Jobbeskrivelse
Kontorelever med speciale i offentlig administration til National enhed for Særlig Kriminalitet Øst
Kontorelever med speciale i offentlig administration til National enhed for Særlig Kriminalitet Øst

Drømmer du om en administrativ karriere i den offentlige administration? Vil du være kontorelev på en særlig arbejdsplads, der arbejder målrettet mod den mest samfundsskadelige kriminalitet?

Så er her muligheden for en uddannelse, hvor du administrativt understøtter politiets vigtige arbejde og samtidig lærer om den offentlige forvaltning.

Din nye hverdag som kontorelev
I National Enhed for Særlig kriminalitet (NSK) arbejder vi for at sikre en stærk og effektiv landsdækkende indsats mod den mest komplekse og samfundsskadelige økonomiske, organiserede og digitale kriminalitet. Samtidig understøtter vi resten af dansk politi med vores specialkompetencer.

NSK Øst dækker vores lokationer på Sjælland. Vi har elever på flere adresser, herunder vores lokationer i Glostrup og København V, hvor du vil blive en del af hverdagen og samarbejdet i sektionen.

Under uddannelsen vil du prøve kræfter med varierende arbejdsopgaver og komme igennem to forskellige afdelinger i din elevtid. Det giver dig en bred erfaring og mulighed for at finde ud af, hvilke administrative opgaver du trives bedst med.

Du vil kunne komme til at arbejde med administrative opgaver inden for flere områder, herunder sagsadministration, HR og opgaver i anklagemyndigheden.

Som kontorelev bliver du oplært i de klassiske administrative opgaver, hvor struktur, korrekt registrering og dokumenthåndtering er en central del af hverdagen.

Du bliver blandt andet introduceret til opgaver som:

 

  • journalisering af dokumenter og korrekt registrering efter interne procedurer
  • behandling af anmeldelser og visitering af sager
  • oprettelse og registrering af sager i relevante systemer
  • bilagering samt scanning og print af dokumenter og sagskomplekser.

 

Derudover vil du også kunne arbejde med:

  • HR-opgaver og praktisk administration
  • understøttelse af anklagemyndighedens administrative processer, herunder at håndtere af dokumenter og frister
  • understøttelse af ledelsen med administrative og praktiske kontoropgaver
  • øvrige administrative og ad hoc-opgaver i hverdagen.


Du bliver en del af stærke fællesskaber, hvor samarbejde og vidensdeling er i fokus - både i de enkelte afdelinger og på tværs af elevgruppen.

Hvad kan du forvente af os
Vi tilrettelægger et sammenhængende elevforløb, hvor du får en god uddannelse i en professionel offentlig organisation.

Du vil opleve en hverdag med både nye udfordringer og mere rutineprægede arbejdsopgaver. Samtidig bliver du en del af et elevnetværk, hvor du kan sparre med andre elever og opbygge relationer, der rækker ud over din elevtid.

Du bliver tilknyttet en overordnet uddannelseskoordinator og elevansvarlige i sektionen, som følger dig og giver sparring gennem hele elevforløbet – både om uddannelsen, opgaverne og arbejdspladsen.

Hvad forventer vi af dig
For at trives i stillingen er du serviceorienteret og samarbejdsorienteret, da mange opgaver løses på tværs. Du arbejder struktureret sammen med andre og bidrager aktivt til fællesskabet.

Du har sans for struktur og overblik og bevarer roen i en hverdag med skiftende opgaver og deadlines. Du tager ansvar for dine opgaver, læring og udvikling. Samtidig arbejder du proaktivt ved selv at opsøge opgaver i perioder med mindre travlhed, så du hver dag bliver lidt bedre end dagen før. Du har forståelse for, at kvalitet, struktur og samarbejde er vigtigt i hverdagen.

Du er nysgerrig på nye opgaver, kan tilpasse dig ændringer og har forståelse for, at rutineopgaver er en naturlig del af arbejdet. Du møder opgaverne med en positiv og professionel indstilling og tager gerne imod nye udfordringer.

Vi ser gerne, at du har kendskab til MS Office, da størstedelen af dit arbejde foregår ved en pc. Stillingen indeholder en del kommunikation både via telefon og mail, og det er derfor vigtigt, at du udtrykker dig klart, præcist og tydeligt både skriftligt og mundligt. Du skal også være tryg ved at kommunikere på engelsk, hvis dette bliver nødvendigt.

Vi ser gerne, at du har erfaring fra tidligere arbejde, fritidsjob, frivilligt arbejde, elevrådsarbejde eller lignende, hvor du har taget ansvar og arbejdet selvstændigt med opgaver og udfordringer.

Uddannelseskrav
Du har bestået eller forventer senest d. 31. juli 2026 at bestå:

  • EUX med studieretning kontor
  • STX, HF eller HTX med et 5-ugers EUS/HGS grundforløb
  • HHX
  • HG - En HG påbegyndt før 1. august 2015 kan i nogle tilfælde også opfylde adgangskravene – din lokale uddannelsesinstitution kan hjælpe dig med en afklaring. 


Er du fyldt 25 år, skal du sende en realkompetencevurdering sammen med din ansøgning.

Er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder adgangskravene, anbefaler vi, at du kontakter din lokale uddannelsesinstitution for vejledning.

Løn og ansættelsesvilkår
Der indgås en aftale om en 2-årig uddannelsesstilling. Ud over den praktiske del af uddannelsen er der i alt 12-19 ugers skolegang inklusive den afsluttende fagprøve. Antallet af skoleuger afhænger af din alder og en eventuel realkompetencevurdering.

Skoleperioderne foregår på Niels Brock i København.

Du ansættes som kontorelev i henhold til organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

National enhed for Særlig Kriminalitet har hovedkontor på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup, men har flere lokationer i Københavnsområdet, som kan blive en del af dit uddannelsesforløb.  

Stillingen er fuldtid på 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men der kan være mulighed for flekstid.

Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde den under hele din ansættelse.

Ansættelsen er pr. 1. september 2026.

Vi forventer at holde samtaler i uge 9.

Kontakt
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesansvarlig Sandra Minna Baasch-Skytte på telefon 2043-5091. Har du spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Sebastian Oehlenschlæger på 6198-6299.

Du kan læse mere om politiets elevforløb her.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Ansøgning
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din adgangsgivende grunduddannelse.

I stedet for en traditionel motiveret ansøgning, vil vi gerne have, at du svarer på nedenstående spørgsmål (på maks. én A4 side):

  • Hvad tiltrækker dig ved en kontoruddannelse i offentlig administration, og hvorfor har du valgt denne uddannelsesvej?
  • ­Hvilke administrative opgaver forestiller du dig, at du vil arbejde med som kontorelev, og hvad tiltaler dig ved dem?
  • Beskriv erfaringer fra skole, arbejde eller fritid, hvor du har arbejdet struktureret, taget ansvar eller løst rutineopgaver. Hvad tiltalte dig ved dem?
  • Hvilke forventninger har du til NSK som elevplads, og hvad forventer du selv at bidrage med?


Vi opfordrer alle interess
erede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.


National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  12.02.2026
Ansøgningsfrist:  12.02.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid