give oplæg hos eksterne samarbejdspartnere. Herudover vil du som sekundær opgave være med i en tværgående ekspertgruppe, som holder sig up to date med trends på et specifikt område.

Vi arbejder datadrevet, med henblik på at kunne modtage og håndtere et stadigt stigende antal underretninger, og samtidig kunne levere analyseprodukter i høj kvalitet, til brug for politikredsene og øvrige myndigheder.

Vores nye kollega
Vi forestiller os at du har en akademisk uddannelsesmæssig baggrund, eller anden erfaring, som har givet dig kompetencer inden for analytisk tilgang.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med - og interesse for det finansielle analyse- og efterretningsarbejde, fortrinsvist på operativt niveau. F.eks. fra en analyseenhed i politiet, PET, FE eller lignende. Du kender måske endda til politiets Efterretnings- og Analysedoktrin og har efterforskningsforståelse, så du kan sætte dig ind i de tanker, som modtagerne af vores produkter har.

Det er vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt og evner at fordybe dig i oplysninger, for at identificere atypiske handlemønstre indenfor f.eks. hvidvask, mulige sanktionsovertrædelser, bedrageri terrorfinansiering, ekstremisme, menneskehandel og en lang række andre områder.

Du kan formulere dig klart og tydeligt på dansk i skrift og tale. Vi forventer også, at du kan begå dig på engelsk i skrift og tale, da der kan forekomme rejseaktivitet til udenlandske samarbejdspartnere.

Ligeledes er flair for brug af forskellige nye IT-værktøjer en fordel. Du vil med tiden gennemgå et eller flere uddannelsesforløb inden for efterretning og analyse samt anvendte værktøjer. Vi tilbyder generelt gode muligheder for videreuddannelse.

Som menneske er du nysgerrig og undersøgende i din tilgang til opgaverne og arbejder nogle gange fordybet og struktureret, med dem, når det er nødvendigt, men også andre gange hurtigere for at nå deadlines. Du har en positiv indstilling og kan samarbejde med andre. Du kan agere fleksibelt og omstillingsparat når der sker ændringer omkring dig både i arbejdsopgaver, -vilkår og prioriteringer.

Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Hvis du er tjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Kampmannsgade 1, 1604 København V.

Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til niveau HEMMELIGT, og at du kan opretholde den gennem hele din ansættelse. I nogle arbejdsfunktioner kan der blive brug for, at du skal sikkerhedsgodkendes til YDERST HEMMELIGT.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte fg. politikommissær Nicky Møller Frederiksen på 6112-0210.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Stillingen kan besættes så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. august 2026.

Vi forventer at holde samtaler i uge 13.

National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.03.2026
Ansøgningsfrist:  16.03.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid