Vil du være med til at forme de digitale løsninger, der binder politisamarbejdet i Europa sammen?
Når det danske politi udveksler data med andre lande, identificerer mistænkte på tværs af grænser eller håndterer internationale efterlysninger, er det vores systemer, der skal fungere — hver eneste gang. Så hvis du motiveres af arkitektur, der virkelig har en samfundsmæssig betydning, så er det dig, vi søger.
Vi søger lige nu tre løsningsarkitekter til vores tre domæner i Center for International Digitalisering; Grænsekontrol, International Efterforskning og Biometri. Uanset din arkitektfaglige baggrund får du en central rolle i at udvikle de it løsninger, der forbinder dansk politi med vores europæiske og globale samarbejdspartnere. Du kommer til at arbejde med komplekse og samfundskritiske systemer, hvor robusthed, sikkerhed og tilgængelighed er afgørende, og hvor nationale platforme skal spille sikkert og effektivt sammen med internationale standarder, data og infrastrukturer. Det kræver teknisk dybde, overblik og evnen til at navigere i et landskab med mange interessenter.
Et eksempel på en af de løsninger, hvor vi har defineret og designet løsningsarkitekturen, er det nye Entry/Exit-system, som har til formål at skærpe grænsekontrollen og sikkerheden i europæiske lande. Du kan læse mere om løsningen her
Dine opgaver
Du får ansvar for at designe og modne løsninger fra idé til drift i tæt samarbejde med projektledere, specialister, internationale samarbejdspartnere og øvrige arkitekt-kolleger i centret. Du får både en arkitektrolle og en hands on-rolle, hvor du omsætter arkitekturprincipper til konkrete platforme, services og driftsklare løsninger. Dine konkrete opgaver vil bl.a. indebære:
• Arkitektur og standardisering af cloud-native infrastrukturer
• Designe, implementere og administrere ændringer i vores on-premises Kubernetes-platform
• Optimere Kubernetes, således at applikationer kan udnytte platformen bedst muligt
• Arbejde med automatisering og GitOps – herunder CI/CD-pipelines (Argo CD, Tekton, Flux) samt Infrastructure-as-Code (Terraform og Helm).
• Containerization (Docker, Harbor) håndtering og sikring af OCI-images
• Designe sikre og robuste Linux-baserede platforme
• Sikre observability og performance via Prometheus, Grafana og Zabbix
• Samarbejde tæt med udviklingsteams og fungere som teknisk sparringspartner
• Design og implementering af sikre netværks- og servicearkitekturer
• Udarbejde teknisk dokumentation, runbooks og driftsprocedurer til overlevering
• Fejlsøgning og teknisk analyse i komplekse miljøer
Du bliver desuden en del af et arkitektfællesskab, hvor vi arbejder tæt sammen om standarder, governance og fælles beslutninger — og hvor sparring, humor og faglig udvikling er en naturlig del af hverdagen.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for it og har flere års erfaring fra en tilsvarende rolle, hvor du har opbygget erfaring med:
• Hands-on arbejde med Kubernetes-drift i produktion
• Solid Linux- og netværksforståelse (CNI, mTLS, TLS, DNS)
• GitOps-principper og moderne platform engineering
• At balancere arkitektur, sikkerhed, drift og udviklingsbehov
• Infrastructure-as-Code (Terraform/Pulumi) og Helm
• Det er en fordel, hvis du har CKA/CKS-certificering
Du trives i en hybridrolle, hvor du både arbejder strategisk med arkitektur og praktisk med implementering. Derudover har du lyst til at tage ansvar for at drive og udvikle stabile og effektive Kubernetes-løsninger og -platforme.
Som person har du gåpåmod, er åben og tør stå fast, når det kræves. Du tager ansvar og er god til at planlægge og prioritere dine opgaver. Du formår at skabe gode relationer i et tværfagligt arbejdsmiljø og trives i en udadvendt rolle, hvor du kommunikerer og samarbejder på tværs af faggrupper. Du har en engageret og positiv tilgang til arbejdet og ønsker at bidrage til den gode stemning i teamet.
Hvorfor vælge os?
• Du får mulighed for at arbejde med systemer, der har direkte betydning for politiets internationale arbejde og Danmarks sikkerhed.
• Du får mulighed for at arbejde tæt på forretningen med stor indflydelse på de tekniske beslutninger.
• Du bliver en del af et kompetent team med et højt fagligt niveau og kort vej fra idé til beslutning.
• Du får en hverdag med fokus på samarbejde, teknisk frihed og dyb faglighed.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted vil være hos Rigspolitiets Koncern IT med adresse på Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup – lidt endnu. For i løbet af de kommende år samles hele Rigspolitiet i nye lokaler på Frederikskaj. Du har mulighed for at planlægge arbejdsdage fleksibelt og mulighed for hjemmearbejdsplads.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiets har røgfri arbejdstid.
Vil du høre mere, før du søger?
Er du nysgerrig på rollen, inviterer vi gerne til en uformel snak over en kop kaffe, så du kan få et indtryk af teamet, opgaverne og vores måde at arbejde på, før du beslutter dig for at søge.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, eller ønsker at mødes til en uforpligtende snak, er du velkommen til at kontakte sektionsleder for International Sikkerhed og Grænsekontrol Thor Jessen på tlf. 20311308 eller sektionsleder for International Efterforskning Dorte Møller på tlf. 23352672.
Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: 3. august 2026
Ansøgningsfristen er den 3. august, men vi holder kaffemøder og indledende samtaler løbende.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest. Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.
Glostrup