Er du maskinmester, ingeniør, el-installatør eller tilsvarende, og har du solid erfaring inden for teknik og Facility Management? Har du lyst til at sætte dit præg på udviklingen af hard-FM i en kompleks ejendomsportefølje?
Rigspolitiet står over for en markant udvikling af vores fysiske rammer. De kommende år samlokaliseres Rigspolitiet på Frederikskaj i Københavns Sydhavn, og vi implementerer nye FM-aftaler, og styrker den digitale og datadrevne understøttelse af vores ejendomme.
Derfor søger vi en udviklingsorienteret hard FM-ansvarlig med stærke tekniske kompetencer, som kan være med til at sikre, udvikle og optimere inden for bygningsteknik og vedligehold.
En rolle med stor indflydelse
Du bliver en central del af Center for Ejendomme, hvor du får ansvar for at udvikle og koordinere den tekniske Facility Management-aftale på tværs af organisationen. Rollen kombinerer drift, udvikling og projektledelse, og du får stor mulighed for at påvirke, hvordan vi leverer fremtidens bygningstekniske løsninger.
Du bliver samtidig bindeled mellem brugere, leverandører og interne samarbejdspartnere og får en vigtig rolle i at omsætte tekniske løsninger til effektive, brugervenlige og værdiskabende FM-services.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at:
• koordinere og kvalitetssikre tekniske FM-leverancer
• stå for kontrakt- og leverandørstyring på det tekniske område
• være teknisk sparringspartner for kolleger og interessenter – også på tværs i hele dansk politi
• udvikle og implementere nye FM-koncepter og serviceleverancer
• lede eller deltage i udviklingsprojekter og forandringsprocesser
• en central rolle i arbejdet med kontinuitetsplanlægning og nødstrømsforsyning
• optimere arbejdsgange, processer og samarbejdsmodeller
• understøtte digitalisering og datadrevet Facility Management
• samarbejde tæt med brugere, leverandører og øvrige interessenter
En organisation i forandring
De kommende år bliver afgørende for udviklingen af Rigspolitiets Facility Management.
Vi arbejder blandt andet med:
• implementering af nye FM-kontrakter fra 2027
• digitalisering og dataunderstøttet styring
• udvikling af moderne service- og driftskoncepter
• stærke samarbejdsrelationer med leverandører og brugere
• Samlokalisering af Rigspolitiet på Frederikskaj
Du får derfor mulighed for at sætte et synligt aftryk på udviklingen af Facility Management i en organisation med stor samfundsmæssig betydning.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant teknisk uddannelse som eksempelvis:
• maskinmester
• ingeniør
• el-installatør
• bygningskonstruktør
Derudover har du erfaring med Facility Management – gerne fra en større eller kompleks organisation – og trives med både udvikling og drift.
Har du også erfaring med fysisk sikkerhed og samspillet mellem daglig drift og høje krav til sikkerhed, er det bestemt et plus.
Vi lægger især vægt på, at du
• har solide tekniske kompetencer og kan omsætte dem til gode løsninger
• har erfaring med tekniske installationer og bygninger
• har erfaring med kontrakt- og leverandørstyring
• har interesse for projektledelse og forandringsprocesser
• arbejder struktureret og er en stærk samarbejdspartner, som skaber fremdrift og relationer på tværs af organisationen
• kommunikerer klart og skaber tillid hos både brugere og leverandører
• tager ansvar og følger opgaver helt til dørs.
Kørekort (kategori B) er en fordel.
Din nye arbejdsplads
Du bliver en del af Sektionen Ejendomme og Projekter i Center for Ejendomme.
Vi arbejder med Facility Management, byggeprojekter og fysisk sikkerhed og har ét fælles mål: at skabe moderne, sikre og velfungerende rammer, som understøtter Rigspolitiets kerneopgaver.
Du bliver en del af et engageret team med høj faglighed, stor hjælpsomhed og en uformel omgangstone.
Vi tilbyder
Hos os får du mere end et spændende job. Du får mulighed for at være med til at udvikle fremtidens Facility Management i Rigspolitiet.
Vi tilbyder blandt andet:
• en central rolle med stor faglig indflydelse
• spændende udviklingsprojekter med stor samfundsmæssig betydning
• en varieret hverdag med både strategiske og operationelle opgaver
• et stærkt fagligt miljø med dygtige og engagerede kolleger
• gode muligheder for faglig og personlig udvikling
• fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet og dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1780 Kbh. V. Stillingen er normeret til 37 ugentlige arbejdstimer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Marianne Sterlie, telefon 21367951 eller på e-mail: mst084@politi.dk. Vi gør opmærksom, at ansøgninger IKKE modtages via e-mail. Du kan finde mere information om politiet på www.politi.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Alle dokumenter skal uploades i pdf-format.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist : d. 26. august 2026.
Vi forventer at afholder samtaler i uge 36.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.
København V