Jobbeskrivelse
Pb/pa til længerevarende udstationering med Frontex stående korps
Pb/pa til længerevarende udstationering med Frontex stående korps

Pb/pa til længerevarende udstationering med Frontex’ stående korps

Rigspolitiet, Koncern HR, Data og International Tjeneste.

 

Vil du arbejde i et internationalt miljø og være med til at beskytte EU’s ydre grænser? 


Hvis ovenstående virker interessant, har du lige nu muligheden for at søge om at blive en del af Rigspolitiets længerevarende udstationering med Frontex’s stående korps. 

 

Danmark bidrager med personale til Frontex’ stående korps. Det stående korps der både består af, personale fra Frontex og fra medlemslandene, udsendes i kortere og længere perioder til Europas ydre grænser, og i visse tilfælde tredjelande, som Frontex samarbejder med. 

 

Det stående korps har til opgave at bistå i situationer, der kræver øget teknisk og operativ bistand ved de ydre grænser, herunder særligt de lande, der er udsat for et ekstra stort migrationspres. En væsentlig del af arbejdet består derfor i at styrke og beskytte EU’s ydre grænser.

 

Rigspolitiet søger polititjenestemænd til længerevarende udstationering til Frontex med et udgangspunkt på 2 år, med mulighed for forlængelse i yderligere 1 eller 2 år. 

 

Vi søger lige nu polititjenestemænd til to forskellige opstartsperioder: 

  • den ene med udsendelse fra medio/ultimo 2026 og 
  • den anden med opstart fra 1. marts 2027

 

Bemærk, at denne type udstationering ikke skal forveksles med kortvarige udsendelser fra Rigspolitiets andre Frontex-puljer.

 

Udstationeringen vil finde sted til Frontex’ hovedkvarter i Warszawa, hvorfra du vil blive udsendt til en Frontex-operation i lande, som måtte have behov for assistance fra det stående korps. Det er derfor særdeles vigtigt, at du er fleksibel og omstillingsparat af natur, da du skal påregne skiftende, arbejdstider og kollegaer.

 

Rigspolitiet søger konkret følgende profiler:

  • Polititjenestemænd, der skal løse opgaven som Border Guard Officer med opstart i 2026 og 2027.
  • Polititjenestemænd, der skal løse opgaven som Cross-Border Crime Detection Officer med opstart i 2026 og 2027.
  • Polititjenestemænd, der skal løse opgaven som Debriefing Officer med opstart i 2027.


Frontex har fastsat en række krav til ansøgerens grundlæggende kompetencer. Kravene er fastsat i forhold til den profil og de opgaver, som du skal udføre.

 

Profilerne er beskrevet under pkt. 2, pkt. 5 og pkt. 7 i ”Management Board Decision 5/2026 of 20 January 2026 adopting the profiles to be made available to the European Border and Coast Guard Standing Corps for 2027”, som findes via følgende link på Polintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/politifagligt/internationalt_samarbejde/modefora/frontex/Sider/default.aspx (kopier linket og sæt det ind i browseren på POLintra).

 

Kompetencer
For at komme i betragtning til stillingerne, skal have en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og du skal kunne:

  • Besidde viden, færdigheder og kompetencer, som er relevante for de beskrevne profiler.
  • Besidde gode engelskkundskaber både mundtligt og skriftligt, svarende til B2-niveau jf. den fælles europæiske referenceramme for sprog – CEFR. Dette svarer til HF-niveau B med karakteren 7.
  • Det er en fordel hvis du har erfaring med udførelse af grænsekontrolopgaver.

 

Der lægges vægt på din loyalitet, fleksibilitet, tilpasningsevne samt psykiske og fysiske helbredstilstand.

 

I din ansøgning skal det tydeligt fremgå, hvilke relevante kompetencer og erfaring du er i besiddelse af i forhold til den stilling, som du søger. Du kan søge flere af stillingerne med samme ansøgning. I ansøgningen skal der ligeledes være en beskrivelse af dine sproglige, professionelle og personlige kvalifikationer. Hvis du tidligere har været udsendt, eller har 1. linje grænsekontroluddannelse, skal dette ligeledes fremgå.

 

Videre forløb
Såfremt vi vurderer, at du er en egnet kandidat, vil du blive indkaldt til en personlig samtale. Vælger vi at gå videre med din ansøgning, vil du blive indkaldt til en engelsktest og en samtale med en psykolog. Vi opfordrer dig til, at du forbereder dig inden engelsktesten.

