Jobbeskrivelse
Pb/pa til kortvarige udsendelser til det danske patruljebådsbidrag i Frontex
Pb/pa til kortvarige udsendelser til det danske patruljebådsbidrag i Frontex

Rigspolitiet søger polititjenestemænd (uchargerede) til kortvarige udsendelser til det danske patruljebådsbidrag i Frontex

Rigspolitiet, HR Data og International Tjeneste

 

Er du søstærk og vil du bidrage til politiets internationale opgavevaretagelse og bistå med en samfundsvigtig og højaktuel opgave med at styrke grænsekontrollen på EU’s ydre grænser?

 

Rigspolitiet, HR Data og International Tjeneste, søger nu et antal polititjenestemænd til kortvarige udsendelser som besætningsmedlemmer til det danske patruljebådsbidrag, der p.t. er indsat i Frontex-operationen på Lampedusa i Italien.

 

Bidraget blev indsat i 2019 som en fælles indsats af politiet og forsvaret, og opgaven udføres derfor i tæt samarbejde med forsvarets personel.

 

Opgaven består i at foretage maritim grænseovervågning i det italienske farvand, herunder ved at assistere de italienske myndigheder ved mistanke om illegal migration, smugling og anden grænseoverskridende kriminalitet samt at yde støtte til den italienske kystbevogtning i forbindelse med fiskerikontrol, havmiljøforurening og søredning.

 

Det danske bidrag består af en patruljebåd med to seks-mands besætninger – fire fra forsvaret og to fra politiet – samt logistikpersonel fra forsvaret. Bidraget er under daglig operationel ledelse af en chargeret udsendt politileder.

 

Politibesætningsmedlemmer vil blive tilknyttet én af bidragets to besætninger. Vagtplanen er som udgangspunkt med to dages patrulje af normalt otte timers varighed og efterfølgende to patruljefrie dage.

 

Politibesætningen har det polititaktiske ansvar for opgaveløsningen, mens skibsføreren fra forsvaret har det sikkerhedsmæssige ansvar for patruljebåden og hele besætningen under indsættelsen.

 

Udsendelsesperioderne for de enkelte besætningsmedlemmer vil normalt have en varighed af cirka otte uger, og bliver planlagt i Q4 året før.

 

Forud for udsendelsen skal gennemføres uddannelse og træning sammen med forsvaret. 

 

Det udvalgte personale vil indgå i en særlig ”Frontex patruljebådspulje” som administreres af HR Data og International Tjeneste.

 

Tjenesten består primært af nedenstående opgaver: 

  • Patruljesejlads med henblik på grænseovervågning i det italienske farvand
  • Observation af og melding til de italienske myndigheder om mistænkelige fartøjer i operationsområdet
  • Assistance til de italienske myndigheder ved behov for undersøgelse af fartøjer mistænkt for illegal migration, smugling af narkotika, våben med videre, ulovlig fiskeri og havmiljøforurening
  • Håndtering af søredningsopgaver (primært migranter på overfyldte eller ikke-sødygtige fartøjer)
  • Tilkald til uvarslede opgaver uden for de planlagte patruljesejladser
  • Daglig rapportering efter afsluttet patrulje

 

Kompetencer

Opgaven er overvejende af operativ karakter, og der er under udsendelsen polititaktiske opgaver og søredningsopgaver, som er fysisk og mentalt krævende.

 

Alle ansøgere skal opfylde følgende minimumskrav:

  • Du skal have en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og være Fastansat polititjenestemand
  • Der foretrækkes en tjeneste anciennitet på mindst fem år
  • Bestået seneste tjenesteskydning
  • Engelskkundskaber, der gør ansøgerne i stand til at kommunikere og modtage instrukser på engelsk (niveau B2, jf. den fælles europæiske referenceramme for sprog – CEFR). Besætningsmedlemmernes sprogkundskaber baseres på selvevaluering

 

Desuden vil følgende yderligere kompetencer være en fordel, hvorfor de bør fremgå af ansøgningen:

  • Gastkursus. Dette er et krav for udsendelse, hvorfor ansøgere med dette kursus vil blive prioriteret. Såfremt der udvælges ansøgere uden kurset, vil disse blive tilbudt kurset (to dages varighed) ved Rigspolitiets foranstaltning
  • Kursus i Grænseovervågning i Frontex-koordinerede operationer. Dette er et krav for udsendelse, hvorfor ansøgere med dette kursus vil blive prioriteret. Såfremt der udvælges ansøgere uden kurset, vil disse blive tilbudt kurset (fire dages varighed) ved Rigspolitiets foranstaltning
  • Maritim sikkerhedsuddannelse (MARSIKPOL eller Maritim Grunduddannelse)
  • Vedligeholdt Politifaglig Træning (PFT)
  • Maritim erfaring herunder særligt navigation og udkig
  • Uddannelse og erfaring i grænsekontrol
  • Uddannelse og erfaring i kontrol af pas og andre rejsedokumenter samt skibspapirer

