Jobbeskrivelse
Studentermedhjælpere til økonomistyring i Rigspolitiet
Studentermedhjælpere til økonomistyring i Rigspolitiet

Har du lyst til at prøve kræfter med økonomistyring i en af landets mest spændende organisationer med stor samfundsmæssig betydning og offentlig bevågenhed? Rigspolitiets Center for IT- og Projektøkonomi søger to studentermedhjælpere, der skal bidrage til og understøtte centerets opgaveløsning.

Hvad kan du forvente af stillingen hos os?
Som vores nye medarbejder bliver du en del af Rigspolitiets Center for IT- og Projektøkonomi, som har ansvaret for understøttelsen af økonomistyringen af politiets største udviklingsprojekter samt politiets it-organisation. Det er vores mål at skabe en gennemsigtig og sammenhængende styring af økonomien, samt sikre, at politiets økonomi og ressourcer anvendes bedst muligt. 

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå i, at:

•    Understøtte økonomistyringen i centeret – fx udføre udgiftskontroller på projekter, udarbejde om-posteringer og afstemme budgetter.
•    Klargøre og analysere data af politiets ressourceforbrug 
•    Udarbejde skriftlige afrapporteringer om finansielle kontroller i samarbejde med øvrige kollegaer i centeret
•    Gennemføre mindre økonomiske analyser af udvalgte projekter eller initiativer
•    Varetage systemmæssige opgaver, herunder opdatering af rapporter mv.

Om os
Center for IT- og Projektøkonomi er et center i Rigspolitiets Koncernøkonomi, som har til opgave at sikre god styring og en effektiv anvendelse af de økonomiske midler i politiet til it og projekter. Politiets projekter og it-systemer har stor politisk bevågenhed og er en vigtig byggesten for politiets samlede virke. Du vil derfor være en del af de højst prioriterede og strategiske områder for Rigspolitiet. Centeret består af ca. 25 medarbejdere, hvor tonen er uformel og humoristisk. Vi er en del af en stor og dynamisk arbejdsplads, hvor vi har tæt samarbejde med andre områder af Rigspolitiet og dansk politi for at opnå vores mål og visioner. 

Vores forventninger til dig
Vi forestiller os, at du er studerende på en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse, men dette er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har interesse og flair for økonomi og data. 

Du har et stort engagement og et godt humør. Du er fagligt nysgerrig med en stor trang til at lære og finde løsninger der virker, ligesom du har lyst til at bidrage til det positive arbejdsmiljø.

Du arbejder struktureret, og det falder dig naturligt at have stort fokus på detaljer. Du har lyst til at arbejde med økonomi i en stor offentlig organisation og styringen heraf.
 
Du har gode kundskaber i Microsoft Excel, og har lyst til at lære politiets økonomisystemer at kende.

Løn- og ansættelsesvilkår
Den ugentlige arbejdstid er ca. 15 timer. Arbejdstiden aftaler vi sammen – også når det gælder behov for eks. mindre arbejde i forbindelse med eksamensperioder.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted er Polititorvet 14, 1567 København V. Du vil primært arbejde fra denne lokation, men må også påregne at have arbejdsdage på en af vores andre lokationer i enten Ejby (Glostrup) eller på Frederikskaj (København S). 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.

Kontakt 
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Kim Elkjær Sørensen på telefon 21 15 47 20. Du finder mere information om politiet på www.politi.dk og politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk. 

Ansøgning
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 22. november 2026. 

Vi forventer at afholde samtaler: Vi indkalder løbende til samtaler og forventer senest at have afholdt samtaler i uge 48-50.  

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 14 politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi sørger for, at politiet har de rette rammer for politiets arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  22.11.2026
Ansøgningsfrist:  22.11.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Deltid