Jobbeskrivelse
Socialfaglig profil søges til Forebyggelsesafdelingen i Københavns Politi til Ungescreeningen
Socialfaglig profil søges til Forebyggelsesafdelingen i Københavns Politi til Ungescreeningen

Vil du være en del af, at hjælpe børn og unge ud af kriminalitet, ved at screene, analysere og udarbejde henvisninger til Ungdomskriminalitetsnævnet? Er du god til at identificere risikofaktorer og er ungdomskriminalitet noget, der interesserer dig, samtidig med, at du er skriftligt dygtig, god til at analysere og kan arbejde systematisk? Så skal du være en del af Ungescreeningen i Sektionen for forbyggende screening. 

 

Om stillingen

Du vil indgå i Sektionen for forebyggende screening i Forebyggelsesafdelingen, hvor du skal være med til, at screene og henvise sager til Ungdomskriminalitetsnævnet. Du vil blive en del af et team bestående af to administrative medarbejdere og tre socialfaglige medarbejdere, hvoraf du vil være den ene. Som socialfaglig medarbejder i teamet vil du indgå i den daglige drift, hvor nogle af dine arbejdsopgaver vil bestå i, at identificere og analysere oplysninger om børn- og unge, som har personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet. Der vil endvidere være samarbejde med interne og eksterne kollegaer. 

 

Screeningsarbejdet indebærer ikke kontakt med børnene/de unge eller familie/værger, idet screeningerne tager udgangspunkt i de informationer om de unge, som er tilgængelige i politiets systemer. Screeningsindsatsen vil være dit primære arbejdsområde, men det forventes, at du kan påtage dig andre opgaver. 

 

Dine arbejdsopgaver indebærer hovedsagligt: 

  • Screening og risikovurdering af sager og information om den unge
  • Afklaring af strafpåstande og bevisbyrde i straffesager
  • Udarbejdelse af henvisninger og øvrig dokumentation til Ungdomskriminalitetsnævnet
  • Samarbejde med politiets sagsbehandlere i straffesagerne for afklaring og kvalificering af den konkrete sag
  • Samarbejde med kommunerne og Ungdomskriminalitetsnævnets sekretaria
  • Afholde oplæg for kollegaer under uddannelse til politibetjente
  • Bidrage til udviklingen af området med interne og eksterne samarbejdspartnere
  • Screening og udfærdigelse af niveausager på unge med kriminalitetsrisikoadfærd til SSP

 

Vores nye kollega

Vi forestiller os, at du: 

  • Er socialrådgiver med viden om, og erhvervsmæssig erfaring inden for arbejdet med udsatte og kriminalitetstruede børn og unge
  • Kan identificere risikofaktorer for kriminalitet
  • Har gode skriftlige evner og er vant til at udarbejde dokumentation
  • Kan arbejde selvstændigt og samtidig kan se styrken i at arbejde sammen på tværs af opgaver og fagligheder
  • Trives med rutineprægede opgaver
  • Formår, at overholde tidsfrister og arbejde struktureret
  • Trives i et mindre team
  • Sektionens andre medarbejdere er præget af et højt drive, motivation og interesse for deres fagområder, og vi forventer den samme indstilling af dig. 

 

Vi tilbyder en unik mulighed for at være med til præge politiets kriminalitetsforebyggende arbejde. 

 

Om os

Københavns Politi er Danmarks største politikreds med ansatte fordelt på politiuddannede medarbejdere, administrative medarbejdere, jurister, akademikere og servicemedarbejdere. Vi varetager en lang række funktioner, der har afgørende betydning for byens sikkerhed og borgernes tryghed. Det stiller særlige krav til vores ca. 3000 medarbejdere, der skal løfte denne centrale samfundsopgave.

 

Forebyggelsesafdelingen består af fire sektioner, der arbejder tæt sammen. Vores størrelse på 60 medarbejdere gør, at vi kender hinanden, hvilket er en fordel, da vi ofte sparrer med hinanden for at løfte vores opgaver bedst muligt. Ligeledes trives vi med hinanden under såvel formelle som uformelle aktiviteter. De fire sektioner er forskellige,men tilbyder alle en bred pallette af arbejdsopgaver. Du får derfor en unik mulighed for at arbejde selvstændigt i et lille team, men også at indgå i samarbejde på tværs af afdelingen.

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på  www.jobipolitiet.dk.

 

Løn- og ansættelsesvilkår 

Du bliver ansat på den til enhver tid gældende organisationsaftale for socialrådgivere i staten. 

 

Du bliver ansat på fuld tid svarende til 37 timer ugentligt inklusiv frokost. 

 

Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse på Politigården,1567 København V.

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. 

 

Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.

 

Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Toke Lund på tlf. 93500760. 
 

 

Når du søger en stilling i Politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i Politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.

 

Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format. 

 

Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.

 

Ansøgningsfrist d. 2 oktober 2026. 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  02.10.2026
Ansøgningsfrist:  02.10.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Politi
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid