Vi søger en personaleleder, der vil få ansvaret for udvikling og forankring af strategier, politikker og processer på arkitektur- og sikkerhedsområdet, og som kan stå i spidsen for en række fagligt stærke teams i Rigspolitiets Koncern IT.
Ansvarsområder
Du vil blive ansat som sektionsleder i vores center for Arkitektur, Data og Sikkerhed, og du får ansvar for indtil videre 15 medarbejdere, der er organiseret i stærke, faglige teams.
Ansvarsområderne omfatter bl.a.:
- Politiets it-moderniseringsplaner og it-handlingsplan
- Rigspolitiet Arkitekturboard og It governance-forum
- Ledelsessystemet på informationssikkerhedsområdet
- Risikovurderingsprocessen og udarbejdelse af risikovurderinger ifm. udvikling og drift af data- og it-løsninger.
- Kravbank
- Systemlisten
Sektionen varetager også en række driftsopgaver, men det er i høj grad påkrævet, at du kan varetage en udviklingsdagsorden, hvor strategier, politikker og processer moderniseres i takt med politiets behov.
Succes i stillingen kræver bl.a., at du er en god og tillidsvækkende personaleleder, og at du hurtigt kan overskue og anvise løsninger til forskelligartede, komplekse problemstillinger, hvor modsatrettede hensyn skal balanceres. Helt afgørende er din evne til at fastlægge og drive en udviklingsdagsorden via dine medarbejdere, samt din lyst og evne til at kommunikere med alle organisatoriske lag i politiet og på tværs af fagområder.
Vores forventninger
Du har formentlig erfaring fra en it-organisation i f.eks. finansiel sektor, myndighed eller større privat virksomhed. Du kommer med en stor faglighed inden for enterprise arkitektur og/eller sikkerhed, og du har en uddannelsesmæssig baggrund eller certificeringer inden for disse områder, som du kan sætte i spil med et stærkt blik for konstruktive løsninger og forretningsbehov.
Erfaring med ledelse er ikke et krav, men det er vigtigt, at du kan skabe resultater via dine medarbejdere, og at du kan indgå konstruktive, tætte samarbejder med medarbejdere, kollegaer og interessenter i hele politiet.
Vi lægger stor vægt på, at du har evne og vilje til at videreudvikle en sektion med fokus på samarbejde, resultatskabelse og faglighed.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du vil blive indplaceret som chefkonsulent med personaleansvar.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver indtil videre Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14 i København indtil Rigspolitiet flytter permanent til Københavns Sydhavn.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Hvis du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din ansættelsesform. For tjenestemænd stiles ansøgningen til HM Kongen.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at centerchef kontakte Kasper Schiøth på tlf. 2913 1604 eller chefkonsulent Hans Foght på 2532 3337. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: fredag den 24. oktober 2025.
Vi afholder samtaler løbende.
I forbindelse med 2. samtaler kan der forekomme brug af test.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
København V