Forebyggelsesafdelingen i Københavns Politi søger en engageret og fagligt nysgerrig studentermedhjælper til 15 timer om ugen. Vil du have et studiejob, hvor du får indblik i politiets arbejde og samtidig arbejde med konkrete sager, der gør en forskel for unge?
Vi søger en studerende, som har lysten og evnerne til at lære og udvikle sig samt begå sig med kolleger, som har det til fælles, at de arbejder med sager, som ofte handler om mennesker i belastede situationer.
Hos os får du mulighed for at omsætte det, du lærer på dit studie, til praksis og samtidig få et unikt indblik i arbejdet i politiet. Du bliver en del af Sektionen for forebyggende screening i Forebyggelsesafdelingen, hvor vi arbejder med screening og forebyggelse af forskellige kriminalitetsarter
Om stillingen
Som studentermedhjælper i Forebyggelsesafdelingen får du et spændende, udviklende og ansvarsfuldt job på en dynamisk arbejdsplads. Dit job vil bestå af alsidige og udfordrende opgaver med fokus på høj faglighed og kvalitet, som giver dig praktisk erfaring med forebyggelsesarbejdet i politiet. Arbejdet består primært i den administrative del i udarbejdelsen SSP-enkeltsager, der udgør det centrale grundlag for samarbejdet med skole, kommune og politi. Andet almindeligt administrativt arbejde vil også forekomme.
En del af et spændende miljø
Du bliver en del af et fagligt stærkt og uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor der er plads til spørgsmål, nysgerrighed og sparring. Vi har et godt socialt fælleskab på tværs af studerende, politifaglige og civile medarbejdere, og du vil derfor få mulighed for at lære af kollegaer med forskellige faglige baggrunde. Vi forventer, at du med tiden kan arbejde selvstændigt, men du vil aldrig stå alene med opgaverne.
Om dig
Vi forestiller os, at du er en fagligt velfunderet studerende, som er god til at arbejde selvstændigt og struktureret og har lyst til at bruge dit studie i en praktisk virkelighed. Vi ser gerne, at du har bestået dit første år af studiet, hvor du evt. læser jura, socialrådgiver, statskundskab, kriminologi, sociologi, eller offentlig administration, men din uddannelsesretning er ikke afgørende.
Tidligere erhvervserfaring med sagsbehandling, myndighedsarbejde eller forvaltningsret vil være en fordel, men dette er ikke et krav. Har du interesse for kriminalitetsforebyggelse og offentlig forvaltning er det bestemt et plus.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Ugentlig arbejdstid udgør gennemsnitligt 15 timer. Arbejdstiden aftaler vi sammen – også når det gælder behov for eks. mindre arbejde i forbindelse med eksamensperioder.
Som studentermedhjælper bliver du ansat som timelønnet.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse Politigården,1567 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Politikommissær Toke Bischoff Lund på tlf. 93500760.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk
Når du søger en stilling i Politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i Politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis samt indskrivningsbevis for nuværende uddannelse. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist den 29 september 2026
København V