 

Personaleforhold

  • Opmærksomheden henledes på, at de medarbejdere, der allerede er optaget i puljen af besætningsmedlemmer til bidraget, skal søge dette opslag, hvis de fortsat er interesserede i udsendelse til dette bidrag
  • Udvalgte ansøgere bliver indkaldt til en samtale og psykologisk screening forud for endelig godkendelse
  • Der lægges vægt på ansøgerens loyalitet, fleksibilitet, tilpasningsevne samt psykiske og fysiske helbredstilstand
  • På nuværende tidspunkt forudses udsendelse cirka hvert andet år

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Du fastholder din nuværende lønindplacering, ligesom du fastholder din nuværende stationering under udsendelserne. Eventuelle tillæg fastholdes under udsendelsen.

 

Der udbetales time- og dagpenge til dækning af merudgifter som følge af tjenesten i udlandet efter de gældende regler. Beløbet er skattefrit og reguleres løbende.

 

Der ydes herudover under udsendelsen et skattepligtigt merarbejdsvederlag på kr. 1.000 dagligt (marts 2012-niveau).

 

Udsendelsesperioderne for de enkelte besætningsmedlemmer vil normalt have en varighed af cirka otte uger.

 

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.

 

Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

 

Kontakt og ansøgning
Yderligere oplysninger kan fås ved at rette henvendelse til sektionsleder Dea Damkjær Wille, tlf. 4137 3702, e-mail DDW001@politi.dk eller Lene Larsen, tlf. 2495 4109,
e-mail LLA051@politi.dk (mailadresser kan ikke anvendes til ansøgninger).

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet

- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 
 

Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra). 
 

Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev) med de kompetencer, du kan tilbyde.

 

Der skal til ansøgningen vedhæftes en "Påtegning vedr. egnethed ved ansøgning til international udsendelse" fra kredsens HR. Blanketten forefindes på POLintra.

 

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.

 

Ansøgningsfrist: den 8. oktober 2026

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

Der skal til ansøgningen vedhæftes en "Påtegning vedr. egnethed ved ansøgning til international udsendelse" fra kredsens HR. Blanketten forefindes på POLintra.
Ansøgningen skal indeholde din motivation for at søge stillingen, og de kompetencer du kan tilbyde. 
 

Om Frontex

Frontex blev etableret i 2005 med hovedkvarter i Warszawa, Polen, med henblik på at bistå EU/Schengenmedlemslandene med at gennemføre de operationelle aspekter af forvaltningen af de ydre grænser. I 2016 blev Frontex’ mandat styrket og dets rolle blev bl.a. udvidet fra migrationskontrol til grænseforvaltning og et øget ansvar for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. 

 

Frontex blev yderligere reformeret i 2019 med oprettelsen af det stående korps, som i 2027 skal bestå af op til 10.000 grænsevagter og andet relevant personale fra Frontex og medlemslandene, som skal støtte medlemslandene med beskyttelsen af de ydre grænser, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og tilbagesendelse af udlændinge uden lovligt ophold i EU.

 

Medlemmer af det stående korps skal være uddannede og i stand til at udføre relevante opgaver og udøve alle beføjelser i forbindelse med indsættelsen i en Frontex-operation. 

 

De nærmere betingelser fremgår af den operationsplan for en given operation, som Frontex og værtslandet indgår samt retningslinjer fastsat af Frontex og Rigspolitiet fastsætter. 

 

Center for Internationalt Politisamarbejde i Politiområdet har det overordnede strategiske ansvar for samarbejdet med Frontex og varetager opgaven som nationalt kontaktpunkt for Frontex (Nationalt Frontex Point of Contact – NFPOC). Centeret har i den forbindelse ansvaret for den overordnede styring og koordination af det danske Frontex-bidrag. Koncern HR har ansvaret for administrationen af Frontex-puljerne, udtagelse af personale til de konkrete Frontex-operationer og som støttefunktion for det udsendte personale.

 

Yderligere information kan findes på Frontex’ hjemmeside på www.frontex.europa.eu og på siden om Frontex på POLintra.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  08.10.2026
Ansøgningsfrist:  08.10.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid