Jobbeskrivelse
Politikommissær til Københavns Politi, EFE, Personfarlig Kriminalitet
Politikommissær til Københavns Politi, EFE, Personfarlig Kriminalitet

Politikommissær til Københavns Politi, EFE, Personfarlig Kriminalitet

 

Københavns Politi søger til Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet 2 en eksekverende politikommissær, som er klar til at gå forrest både i jagten på gerningsmændene til de alvorligste forbrydelser i samfundet, og i motiverende og samlende lederskab af et hold dygtige specialister. 

 

OM STILLINGEN som sektionsleder i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet 2:
Du refererer til afdelingslederen og vil indgå i et ledelsesteam bestående af dig selv og andre politikommissærer, som hver er sektionsleder for egne sektioner. Du vil have et tæt fagligt fællesskab med særligt to af de øvrige politikommissærer og et ledelsesmæssigt fællesskab på tværs af hele teamet. 

 

Afdelingen er organisatorisk én blandt en række i Efterforskningsenheden, som er organiseret under overskriften ”Ét EFE”, hvilket understreger, at enheden skal anses som ét fællesskab omkring de opgaver, der tilfalder den. Med værdierne ordentlighed, tillid og sammenhold som overligger, er de faglige fællesskaber essentielle; man hjælper hinanden, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode – alt sammen med udgangspunkt i borgerne, som skal have den bedst mulige sagsbehandling.

 

Du skal indtil videre forrette tjeneste som sektions- og efterforskningsleder for et hold engagerede specialister, hvor du vil have den daglige ledelse af medarbejderne. De faglige opgaver spænder bredt og har ofte karakter af projektbaseret efterforskning inden for en bred sagsportefølje, men i særdeleshed inden for drab og brandsager. Du skal dog være beredt på også at håndtere øvrige sagstyper, som falder inden for afdelingens samlede opgaveløsning, hvor man gerne hjælper hinanden på tværs. 

 

Du skal med baggrund i interne retningslinjer lede efterforskningen i sektionens sager og ud fra anmeldelser, efterretninger og Københavns Politis strategier kunne iværksætte efterforskninger i dem, som falder inden for porteføljen. Det er en forventning, at du er i stand til at kvalitets- og legalitetssikre sager og behandlingen heraf, ligesom du skal visitere henvendelser og anmeldelser og sørge for den relevante sagsbehandling såvel som iværksættelsen af de nødvendige efterforskningsskridt. Du skal disponere og i relevante tilfælde foretage udrykning til gerningssteder. 

 

Du har som politikommissær ansvaret for de opgaver, der tilfalder din sektion, ligesom du også kan få ansvaret for tværgående opgaver og i enkelte tilfælde vil skulle agere på afdelingslederniveau i afdelingslederens fravær. Du har herudover ansvaret for at tage hånd om trivslen og arbejdsmiljøet for særligt de medarbejdere, som du er personaleleder for men også bidrage positivt hertil på tværs af afdelingen. En essentiel del af dette forventes at blive et vedvarende arbejde med den gode kultur og det positive fællesskab på arbejdspladsen.  

 

Herudover har du ansvaret for koordineringen og prioriteringen af sektionens efterforskninger og optimal udnyttelse af de tilgængelige ressourcer.

 

Om dig i Personfarlig Kriminalitet  
Du har viden, interesse og erfaring med både fremadrettet og bagudrettet efterforskning af større og komplicerede sager, hvor du hurtigt formår både at skabe overblik, struktur og sætte retning. Du har erfaring med og er i stand til at iværksætte almindelige såvel som mere specialiserede straffeprocessuelle tvangsindgreb, ligesom du er opsøgende og nysgerrig på nye efterforskningsmetoder.

 

Du er villig til at gå forrest og tage ansvar for de opgaver og efterforskninger, der tilgår dig, og du arbejder struktureret og metodisk med fokus på høj kvalitet i opgaveløsningen. Du arbejder vedholdende og fokuseret med langvarige efterforskninger, og har en høj grad af personlig integritet, fortrolighed og selvstændighed. Du har en høj eksekveringsevne med øje for det uopsættelige og den nødvendige hastighed i særligt efterforskningerne af de alvorligste forbrydelser. 

 

Det er en forudsætning, at du har en stærk helhedsforståelse, gode samarbejdsevner og forståelse for den tværgående opgaveløsning og bidrager positivt til løsningen af de fælles mål både i sektionen, afdelingen og enheden. Du skal herudover være i stand til også at samarbejde med ledere i Københavns Politis andre enheder. 

 

Du har formodentlig erfaring med de Nationale Standarder for Drabsefterforskning og som minimum lysten til at blive klogere herpå.

 

Du er en dygtig, samlende og motiverende personaleleder, som ikke går af vejen for den svære samtale eller at arbejde vedvarende med den gode kultur og det positive fællesskab – alt med arbejdsmiljøet og trivslen for øje. 

 

Du skal herudover kunne spejle dig selv i Efterforskningsenhedens værdier og kultur, hvor man hjælper hinanden – også på tværs af enheder, man kan stole på hinanden og man spiller hinanden gode.

 

GENERELT OM STILLINGEN SOM POLITIKOMMISSÆR
Ansvarsområde og referenceforhold fastsættes lokalt på niveauet ”ledelse af medarbejdere”, jf. ledelsesgrundlaget. Der refereres som udgangspunkt til en af linjens vicepolitiinspektører.

 

Du har som politikommissær ansvaret for de politimæssige opgaver i politikredsen inden for dit ansvarsområde, og du skal sikre, at politiopgaverne i din enhed udføres effektivt og i overensstemmelse med den gældende lovgivning samt de fastsatte mål- og resultatkrav for politikredsen.

 

Du skal med blik for hele organisationen omsætte de strategiske prioriteringer til meningsfulde mål for de medarbejdere, du har ansvaret for. Du skal sikre, at der til stadighed opbygges effektive arbejdsprocesser, som skaber resultater med høj kvalitet til tiden og med særligt fokus på samfundet og borgerne.

 

Du udøver dine ledelsesopgaver gennem medarbejderne i din enhed.

 

GENERELT OM DIG SOM POLITIKOMMISSÆR
Du har en politifaglig uddannelse, har bestået Lederforløb 1, jf. de til enhver tid gældende krav til politiledere og har gerne erfaring fra flere områder. Læs om Lederudvikling på POLintra. 

 

Du er reflekteret, rummelig og relationel som en helt naturlig del af din ledelsesstil.

 

Du skal evne at omsætte de strategiske indsatser til operative mål for dit ansvarsområde.

 

Du skal have gode analytiske, samarbejds- og kommunikationsevner, ligesom du skal have god organisationsforståelse.

 

Din ledelsesstil skal være udviklings- og resultatorienteret samt kendetegnet ved et helhedsorienteret fokus på opgaveløsningen. Du skal formå på kompetent vis at sætte disse kompetencer i spil, således at der i din enhed og på tværs af politikredsen skabes synergi samt arbejdes sammenhængende med langsigtede mål. 

 

I udvælgelsesprocessen vil det blive vurderet, i hvor høj grad, du lever op til de kompetencekrav, der stilles til medarbejderlederniveauet i ledelsesgrundlaget og supplementet om de personlige lederegenskaber. 

 

Du kan i nogle tilfælde efter konkret vurdering konstitueres, hvis du mangler føringsuddannelser, som er planlagt eller kan planlægges gennemført inden for et år. En konstitutionsperiode vil normalt udgøre højst et år. 

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse snarest muligt.

 

Lønnen er efter gældende lederklassificeringsaftale. Den aktuelle månedsløn som politikommissær i lønramme 33 med et årligt tillæg på kr. 39.300 (marts 2012) udgør i alt kr. 45.220.

 

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.

 

Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

 

Du bliver stationeret indtil videre i Københavns Politi, og du skal forrette foreløbig tjeneste i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet 2. 

 

Der vil i udgangspunktet være tale om dagtjeneste i civil påklædning, men du skal forvente at blive tilkaldt også uden for den sædvanlige arbejdstid, ligesom overarbejde og arbejde på skæve tidspunkter vil forekomme. Hertil kan enkelte opgaver kræve anvendelse af den udleverede uniformering. 

 

Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte René Gaardsvig på tlf. 5135 8694. 

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 

 

Se eventuel vejledning på POLintra: 
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx 
(tag kopi af link og sæt det ind i browseren på POLintra). 
 

Du skal vedhæfte CV, en motiveret ansøgning (følgebrev) og evaluering til ansøgt chargeret stilling (førlederevaluering er ikke tilstrækkelig). Evalueringen må højst være et år gammel.
 

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau, bedes du oprette dokumentation herfor.

 

Er du udnævnt politikommissær i forvejen, er evaluering ikke nødvendig, da du kan rokeres.

 

Ansøgningsfrist: den 2. marts 2026

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  02.03.2026
Ansøgningsfrist:  02.03.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Politi
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid