Jobbeskrivelse
Kan du spotte det, som andre overser? Bliv paskontrollant i Københavns Politi
Kan du spotte det, som andre overser? Bliv paskontrollant i Københavns Politi

Flere rejsende gennem Københavns Lufthavn og et nyt grænsekontrolsystem betyder flere og mere omfattende kontrolopgaver for Københavns Politi. Derfor er vi i fortsat vækst og rekrutterer løbende paskontrollanter, så vi kan sikre gode arbejdsforhold og høj kvalitet i opgaveløsningen. Vi søger derfor dig, der vil tage ansvar for en vigtig samfundsopgave og trives i en hverdag, hvor tempoet er højt, og ikke to dage er ens. Kan du se dig selv i rollen? Så læs videre.

 

OM JOBBET

 

Som paskontrollant i Københavns Politi udfører du ind- og udrejsekontrol i henhold til gældende regler og forordninger i tæt samarbejde med politiet.

 

Grænsekontrolopgaven kræver, at du arbejder analytisk, struktureret og systematisk, og at du kan bevare fokus på hver enkelt rejsende - også i perioder med højt aktivitetsniveau. Du vil dagligt anvende komplekse it systemer, som er centrale for opgaven, og du skal kunne tilegne dig nye digitale funktioner hurtigt og sikkert.

 

Vi tilbyder dig en spændende arbejdsplads med masser af humor og gode kolleger på tværs af faggrupperne, hvor samarbejde, service og faglighed er højt prioriteret.

 

Tjenesten udføres i uniform og indebærer skiftende arbejdstider, weekendarbejde hver anden weekend og vagter primært mellem kl. 05.00–01.00, men nattevagter kan forekomme i perioder.

 

KRAV TIL JOBBET

 

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har en god general IT-forståelse og lyst til at sætte dig ind i nye systemer og opgaver. 

 

Ved ansættelsens start gennemføres et obligatorisk uddannelsesforløb af ni ugers varighed, hvor du får den faglige undervisning og oplæring, der er nødvendig for at kunne varetage jobbet. Uddannelsen omfatter bl.a. emner som: dokumentundersøgelse, profilering, Schengenregler, udlændingeloven, grundlæggende rettigheder m.m. 
 

Uddannelsesforløbet gennemføres først som klasseundervisning og efterfølgende som praktisk sidemandsoplæring i pasboksen. Det er en forudsætning for fastansættelse, at du består det indledende uddannelsesforløb, der afsluttes med både skriftlig og praktisk eksamen.

 

OM DIG

 

Vi leder efter dig, der kan se dig selv i følgende:

 

•    Du kan kommunikere professionelt, trygt og respektfuldt - både verbalt og non verbalt - og skabe tillid i mødet med rejsende.
•    Du kan varetage rollen som myndighedsperson med fagligt mod, ordentlighed og respekt for grundlæggende rettigheder. 
•    Du skal have grundlæggende it forståelse og være motiveret for at arbejde sikkert og effektivt i komplekse digitale systemer, som løbende udvikles og opdateres.
•    Du skal kunne tale og skrive flydende dansk samt beherske engelsk på et fornuftigt niveau, da din kontakt med de rejsende ofte vil foregå på engelsk

 

Som person er du grundig og detaljeorienteret og har blik for de små detaljer, der er afgørende for en sikker grænsekontrol. Du formår at bevare overblikket og holde fokus på den enkelte rejsende - også når tempoet er højt. Samtidig er du en ansvarsbevidst og samarbejdsorienteret kollega, der bidrager positivt til vores gode arbejdsmiljø.


LØN- OG ANSÆTTELSESVILKÅR

 

Du ansættes i en fuldtidsstilling på 37 timer på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/Stat samt OAO-s fællesoverenskomst. 
 

Du vil blive indplaceret med en månedlig grundløn på 30.326,83 kr. aktuelt niveau. Hertil kommer tillæg for aften- og weekendarbejde samt helligdage.
 

Dit arbejdssted bliver Københavns Politi med adresse i Københavns Lufthavn, 2770 Kastrup.
 

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde godkendelsen gennem hele ansættelsen. 
 
•    Københavns Politi er en røgfri arbejdsplads. 
•    Du må ikke bære tatoveringer, piercinger eller andre særlige symboler, hvis de virker forstyrrende i forhold til det indtryk, som du efterlader hos borgerne, når du er på arbejde
•    Tatoveringer på hænder, hals og hoved er ikke tilladt

 

ANSØGNING OG KONTAKT

 

Vi søger paskontrollanter til ansættelse den 1. februar 2027 og 15. marts 2027. Du søger samme stillingsopslag uanset ønsket ansættelsesdato.
 

I stedet for en motiveret ansøgning skal du besvare følgende spørgsmål (max én A4-side) og uploade besvarelsen samt dit CV:

 

1.    Hvorfor har du valgt at søge stillingen som paskontrollant i Københavns Politi – og hvordan ser du dig selv bidrage til netop den stilling hos os?

2.    Hvilke personlige kompetencer kan du bringe i spil i forbindelse med at løse en samfundsvigtig opgave, hvor du er myndighedspersonen?

3.    Hvilke erfaringer fra arbejde eller uddannelse mener du, at kunne bruge i jobbet som paskontrollant, som er præget af faste regler og procedure?

4.    Hvordan vil du beskrive dine IT-kundskaber og din generelle IT-forståelse, og i hvilket omfang har du anvendt IT som et arbejdsredskab i dine tidligere jobs?

 

Vi prioriterer de ansøgninger, hvor spørgsmålene er besvaret.   

 

Ansøgningsfrist er onsdag den 16 september 2026. 

 

Ansættelsessamtalerne forventes afholdt i uge 40-41-42. Under samtalen vil du blandt andet blive bedt om at tale kort på engelsk om et emne, som ikke kræver forudgående forberedelse.
Har du spørgsmål, kan du kontakte os på hverdage i tidsrummet kl. 11.00–14.00 på tlf. 2387 1124 eller via den oplyste mail: kbh-spe-rekruttering-cfg@politi.dk    

 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Søger du flere stillinger i politiet, skal du indsende en ansøgning og et CV for hver stilling. Vi anbefaler, at du tydeligt angiver, hvilken stilling du søger.

 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk baggrund.
Du kan læse mere om politiet på www.politi.dk

 

INFORMATIONSAFTEN

 

Center for Grænsekontrol afholder informationsaften på følgende datoer: 


•    Tirsdag den 8. september 2026 (tilmeldingsfrist den 7. september kl. 12.00).
•    Onsdag den 9. september 2026 (tilmeldingsfrist den 8. september kl. 12.00).
 

Mødested er Petersdalvej 1, indgang 1A, 2770 Kastrup.  
 

Begge dage med opstart af hold kl. 18.00 og kl. 19.00 med forventet varighed af to timer. Du er først tilmeldt, når du har modtaget en bekræftelsesmail fra Center for Grænsekontrol. Tilmeldingen sker efter ”først til mølle” princippet.
 

Tilmelding skal ske på følgende mailadresse: kbh-spe-rekruttering-cfg@politi.dk. Det angives i mailen, hvilken dato og tidspunkt du ønskes tilmeldt. 
 

På informationsaftenerne vil der blive afholdt et oplæg omkring lufthavnen, det obligatoriske uddannelsesforløb samt arbejdet generelt. Efterfølgende er der rundvisning i lufthavnen, hvor du kan se arbejdspladsen og opleve grænsekontrollen udført. Dette er for at give dig et bedre grundlag for at søge stillingen. 
 

Det er IKKE en forudsætning for ansættelse, at du har deltaget i en informationsaften.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.09.2026
Ansøgningsfrist:  16.09.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Politi
Jobsted (langt): 

Kastrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid