Er du typen, der kan skabe overblik og se sammenhænge i et ofte kompliceret materiale? Vil du have et meningsfyldt og udviklende arbejde, hvor du bidrager til indsatsen mod kriminelle, der begår virksomhedsrelateret kriminalitet?
Så har du nu muligheden for at blive en del af en faglig stærk sektion hos Købehavns Vestegns Politi, hvor du skal bidrage til efterforskning af anmeldelser fra bl.a. andre offentlige myndigheder.
Om jobbet
Som led i en politisk aftale styrker Københavns Vestegns Politi indsatsen mod økonomisk kriminalitet og søger derfor medarbejdere til Sektionen for Økonomisk Kriminalitet.
I Sektionen for Økonomisk Kriminalitet kommer du til at efterforske sager om virksomhedsbaseret kriminalitet, så som svindel med tilskudslovgivning, hvidvask og moms- og skatteunddragelse. Arbejdet kræver stor faglighed og stærkt samarbejde, og du vil derfor komme til at arbejde tæt sammen med et team af faglige nøglepersoner og erfarne efterforskere, ligesom du vil modtage relevant oplæring og løbende sparring.
Du skal bidrage til at skabe retning og sikre fremdrift i den daglige opgaveløsning herunder ved at styrke det tværfaglige samarbejde mellem politiuddannede og civile samt ved at skabe sammenhæng mellem forskellige faggruppers perspektiver og arbejdsmetoder i indsatsen mod økonomisk kriminalitet.
Dit arbejde kommer til at bestå af at foretage en indledende gennemgang og vurdering af anmeldelser fra bl.a. Skattestyrelsen, virksomheder og foreninger og at berige anmeldelserne ved at indhente information og dokumentation fra anmeldere og vidner.
Du skal forberede og deltage i afhøringer i samarbejde med dine kollegaer, og det forventes, at du på sigt selvstændigt kan foretage sagsbehandling og afhøringer samt vurderinger af relevante efterforskningsskridt, og at du kan klargøre sagerne til anklagemyndigheden.
Det forventes derfor, at du deltager og gennemfører relevant uddannelse, så du kan opnå kompetencer til selvstændigt at foretage afhøringer af anmeldere og vidner samt til at foretage sigtelse og afhøringer af gerningspersoner. På nuværende tidspunkt kræver det, at du deltager i politiets uddannelse som civil efterforsker, hvor du opnår såkaldt begrænset politimyndighed. Uddannelsen har en varighed af minimum 24 uger og er fordelt på 13 moduler fordelt mellem teoretiske moduler og praktikmoduler. De teoretiske moduler afholdes som internatmoduller på Politiskolen i Vejle.
Om Sektionen for Økonomisk Kriminalitet
Sektionen for Økonomisk Kriminalitet består af 42 medarbejdere fordelt på faglige nøglepersoner, politiuddannede og civile efterforskere med forskellig faglig baggrund, administrative medarbejdere, studentermedhjælpere og to sektionsledere.
Vi efterforsker både mindre komplekse sager om økonomisk kriminalitet, men også de mere komplekse sager om omfattende svindel f.eks. inden for skatte- og momslovgivningen.
Du tilbydes et spændende miljø med gode muligheder for faglig og personlig udvikling i takt med, at du bliver mere og mere fortrolig med vores arbejdsgange, ligesom du kan forvente deltagelse i faglige oplæg og mulighed for deltagelse på relevante kurser.
Vores dagligdag er præget af et stærkt fagligt miljø med en høj grad af vidensdeling, sparring og kollegial støtte. Vi lægger vægt på et godt socialt fællesskab på tværs af faggrupperne, hvor der er en uformel tone.
Om dig
Du skal have stærke kommunikative evner såvel mundtligt som skriftligt, da du professionelt og tilpasset til de forskellige målgrupper skal kommunikere med offentlige myndigheder såvel som med borgere. Dette kræver tillige, at du har gode formidlingsevner, da du skal evne at formidle kompliceret stof på en letforståelig måde.
Vi forventer, at du er grundig, kan arbejde struktureret med flere igangværende opgaver og er indstillet på, at du objektivt og professionelt skal dokumentere dit arbejde. Du skal kunne arbejde selvstændigt, men også trives med at indgå i et tæt samarbejde med dine kollegaer.
Du skal trives med at fordybe dig og kunne arbejde koncentreret over længere tid, ligesom du skal trives med rutineprægede arbejdsgange, men også med variation i dine opgaver.
Vi arbejder inden for et område, hvor kriminalitetsbilledet hele tiden er i udvikling, så der er behov for, at du er omstillingsparat og nysgerrig samt holder dig opdateret på ny lovgivning og nye tendenser.
Vi stiller ikke krav om en bestemt uddannelse, men du skal have relevant uddannelse eller relevant praktisk erfaring.
Du kan f.eks. være uddannet cand.merc.aud. eller lignende, have erfaring med bogholderi eller på anden måde have tilegnet dig viden om virksomheders opbygning, fakturagang m.v.
Erfaring fra en kontrolenhed i en anden offentlig myndighed samt erfaring som fagspecialist eller erfaring med koordinering vil blive betragtet som en fordel.
Løn og ansættelsesforhold
Har du akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Du vil blive ansat på 37 timer ugentligt. Som udgangspunkt er mødetiden mandag til onsdag kl. 07-15 eller 08-16, torsdag kl. 07-14 eller 08-15 og fredag kl. 07-13 eller 08-14. Der vil være mulighed for flekstid efter gældende flekstidsaftale og mulighed for hjemmearbejde efter nærmere aftale.
Dit arbejdssted bliver Helgeshøj Alle 81, 2630 Taastrup.
Vi har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og at denne kan opretholdes under hele ansættelsen.
Tiltrædelse vil være snarest muligt efter gennemført sikkerhedsgodkendelse, hvilket forventeligt er om 3-6 måneder.
Kontakt og søgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte politikommissær Gitte Hansen, tlf. 6135-4972, fagkoordinator Casper Thulstrup tlf. 4049-4027 eller fagkoordinator Jesper Jensen, tlf. 5167-7048.
Du kan finde mere information om politiet generelt på www.politi.dk og www.jobipolitiet.dk.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: Den 7. september 2026
Københavns Vestegns Politi – vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 13 politikredse og betjener 11 storkøbenhavnske forstadskommuner med godt 455.000 borgere vest for København. Politikredsen har cirka 900 ansatte med forskellige fagligheder – fra polititjenestemænd til specialister inden for IT, jura og administration. Læs mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk og Facebook.
Taastrup