 

Hvis vi på baggrund af gennemført interview, engelsktest og psykologscreening vurderer, at du er egnet til udstationering, vil du blive indstillet til Frontex, som træffer den endelige afgørelse. Frontex vil i den forbindelse også gennemføre et interview, som indeholder en screening af dine kompetencer og sprogkundskaber. Den endelige beslutning om udstationering er derfor også afhængig af Frontex’ godkendelse.

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Under udstationeringen vil du bevare din ansættelse hos dansk politi. Du vil fortsat oppebære din danske grundløn i henhold til dit nuværende løntrin efter klassificeringsaftalen. Evt. lokallønstillæg ophører under udstationeringen efter gældende regler.

 

Under udstationeringen oppebæres et ikke-pensionsgivende merarbejdsvederlag på 500 kr. pr. dag for udvidelse af arbejdstiden til 42,5 timer ugentligt og et ikke-pensionsgivende funktionstillæg på 300 kr. pr. dag som kompensation for de ulemper, der er forbundet med udstationeringen. Begge beløb er marts 2012-niveau.

 

Under din udstationering bliver du stationeret tidsbegrænset i Rigspolitiet i 2 år med mulighed for forlængelse i yderligere 1 eller 2 år. 

 

Efter udstationeringen stationeres du på ny i din egen politikreds.

 

Du vil under udstationeringen modtage diæter til dækning af opholds- og leveomkostninger. Diæterne følger Frontex’ takster og udbetales direkte af Frontex.

 

Tilrettelæggelse af tjenestens udførelse – herunder i forhold til arbejdstid og ferieafvikling mv. – fastsættes af Frontex i henhold til Frontex’ regler.

 

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet- og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

 

Der skal til ansøgningen vedhæftes en "Påtegning vedr. egnethed ved ansøgning til international udsendelse" fra kredsens HR. Blanketten findes via følgende link til POLintra: 
https://prodsp2019polintra.politinet.net/politifagligt/internationalt_samarbejde/modefora/frontex/Sider/default.aspx (kopier linket og sæt det ind i browseren på POLintra).

 

Kontakt og ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved at rette henvendelse til Sektionsleder, Dea Damkjær Wille, tlf. 4137 3702, e-mail DDW001@politi.dk, eller Overassistent, Lucas Bek Rasmussen, tlf. 2132 9815, e-mail LRA038@politi.dk (mail kan ikke anvendes til ansøgninger).

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.
-Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
-Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.   
 

Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (kopier linket og sæt det ind i browseren på POLintra). 
 

Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (brev).

 

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.


Ansøgningsfrist: den 18. marts 2026

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger

 

Om Frontex
Frontex blev etableret i 2005 med hovedkvarter i Warszawa, Polen, med henblik på at bistå EU/Schengenmedlemslandene med at gennemføre de operationelle aspekter af forvaltningen af de ydre grænser. I 2016 blev Frontex’s mandat styrket og dets rolle blev bl.a. udvidet fra migrationskontrol til grænseforvaltning og et øget ansvar for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. 

 

Frontex blev yderligere reformeret i 2019 med oprettelsen af det stående korps, som i 2027 skal bestå af op til 10.000 grænsevagter og andet relevant personale fra Frontex og medlemslandene, som skal støtte medlemslandene med beskyttelsen af de ydre grænser, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og tilbagesendelse af udlændinge uden lovligt ophold i EU.

 

Medlemmer af det stående korps skal være uddannede og i stand til at udføre relevante opgaver og udøve alle beføjelser i forbindelse med indsættelsen i en Frontex-operation. 

 

De nærmere betingelser fremgår af den operationsplan for en given operation, som Frontex og værtslandet indgår samt retningslinjer fastsat af Frontex og Rigspolitiet fastsætter. 

 

Center for Internationalt Politisamarbejde i Politiområdet har det overordnede strategiske ansvar for samarbejdet med Frontex og varetager opgaven som nationalt kontaktpunkt for Frontex (Nationalt Frontex Point of Contact – NFPOC). Centeret har i den forbindelse ansvaret for den overordnede styring og koordination af det danske Frontex-bidrag. Koncern HR har ansvaret for administrationen af Frontex-puljerne, udtagelse af personale til de konkrete Frontex-operationer og som støttefunktion for det udsendte personale.

 

Yderligere information kan findes på Frontex’s hjemmeside på http:// www.frontex.europa.eu og på siden om Frontex på POLintra.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.03.2025
Ansøgningsfrist:  18.03.2025
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid