Jobbeskrivelse
Udviklingskonsulent til politiets it-organisation
Udviklingskonsulent til politiets it-organisation

Vil du være med til at sikre en stærk start for nye kollegaer i Rigspolitiets Koncern IT? Vi søger en udviklingskonsulent, der skal stå i spidsen for en bred vifte af udviklingsinitiativer på tværs af Koncern IT. Din første store opgave bliver at udvikle og gennemføre en ny onboardingproces, der skal sikre, at vi kan byde en stor gruppe nye medarbejdere velkommen i en organisation i vækst og forandring.

Varierede arbejdsopgaver tæt på topledelsen
Hos os vil du få en afvekslende hverdag med et højt arbejdstempo og varierende opgaver, som i et vist omfang også vil kunne formes afhængigt af dine kompetencer og interesser. Du vil få en bred berøringsflade på tværs af Koncern IT og vi ser for os, at du over tid bliver understøttende for organisationsudviklingen generelt.

Gennem tæt samarbejde med topledelsen og centercheferne kommer du således til at arbejde med en bred palette af udviklingsopgaver med alt hvad det indebærer hele vejen fra idé til, at forandringen virker i praksis. F.eks. ift. at udvikle og forankre vores HR- og ledelsespraksisser på alle ledelsesniveauer for at understøtte Koncern IT, som en god arbejdsplads. Forandringerne er mange, store og spændende, og det er kun din egen ambition, der sætter grænser for, hvor vi skal bevæge os hen - du kan altså ikke komme ind i organisationen på et bedre tidspunkt.

Skab rammerne for en god start
Koncern IT har i 2025 implementeret en ny og mere forretningsvendt organisering, og vi står nu over for en større rekrutterings- og onboardingsproces inden vi i starten af næste år begynder at flytte organisationen til nye moderne lokaler i Københavns sydhavn. Det betyder, at vi løbende skal byde mange nye kollegaer velkomne på tværs af Rigspolitiet i 2025 og 2026, hvor din første store opgave vil blive at drive den kommende onboardingsproces og hjælpe med at få vores nye kollegaer godt integreret, så de får den bedst mulige start i en organisation i udvikling.

Onboardingen sker selvfølgelig i tæt samarbejde centrene i Koncern IT, vores HR-område og andre parter, men du vil være drivende ift. at skabe en professionel og motiverende onboardingoplevelse, der understøtter både den enkelte medarbejders start og Koncern IT’s samlede udvikling. Dette indebærer bl.a. at samle, strømline og udvikle onboardingmateriale, planlægge introduktionsforløb, facilitere workshops og skabe en rød tråd, så nye medarbejdere møder en sammenhængende og imødekommende organisation.


Struktureret og selvstændigt arbejdende 
Du har en relevant akademisk baggrund på kandidatniveau og relevant erfaring fra stat, kommune, eller anden større offentlig myndighed; en større privat virksomhed eller lignende. Dog er din interesse for organisationsudvikling generelt og din ambition om at påvirke vores organisation, det vi vægter højest.

Du har fremragende skriftlige kompetencer og kan med din skarpe pen fremhæve essensen af komplekst materiale og præsentere det for diverse grupper af beslutningstagere og interessenter. Du trives med det tværfaglige samarbejde, hvor du gør brug af dine kollegaers viden og forskellige fagligheder i din opgaveløsning, ligesom du har gode samarbejdsevner på alle organisatoriske niveauer. Du trives med at arbejde i en organisation, der har stor politisk bevågenhed, og du er god til at sætte dig ind i de komplekse sammenhænge, som er en præmis for vores arbejde.

Du er løsningsorienteret og serviceminded, arbejder struktureret og selvstændigt, og det falder dig naturligt at tage ansvar for dine opgaver – også når du er nødt til at udfordre et paradigme eller en beslutning. Du ved, hvornår du kan udfordre og hvornår, du i stedet skal eskalere en beslutning til din ledelse. Derudover skal du sætte pris på en alsidig og fagligt udfordrende hverdag.


Dit nye hold
Du vil referere til sektionslederen for Forretningsudvikling og Ressourcestyring, som er organisatorisk forankret i Center for Styring. Vores kultur er præget af uhøjtidelighed, gensidig faglig respekt, sparring og tæt samarbejde i en travl og ofte uforudsigelig hverdag, hvorfor det er afgørende, at du både fagligt og socialt ser dig som en del af et team


Ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret på baggrund af dine kvalifikationer.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Koncern IT, primært på Polititorvet 14, og senere i vores nye lokaler i Københavns sydhavn.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan bibeholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid. 

Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Johannes Vejbæk Jepsen på 23743157. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 43 og 44.


Ansøgningsfrist: d. 19. oktober 202

 

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  19.10.2025
Ansøgningsfrist:  19.10.2025
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid