Vil du være med til at sikre, at politiets ressourcer anvendes bedst muligt? Har du lyst til at arbejde med økonomistyring, analyser og udvikling i en central stabsfunktion, hvor du er med til at skabe beslutningsgrundlag for ledelsen og understøtte økonomistyringen på tværs af dansk politi? Så er du måske vores nye kollega i sektionen Kredsøkonomi og Dataanalyse.
Om jobbet
Rigspolitiets Koncernøkonomi søger økonomimedarbejdere til sektionen Kredsøkonomi og Dataanalyse i Center for Økonomistyring og Analyse.
Hos os bliver du en del af et fagligt stærkt miljø, hvor vi arbejder med økonomistyring og økonomiske analyser for dansk politi. Vi understøtter politikredsene og Rigspolitiets ledelse med økonomiske analyser, budgetopfølgning og beslutningsoplæg, der bidrager til, at politiets ressourcer anvendes bedst muligt. Stillingen giver dig mulighed for at arbejde bredt med økonomistyring i en central stabsfunktion med mange samarbejdsflader til hele organisationen.
I de kommende år står politiet over et større forandringsprojekt med implementeringen af en fælles budget- og rapporteringsløsning for hele politiet, som vil ændre måden, vi arbejder med budgettering, rapportering og økonomistyring på. Projektet vil indebære nye arbejdsgange, standardisering af processer og udvikling af fælles løsninger på tværs af politiet. Samtidig vil der være behov for tæt samarbejde mellem økonomi, IT, HR og ledelse, og projektet vil strække sig over flere år.
Du får mulighed for at være en del af dette udviklingsarbejde og være med til at forme fremtidens økonomistyring i politiet.
Dine arbejdsopgaver kan blandt andet omfatte:
- at være økonomisk kontaktperson for to til tre politikredse og understøtte kredsenes budgetlægning og budgetopfølgning, hvor der bidrages til politiets samlede udgiftsopfølgning
- arbejde med økonomistyring af politiets strafferetsplejeydelser, herunder fx ydelser politiet køber hos de retsmedicinske institutter til brug for efterforskning, samt andre aftalestyrede udgifter
- udarbejdelse af ledelsesinformation, beslutningsoplæg og økonomiske analyser fx baseret på politiets tidsregistrering på aktiviteter og personaleprognoser
- bidrag til besvarelse af høringer, folketingsspørgsmål og pressehenvendelser på økonomiområdet
- systemvedligehold af politiets nuværende budgetsystem SAS FM, hvor vi er forretningsejere og hjælper økonomimedarbejderne med budgetindtastning, rapportopsætning mv.
- deltagelse i tværgående udviklingsprojekter og forbedring af budgetprocesser og styringsværktøjer.
Vores nye kollega
Vi lægger vægt på, at du er engageret og har styr på detaljerne. Vi forestiller os, at du:
- har en relevant videregående uddannelse, eksempelvis cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol., cand.merc. eller lignende
- gerne har erfaring fra en lignende stilling i staten eller en anden offentlig organisation
- har erfaring med økonomistyring, budgetopfølgning og økonomiske analyser
- har interesse for data, gode Excel-kompetencer og fx kender til Power BI - og kan omsætte analyser til brugbare beslutningsgrundlag
- har erfaring med eller interesse for at koordinere tværgående processer og forandrings- og udviklingsprojekter
- formulerer dig klart og præcist – både skriftligt og mundtligt
- trives med samarbejde og kan skabe gode relationer på tværs af organisationen.
Det vil derudover være en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med Statens Budgetsystem (SBS) eller andre af de fælles statslige løsninger.
Din nye arbejdsplads
Du bliver en del af sektionen Kredsøkonomi og Dataanalyse i Center for Økonomistyring og Analyse, hvor vi er 18 engagerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde.
Hos os bliver du en del af en arbejdsplads med høj faglighed, variation i opgaverne og en uformel omgangstone. Vi lægger vægt på sparring, samarbejde og faglig udvikling, og du får et grundigt introduktionsforløb, så du kommer godt fra start. Der er gode muligheder for at udvikle sig både i Koncernøkonomi og i resten af politiet.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.Du bliver ansat som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent afhængigt af dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted er Polititorvet 14, 1780 København V.
Hele Rigspolitiet planlægges frem mod 2028 at blive samlet med adresse på Frederikskaj, København SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid
Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Ida Kimer-Jørgensen på telefon 20 52 48 33. Du finder mere generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis i pdf-format.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.
Ansøgningsfrist: 20. august 2026
Vi afholder løbende samtaler.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
København V