Vil du arbejde med økonomistyring i en spændende organisation, som spiller en vigtig rolle i samfundet, og hvor der samtidig er stor politisk bevågenhed? Så skal du søge denne stilling og blive vores nye kollega.
Om jobbet
Rigspolitiets Koncernøkonomi søger en ny kollega til Center for Økonomistyring og Analyse. Du vil blive ansat i sektionen for Økonomistyring.
Du bliver medarbejder i en sektion med fokus på Rigspolitiets egen økonomi, hvor vi blandt andet understøtter områdeledelserne med økonomistyringen. Det er vores mål at skabe en gennemsigtig og sammenhængende styring af politiets økonomi på tværs af Rigspolitiets områder samt sikre, at politiets økonomi og ressourcer anvendes bedst muligt. Herudover skal vi sikre, at Rigspolitiet og kredsene har et fyldestgørende kontrolmiljø og de nødvendige administrative retningslinjer.
Dine ansvarsområder vil omhandle:
- Medvirke til økonomistyring af Rigspolitiets områder
- Tilsyn og kontrol
- Administrative retningslinjer
- Koordinere og besvare henvendelser til sektionens funktionspostkasser
- Diverse ad hoc opgave
Om dig
Vi forventer, at du tager ansvar for dine opgaver, at du selvstændigt og i samarbejde med kollegaer kan nå i mål med opgaverne, har gode kommunikative kompetencer og er analytisk velfunderet.
Derudover lægger vi vægt på, at:
- du kan både have en professionsbachelor eller bachelor
- du har viden om og gerne erfaring fra økonomistyring i staten eller anden offentlig myndighed
- du formår at formidle klart og præcist både på skrift og i tale og kan anskueliggøre komplekse problemstillinger til forskellige modtagere og niveauer i organisationen
- du er serviceminded og kan indgå i et konstruktivt samarbejde med andre og på tværs af fagområder
- du trives med en blanding af opgaver med korte deadlines og længerevarende ad-hoc opgaver og lægger vægt på kvalitet og rettidighed i leverance
Om os
Hos os bliver du en del at en stor og spændende arbejdsplads med fagligt engagerede medarbejdere, hvor tonen er uformel og humoristisk. I Center for Økonomistyring og Analyse er vi 16 medarbejdere, to sektionschefer og en centerchef. Der er gode udviklingsmuligheder både i Koncernøkonomi og i resten af politiet, og med stillingerne følger et bredt indblik i økonomistyring i en større organisation og i arbejdet i en politisk styret organisation med kort afstand til den øverste ledelse. Ved opstart sørger vi for et introforløb, hvor du vil blive grundigt oplært i centrets opgaver, økonomisystemer og processer. Tempoet kan til tider være højt, og opgaverne er omskiftelige og udfordrende, men vi hjælper hinanden i hverdagen, hvor arbejdsglæde og fagligt engagement spiller en væsentlig rolle i opgaveløsningen.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret på baggrund af kvalifikationer.
Ellers bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Stillingen er på 20 timer ugentligt.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted bliver på Polititorvet 14, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte fungerende sektionsleder for Økonomistyring Erik Hjeresen på telefon 51182341 Du finder mere generel information om politiet på www.politi.dk og politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingerne uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Samtaler forventes afholdt løbende.
Ansøgningsfrist: den 22. juli 2025.
Ansættelsestidspunkt vil afhænge af sikkerhedsgodkendelsens tidsramme
Rigspolitiet
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
København V